1-Day Hardcore Showdown III: Nu en rigtig festival Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/c4/d3/aa/23783_-h1w5753-1376919466.jpg
19. August 2013    

1-Day Hardcore Showdown var i år blevet flyttet til Amager Kulturpunkt, og det gavnede festivalstemningen. Musikken var af svingende kvalitet, men for det meste god.

Spillested
Dato
17-08-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

1-Day Hardcore Showdown blev for tredje gang afholdt, og var rykket fra Pumpehuset i indre by til Amager Kulturpunkt – dvs. Beta, Amager Bio og området imellem og omkring disse bygninger, som udgør "Musiktorvet". En god ide, for udendørsarealerne er efterhånden blevet gjort færdige med kunstige bakker at sidde på, kulørt asfalt, udendørs flydeloungeagtigheder og den slags. Alt sammen noget der var med til at understøtte arrangementets festivaldel. Der var virkelig et leben af snakkende mennesker, og da der også var boder med mad, tøj og musik, var stemningen i hus.

Musikprogrammet var ganske stramt lagt, og begyndte i Beta med nogle af de mindre bands. Det var faktisk så stramt, at der ikke var mere end ti minutters tid mellem dem, hvilket betød at man dårligt kunne nå ud for at trække luft og sige goddag til gamle venner, inden man havde misset et eller to af dem. Det skete i hvert fald for denne anmelder der på den konto missede No Love og Beyond Pink.

Småt men godt i Beta

Men af det der blev set i Beta, var Halshug bedst. Bandet er dansk og spiller en meget hurtig form for hardcore, der udmærker sig ved at være leveret meget præcis. Og eftersom instrumenterne ikke er overdrevent forvrængede, er det faktisk muligt, at høre, hvad der foregår. Stemningen i musikken var nærmest messende uden dog at blive til sortmetal. Vokalen var monoton og råbende, hvilket blev for meget af det gode i længden, men siden det var strengespillerne, der gav hals, kunne bandet med fordel overveje, at indlemme en dedikeret vokalist, da det ville give et i øvrigt lovende band ekstra løft.
(Karakter: 4)

Mere skidt stod det til for norske Haraball, der spiller punket undergrundshardcore. Eller, ”skidt” er måske et forkert ord at bruge, for dårligt var det egentlig ikke. Bare ligegyldigt. De spillede godt sammen og havde anstændige numre, men der var ikke rigtig noget af det der var mindeværdigt, og da ingen af musikerne kom helt ud over scenekanten og varmet op under publikum, må koncerten bedømmes til at være på det jævne.
(Karakter: 2)

Slöa Knivar gik det derimod bedre for, som spiller en snottet og bøllerocket hardcore-afart. Bandet er måske ikke helt i hus i kreativ og kunstnerisk forstand, men er faktisk tæt på, for flere sangene er varierede nok til at det er værd at lytte til, uden at det af den grund svimlede... Show var derimod nok af og det var især frontkvinden Patricia Pneedy, der stod for det. Et ydre der bestemt spiller på, men også vrænger ad, gængse seksualiserede popsangerindestereotyper og et meget energisk arbejde, var bestemt seværdigt. Desværre var hendes vokal ikke helt på niveau med musikken og resten af showet. Til det var den lidt for punk-vrængende.
(Karakter: 3)

En blandet fornøjelse

Efter Slöa Knivar flyttede musikken over i det noget større Amager Bio, uden at det af den grund gik ud over festivalstemningen ude på musiktorvet. Første band på denne større scene, var Last Resort. Bandet skulle have en heltestatus i Oi!-kredse, selvom det i sin tid kun eksisterede i et års tid i starten af firserne. At historien lå bag dette band var kun alt for tydeligt, for energimæssigt var godt nok ikke meget at hente, og man kunne muntre sig med at finde på ord som ”gebispunk” og ”hentehårshardcore” for at få tiden til at flyve. Det var sådan set ikke fordi de spillede pinligt, det var bare alt for ufarligt til at være interessant, hvad de få godmodigt hoppende mennesker i ”pitten” også var et tegn på.
(Karakter: 2)

Et på alle måder yngre band var det næste i rækken, nemlig Broken Teeth! fra Manchester, England.  Her var der noget mere tænding på drengen, og bandet leverede et ganske godt show der både var vildt og tungt – hjulpet godt på vej af nogle udemærkede sange og et energisk sceneshow. Frontmand Dale Graham lignede virkelig også ens fordomme om en nordengelsk fodboldpunk og han havde flere udbrud af disse hersens cirkelsparks- og armsvingsspasmer, som er blevet en beklagelig del af visse hardcorekoncerter. Måske herfor var det især ham, der gjorde sig bemærket. For dét, mere end for sine vokale kvaliteter...
(Karakter: 3)

Så var tiden inde til de såkaldt store bands. Walls of Jericho var det første og leverede med deres ærkeamerikanske metalcore en meget, meget veldrejet performance. Musikken var det tætteste festivalen kom på egentlig metal, og noget kunne tyde på, at det var en genre, som der i år var skruet lidt for meget ned for fra arrangørernes side, i forhold til de foregående år. Publikum virkede i hvert fald sultent og levede rigtig godt med. Det lod sig derfor også villigt dirigere af den meget drevne, dygtige og bemærkelsesværdigt veltrænede frontkvinde Candace Kucsulain. Bandet virkede ganske vitalt og det var faktisk påfaldende, siden det ikke har udgivet nyt materiale siden 2008. Men nyt skulle være på vej, og det giver denne koncert grund til at glæde sig til.
(Karakter: 4)

Lidt synd var det egentlig for Danske The Psyke Project, at mange tilskuere forlod salen efter Walls of Jericho – sikkert fordi de skulle samle kræfter (dvs. vådte ganen) inde Sick of It All. Men synd var det også for de selvsamme mennesker, for The Psyke Project leverede noget af den tungeste, ondeste musik hørt længe – og uden sammenligning det smukkeste til 1-Day Hardcore Showdown. Musikken er i sig selv ikke den mest tilgængelige, og er bestemt ikke egnet til festfyld. Det er dog stadig en art hardcore, men den ambitiøse omgang med støjflader der gemmer på både harmonier og dissonanser, giver bandet nogle flere kunstneriske strenge at spille på. Strenge, som bandet ikke bare kan ramme i studiets trygge rammer, men også live. Derfor var dette festivalens uden sammenligning største kunstneriske oplevelse.
(Karakter: 5)

Hermed nåede vi frem til aftenens første hovednavn Sick of It All. Bandet har været med til at definere, hvad man forstår ved newyorkerhardcore, og det leverer her cirka 27 år efter dannelsen stadig nogle meget engagerende og skarpe koncerter. Det er ikke et band, man skal forvente den store nytænkning fra, men man skal jo heller ikke gå og reparere på noget, der fungerer. De aldrende herrer hoppede rundt og leverede det ene hit efter det andet - tungt og præcist - og den gode Lou Koller var stadig meget imødekommende med sin jeg-er-alles-ven-attitude. Dog var hans stemme ikke helt så god, som den har været andre gange, og han så også lidt mere afpillet ud, men det var ikke noget, der beskæmmede koncerten.

Folk fik med andre ord hvad de var kommet efter, nemlig en hardcorefest, hvor man kunne skråle med på evergreens som 'Uprising Nation', 'Die Alone', 'Us vs. Them' og en af de senere tilkomne 'Death or Jail' som nok var aftenens bedste. Alt i alt en meget underholdende og god koncert, der ikke overraskede, men som til fulde levede op til de høje forventninger.
(Karakter: 4)

Aftenen var ikke slut endnu, men koncerten med MISFITS har fået sin hårde, men absolut retfærdige dom i en selvstændig anmeldelse her på Devilution. Den kan læses LIGE HER!

Læserkommentarer

Spillede en rigtig fed koncert! Sætlisten var i orden og bandet spillede godt sammen!

Last Resort

Spillede en rigtig fed koncert! Sætlisten var i orden og bandet spillede godt sammen!