Viljestærk rocklir

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/2d/0c/e2/IMG-1803-55-1524000226.jpg
14. April 2018    

Foran et lille men dedikeret publikum kom, så og sejerede Earthless i Pumpehuset. Det blev en af de aftener i rockens tegn, man godt kan blive helt høj på.

Kunstner
Spillested
Dato
12-04-2018
Genre
Trackliste
Uluru Rock
Black Heaven
Electric Flame
Gifted by the Wind
Violence of the Red Sea
------------------
Volt Rush
Cherry Red
Communication Breakdown
Koncertarrangør
Fotograf
Stefan Frank Thor Straten
Karakter
4

Torsdag aften i sidste uge gav Earthless deres til dato kun anden koncert i Danmark. I den ideelle verden er det en booking, der ville få alverdens folk og fæ med rockhovedet skruet ordentlig på op af stolene. Tretten år efter, de udgav deres debutplade, forbliver trioen fra San Diego imidlertid en suveræn kuriositet for undergrundens indviede. Det på trods af at de i den ideelle verden ville være allemandseje for enhver, der måtte ønske sin rockmusik autentisk og ikke mindst æggende, velspillet og medrivende.

Hvorvidt Earthless er et etableret navn eller ej, er i denne sammenhæng dog underordnet, ligesom antallet af publikummer i virkeligheden ikke betyder en disse på en aften, hvor den musik, som Earthless over fem stramme kvarter lirede af, var tæt på at være altopslugende. Når de omtrent 150 publikummer, der trods alt var dukket op og gjorde Pumpehusets mindste scene halvt fyldt, tilmed var enige om i fællesskab at omfavne det rock-DNA, som Earthless står for, ja, så er det lige ved, man ikke kan bede om meget mere.

Earthless lagde for med en 20 minutter lang lettere improviseret udgave af den instrumentale ’Uluru Rock’ fra deres forrige album, ’From The Ages’ (2013), der hverken er en af denne skribents favoritplader eller -skæringer med bandet, men som i en livesammenhæng alligevel fra første færd fik ens semiskeptiske parader jordet godt og grundigt ned. Når guitarist og forsanger Isaiah Mitchell først lader den guitar snakke, som han for årtier siden angiveligt købte af sin barndomsvens far, og som han stadig sværger til, om end vist nok i en reworked edition, så er det svært at have indvendinger og argumentere imod, hvorfor dette ikke omtrent er det fedeste nyere old school rockmusik overhovedet.

Det er, når man oplever en guitarist som Mitchell, at det som et lyn fra himlen på ny går op for en, hvor opløftende det kan være at dele lokale med en guitarist, der baaaare kan sit kram. Earthless er et af de navne, der helt generelt giver livemusik et godt renommé. Som bluesmusikeren, der bruger guitaren til at lade sit hjerte løbe over, tager Earthless sit erhverv som rockmusikere alvorligt, uden at de vel at mærke bliver anstrengende. Earthless både lyder og spiller godt og griber desuden deres musik an med en dedikation, som det ikke er til at komme udenom. I en koncertsammenhæng virker dedikationen imidlertid naturlig. Ubesværet, men samtidig viljestærk. Det er sikkert ikke mindst derfor, at det er så livsbekræftende at være til koncert med Earthless. Der ligger tydeligvis blod, sved og tårer bag guitaristen Mitchells seksstrengede håndværk – materialet er alligevel for godt til at være et resultat af noget, der bliver liret løst af – men som han står der på scenen og gør det, han nu engang gør, virker det lystigt og ubesværet.

Lystigt, men ikke jubelidiotagtigt, er det vigtigt at tilføje. Det, der for denne skribent også var med til at gøre Earthless’ koncert i Pumpehuset til en af de klart bedre, var overraskelsesmomentet. Det skyldes sikkert forglemmelse og uvidenhed, men jeg havde ærlig talt ikke set det komme med præcis hvor store muskler, Earthless spiller. Tag for perspektivets skyld et amerikansk band som Elder, der også spiller guitarliret instrumentalrock. Deres koncert sidste år også i Pumpehuset ligger stadig i hukommelsen som et eksempel på en aften i den påtagede og derfor irriterende guitarrocks ånd. Hvor Elders rockmusik er luftig som vinden, er Earthless’ muldet, tung og bliver leveret med bid. Hvor Elders musik er udadvendt og i sin kontaktsøgende påtagethed synes direkte at bede sine lyttere om at rocke med til tonerne af deres lirede instrumentalsange, er Earthless anderledes. De inviterer ikke op til dans. På den hårdere rockmusiks præmisser spiller Earthless nærmest indad, og de bider langt mere fra sig.

Og så alligevel. Earthless blev også en smule jubelidioter denne aften. Det skete, da de som det sidste ekstranummer inkluderede et instrumentalt cover af Led Zeppelins ’Communication Breakdown’. Det blev en lille smule langhåret, og ikke på den fede måde. Forinden havde de dog spillet The Groudhogs' ’Cherry Red’, der med hånden på hjertet vel muligvis er det bedste nummer, Earthless har indspillet, og det var det også denne aften. Og selvom Earthless havde masser af bid denne aften, kan de sagtens bide endnu mere fra sig. Vi fik eksempelvis ikke nogle numre fra bandets to første og bedste plader, så mens vi venter i spænding på deres tredje koncert i Danmark, har vi en virkelig god aften i Pumpehuset at huske tilbage på.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her