Roskilde '17: Jesus og Mary tog en hviledag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/df/02/d8/-XTD6273-82-1499246113.jpg
30. Juni 2017    

The Jesus and Mary Chain, et af 80'ernes store støjrockbands lagde et nostalgisk, men også søvndyssende tæppe over Arena torsdag nat.

Dato
29-06-2017
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

I 1985 introducerede Brødrene Reid deres musik for verden, da de med bandet The Jesus and Mary Chain udgav debutalbummet 'Psychocandy'. På albummet kunne lytteren stifte bekendtskab med et nyt drømmende og indadvendt musikalsk koncept.

Anderledes fra punken handlede det for bandet ikke om at vise et rebelsk, udadvendt energiniveau, men i stedet om sætte en atmosfærisk tranceagtig-stemning i gang i publikums indre. Bandet var med til at starte den genre, man i dag vil kalde shoegaze, hvor musikerne går ind i sig selv, og stemmeakkorder blander sig med hvid guitarstøj.

Det drømmende udtryk var stadig i højsædet til bandets koncert på Arena, og ikke meget havde ændret sig rent lydmæssigt, siden sidst bandet optrådte på Roskilde i 1998. Jim og William Reid forholdt sig stadig tavse på scenen, mens publikum stod med lukkede øjne, enten grundet søvnmangel eller i indre ekstase over drømmeseancen. 

Bandet selv virkede ikke synderligt begejstrede for gensynet med festivalpladsen, omend det nok er en del af genren at foregive denne ligegyldighed med udtryksløse, hvide ansigter. Det lykkedes således kun svagt for bandet at oplive et svagt minde om fortiden, og det store glædelige gensyn dem og publikum imellem forblev en utopisk strøtanke. Koncerten kan derfor ses som et glimrende eksempel på, at musik, der er så stærkt rodfæstet i et andet årti, må udvikle sig og finde nutidig relevans for at tilføre sig selv betydning i 2017. Publikums glæde blev således mest vakt ved mindet om fortiden og tanken om bandets optimale tidslige kontekst.  

Lyden gjorde heller ikke noget godt for det generelt lave energiniveau, og den gjorde oplevelsen et hak mindre vedkommende første halvdel af showet. Det var dermed i forvejen en barsk udsigt, bandet havde til at skulle holde gang i publikum, og man kan stille spørgsmålstegn ved, om ikke det havde gavnet alle at kunne have oplevet bandet en anelse tidligere samme dag. 

Bandet kom aldrig rigtig ud over eget søvngængeri, men det er nok heller ikke meningen som sådan. Desværre blev publikum aldrig rigtigt bjergtaget at white noise-elementerne eller forsangerens monotone, hypnotiserende klang, og kun få vuggede blidt frem og tilbage på først den ene fod og så den anden. Et enkelt trekløver besluttede sig for at smide overdelene og hoppe i vandpytter. Samtidig lagde duggen sig, og folk søgte stille hjemad mod deres lejre.

Nattens koncert var således ikke nogen stor oplevelse. Musikken var der, bassen i overdreven grad, men ingen var der rent mentalt. På intet tidspunkt gik vokalen fra viljeforladt til farlig, og alt blev gjort med skotsk høflighed og akkuratesse. Det mest interessante indslag var, da søsteren Linda Reid kom ind på scenen og demonstrerede, hvor ude af takt og uden intonation, man kan være på en dårlig dag, og bandet sluttede, som de startede. De takkede af for et halvfyldt festivaltelt.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her