KTDF 23: Sedimentum leverede fest og blå mærker
Sedimentums første europæiske show. Vi var der. Det var en af dagens bedste koncerter på Kill-Town Death Fest.
Scenelyset rammer pletvist gulvet i Pumpehusets store sal, der netop nu summer af elektricitet og stemning. Folk er så småt ved at stimle sammen foran scenen, hvor aftenens canadiske indslag skal stå. Sedimentum skal give deres første show i Europa; og Kill-Town Death Fest har æren af at kunne præsentere dem for det publikum, der på denne tredje dag af festivalen både er glade, trætte men også i et godt rowdy humør som aftenen er skredet frem. Klokken 21:00 er et tidspunkt for hovednavne – og et hovednavn det er det.
Sedimentum begyndte så småt at smide demoer på gaden omkring 2019 og kvaliteten gav også genlyd i dødsmetal-verdenen udenfor Quebec City hvor bandet kommer fra. Bandets endnu eneste fuldlængealbum ‘Suppuration Morphogénésiaque’ udkom sidste år.
En plade vi her på Devilution var glade for.
Melankoli på aggresivitet
Lyset sænkes og Sedimentum træder roligt på scenen til Pumpehusets applause og hav af løftede arme. Bassisten tager en slurk Grøn Tuborg, og stilen er ligesom lagt. Vi skal have det sjovt! Fra første sekund er tempoet i top og festen genetableret i salen på Main Stage. I dødsmetallens undergrund er Sedimentum sammen med flok andre fine bands nogle af de største i disse år, og publikum på årets KTDF har noget at se frem til. Ingen har nogensinde set dem i Danmark før, og det er fra starten også tydeligt at bandet er tændte og med spilleglæde. De er super aktive og det smitter af på publikum foran scenen. Vi har fra start god plads imellem os, men allerede i andet nummer begynder der at forme sig et lille pit i nærheden af scenen.
Kendetegnende for Sedimentums musik er vekselvirkningen mellem det hurtige flænsende smadder og de roligere tunge og rådne stykker af langsom fordærvethed – et faktum der naturligvis også giver sig til kende i aktiviteten og de spredte pits foran scenen. Publikum foran scenen er, ligesom musikken, vekslende mellem at stå stille og at gå amok. For amok gåes der – koncerten med Sedimentum indeholder periodevis og pletvist nogle af de allerhårdeste, mest aggressive pits under årets Kill-Town Death Fest. Super fedt, men også i en grad hvor enkelte tydeligvis føler sig nødsagede til at flygte ud i siderne for ikke at blive slået omkuld af de 20-30 stykker, for hvem koncerten med Sedimentum tydeligvis er en forløsning, eller en dødsmetallisk ventil for opsparet kropslig energi. Folk vælter, folk hjælpes op, folk har en fest. Ligesom bandet. Lidt stage diving bliver der også forsøgt hist og her.
Det rolige med det hårde i Sedimentums musik er en rar workout netop nu på aftenen, og det er bastant, voldsomt og hårdt som ind i helvede. Moderne dødsmetal i verdensklasse.
Bandet består af trommeslageren som også agerer vokal, samt bassist og to guitarister hvoraf den ene også er vokalist sammen med trommeslageren. Vokalerne fungerer rigtigt godt indbyrdes – også her live, og trommeslagerens helt igennem rådne og apatiske stemme komplimenteres af guitaristens vekslen mellem det dybe growl, og det diskante desperate skrig der skærer sig gennem luften i salen og den bastante lydmur.
Sedimentum har, meget tidstypisk for dødsmetal lige nu, et “slapt" udtryk. Det er meningen, det er netop det fede – det er netop det, der gør deres musik afsindigt hårdt, råddent og ondt i lyden. Det er denne aften tydeligt, at bandet indeholder dygtige musikere og guitarsolerne er supersprøde og fede. Soloer der bringer diskant og melodi til den underliggende voldsomhed, vi kender bandet for. Melankoli på aggressivitet.
Et diktat i moderne død
Lørdag aftens koncert med Sedimentum var en lektion i, hvordan moderne dødsmetal skal spilles. Salen blev fyldt til randen under sættet, og der var i de periodevise moshpits absolut smæk og blå mærker for skillingen – en rigtig fest. Denne skribent har dagen efter både rifter og blå mærker på overkroppen. At have et så aktuelt band på tapetet er det, vi kender KTDF for. Ingen bands på programmet er ikke aktuelle, og samtidig må det siges at være en sikker booking i Sedimentums tilfælde. Nogle af de største i undergrunden. Et populært hit – og det var, hvad vi oplevede i salen i Pumpehuset. Naturligvis med materiale fra det ene album, samt lidt fra single-tiden. Et velspillende og super oplagt band, med spilleglæde og en energi der forplantede sig ned i publikum der gav igen med positivitet, rar stemning og aktiv kamp. En af de bedre koncerter på årets KTDF.
Ægte død, ægte rart.