I strukturerede mastodontkompositioners tegn Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/43/ad/c3/-DSF5633-73-1494327755.jpg
07. Maj 2017    

Efter tre års ventetid vendte Bölzer lørdag aften tilbage til hovedstaden. Her leverede de en bulldozerstærk koncert med opfindsomme heavy-strukturer og små strejf af irriterende storhedsvanvid. Denial of God varmede dedikeret op.    

Kunstner
Titel
+ Denial of God
Spillested
Dato
06-05-2017
Trackliste
BÖLZER:
Roman Acupuncture
The Archer
Zeus - Seducer of Hearts
Hero
Phosphor
Labyrinthian Graves
I Am III
Spiritual Athleticism
Entranced by the Wolfshook

DENIAL OF GOD:
Intro
The Curse of the Witch
Behind the Coffin's Lid
Klabautermanden
The Shapeless Mass
The Book of Oiufael
Robbing the Grave of the Priest
Black Dethe
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Da Bölzer sidste år udgav deres første fuldlængdealbum ’Hero’, roste Devilutions skribent den schweiziske duo for, at de allerede på deres debutalbum turde udfordre den hype, der gradvist var blevet bygget op omkring dem siden udgivelsen af deres første ep i 2012. På grund af den megen hype gav det for mange danske metalhoveder derfor fin mening, at Bölzer i 2014 var et af hovednavnene på Heavy Days in Doom Town. Bandets besøg i Pumpehuset i den forgangne weekend var bandets første siden da og deres blot andet besøg i hovedstaden i det hele taget. Ligesom bandets festivalbesøg i 2014 var hovedarrangeret af bookeren Daniel Abecassis, er det også ham, man kan takke for den tunge schweiziske invasion denne gang. Bag aliasset Killtown Bookings gemmer Abecassis sig. ”Gemmer”, er måske så meget sagt. Manden er uhyre produktiv. Han er her, der og alle vegne, og var det ikke for ham, ville især hovedstadens metalkoncertprogram være betydeligt fattigere. At han får dirigeret Bölzer forbi hovedstaden, efter at de har været på en smuttur til Norge for at give en one off-festivalkoncert, er metalhensynsfuldhed, når det tager kegler.

Blødende børnemord som optakt
Inden aftenens publikum skulle vise sig at blive revet over af Bölzer, skulle vi imidlertid først en tur forbi kirkegården med Devilution-favoritterne Denial of God. Det sønderjyske band, der har brødrene Azter og Ustumallagam på henholdsvis guitar og vokal, har i mere end 25 år blandet black metal med en tilsyneladende forkærlighed for det, vi vel ikke træder nogen over tæerne ved at kalde for et cheesy episk guitarspil. Denial of God tager kort sagt visse dele af det føntørrede sleaze-gods fra 80’erne (og W.A.S.P. er da også blandt brødrenes helte), som de blander med det mere lusede og fedtede fra 90’er-black metallen. Tilsæt elementer af en simplere form for prog, og vi har en nogenlunde karakteristik af Denial of God. King Diamond og Alice Cooper har musikalsk som æstetisk uden tvivl været inspirationskilder for den vedvarende gudsfornægtende kvartet. Tilsat blastbeats, forstås. 

Dansk kuriøs autoritet
Der er medskribenter på redaktionen, der lige straks banker på døren for at begrave mig levende, men inden aftenens opvarmningstjans befandt mit forhåndskendskab til bandet sig på et usselt niveau. Det betyder ikke, at Denial of God ikke tidligere har været på min radar. Selvfølgelig har de det. Hører man metalmusik, og har man bare den mindste interesse i metalmusik fra Danmark, så er Denial of God et af de navne, man på et eller andet tidspunkt har tjekket ud. For denne skribents vedkommende er de imidlertid også et navn, man i højere grad forbinder med det kuriøse end med det, musikalsk set, rigtigt vedkommende. Det fik ens første koncert kun ad afveje lavet om på.

Til trods for at der blev spillet få sange, der fik revet en med, leverede Denial of God en koncert, der skummede over af dedikeret oplagthed, og på den måde var de ikke et ueffent navn at tilbringe tid med som opvarmning. Bedst var de, når de skruede ned for de episke guitarsoloarmbevægelser og i stedet koncentrerede sig om at spille vredere riff som på aftenens bedste nummer, ’The Book of Oiufael’. Det syntes størstedelen af de vel godt halvanden hundrede publikummer dog ikke at være enige i. De 20-30 publikummer, der stod med næverne rejst under det meste af koncerten, var især ellevilde, når bandets black metal-take på chokrock var i fokus, thi det gav dem mulighed for at hejse ølglasset i vejret og skråle med på guitarspillets på en gang storladne og melankolske dødshymner.

Denial of Gods afslutningsnummer ’Black Dethe’ var denne aften typisk for bandets musikalske retning. Nummerets blanding mellem det melankolsk frenetiske og det manisk højtravende balancerer i ørerne på denne skribent på det yderste af kniven og er egentlig kun en tynd sylespids fra at være indbegrebet af episk inderlighed, når det bliver en kende klodset (korrekturlæseren har været forbi Harald Nyborg og møder snart op med le, fakkel og høtyv foran skribentens bopæl, red.). At især denne sang imidlertid ramte flere af aftenens publikummer direkte i hjertet, gik ikke hen over hovedet på en eneste af os, der var til stede. Og på den måde fik man alligevel lyst til at overvære Denial of God igen, thi den kuriøse fest har en attraktionsværdi i sig selv.

Små betænkeligheder
Efter en pause blev det tid til Bölzer, der kort og godt leverede en utrolig energisk koncert. Selvom det selvfølgelig ikke kommer som en direkte overraskelse, at Bölzer igen ville knuse sit publikum, havde man på forhånd egentlig haft små betænkeligheder til bandets leveringsdygtighed efter udgivelsen af 'Hero'. Da man oplevede dem i 2014 – førstehåndsmødet var på Roadburn Festival – havde de to fantastiske ep’er under bæltet og en tredje på vej. Alle som en af de tre ep’er byder udelukkende på sange, der ikke blot er utrolig tunge, men som på opfindsom vis samtidig formår at tage metalmusikken et relativt nyt sted hen. Bölzer har noget unikt over sig, og på disse ep’er gør opfindsomheden hele forskellen. Sidenhen har bandet så smidt deres egentlige debutplade på gaden. ’Hero’ er ikke som ep’erne. Guitarspillet er ikke helt så knusende tungt længere, ligesom guitarist og forsanger Okoi Jones’ vokal har skiftet terræn. Nu er pludselige, vrissende operetteudråb og en catchy-tung guitar blevet Bölzers dominerende signatur.      

Brutal buldren
Man havde selvfølgelig sagtens kunne ladet betænkelighederne blive hjemme på hylden. For som sagt: Bölzer leverede en bravuropvisning i det tunge. Især leverede den stramt spillende duo formidabel metalmusik under begyndelsen af koncerten. Der blev lagt for med en trio bestående af to sange fra bandets første ep ’Roman Acupuncture’ (2012) samt ’The Archer’, en forholdsvis melodisk sang fra ’Hero’. Kontrasterne mellem de forskellige sange er evidente, og at man foretrækker Bölzer, når de undgår at være opfindsomme på vegne af en original, men også storhedsvanvittig vokal, er man, i øvrigt efter længere tids for-og-imod-overvejelse, efterhånden ved at komme frem til. Under et nummer som ’The Archer’ er det imidlertid ikke så meget Jones’ på en gang fascinerende og aparte vokalarbejde, der overordnet set trækker resultatet ned. Det gør guitarspillets lethed derimod. Fra at have været helt oppe i ansigtet på lytteren på de fleste skæringer på ep’erne, er der en anderledes, i højere grad velafbalanceret Mike Scheidt-tendens på ’Hero’. Jeg foretrækker Bölzer, når de slår så hårdt som muligt.

Og så stopper navlepilleriet også der. End ikke et irriterende scenelys og en lyd, der efterlader plads til forbedring, kan imidlertid tage luften ud af den brutale buldren, Bölzer satte som et permanent aftryk i Studestræde. Det ryster stadig derinde, skulle man nemlig hilse og sige. Så meget at gæsterne på de bornerte restauranter på den anden side af gaden brokker sig også her et par dage efter. Men hvad kan man egentlig gøre, når Killtown Bookings hiver Bölzer til byen og dermed inviterer et tungt og originalt bud på fremtidens undergrundsstjerner til byen for blot at give dem frit slag til at gøre det, der nu engang passer dem? Retorisk spørgsmål. Ikke en skid. Og når det, der passer Bölzer, så tilsyneladende er at hive metalmusikken op ved rødderne for blot at krølle den sammen til en koncentreret næve af olm opfindsomhed og vred ansigtssmaskende energi, ja, hvad fanden kan man så gøre? Udover at overgive sig, forstås. Der gentages: Ikke en skid! End ikke storhedsvanvittige øjeblikke og en overordnet snert af for mange gentagelser under Bölzers demonstrative koncertritual kan få dem ned med nakken, når de spille live. Respekt.

Denial of God: 3
Bölzer: 4.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her