WOA '17: "You guys invented cheering"

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/1e/58/bd/-XTJ0238-13-1502437279.jpg
09. August 2017    

Marilyn Manson var i godt humør med veloplagt humor, der bevægede sig lige på grænsen af det socialt acceptable og chokerende på Wacken fredag nat.

Spillested
Dato
04-08-2017
Genre
Trackliste
1. Revelation #12
2. This Is the New Shit
3. Disposable Teens
4. Great Big White World
5. The Dope Show
6. No Reflection
7. Sweet Dreams (Are Made of This)
(Eurythmics cover)
8. We Know Where You Fucking Live
9. SAY10
10. The Beautiful People
11. Irresponsible Hate Anthem
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

De sidste to gange, Marilyn Manson har gæstet Danmark, har vi kaldt ham ufarlig. Både i Vega i 2015 og da han gæstede Copenhell i 2012. Også for 10 år siden, da han gæstede Valby Hallen, skrev vi, at han virkede træt af sig selv. Men så er det godt, vi har udlandet. For på Wacken Open Air var han bestemt ikke ufarlig. Tværtimod.

Marilyn Manson har tidligere chokeret med både tekster, optrædener og andet godt fra havet. Politisk ukorrekthed var en af de forcer, der har været med til såvel at skabe gennembruddet som holde hans kunstneriske virke relevant. For der har været langt mellem snapsene de sidste 10 år, men i ny og næ gør han sig så umage og viser, hvorfor han blev så satans populær til at starte med.

Sangmæssigt var materialet på Wacken 2017 ganske udmærket. Dog undrede man sig af og til over, hvor lange vitaminpillepauserne mellem numrene den første halvdel af koncerten nødvendigvis behøvede at være, men når Manson så gik i gang med at spille, blev man blæst bagover. Han havde alle de store hits med og kun titelnummeret ’Born Villain’ fra hans forrige plade fra 2012. Den seneste, ’The Pale Emperor’, fra 2015 blev helt forbigået. 

På Wacken Open Air er det da også ofte klassiske koncerter, som de helt store navne kommer med. Så at stemningen blev løftet til Eurythmics-coveret ’Sweet Dreams’ og ’The Beautiful People’, overrasker næppe. Det var dog ikke kun sangene, der denne aften vil blive husket, men også de lidt rodede, næsten debutantagtige forhold, de til tider blev leveret under. Når han så endelig stod der, fuldt oplyst i sit sorte og hvide vampyrlook, forstod han netop at være tilpas skarp og vittig mellem numrene i stedet for ufarlig og kedelig. Da han sagde til det tyske publikum, at ”you guys invented cheering”, var det med slet skjulte referencer til tidligere tiders styreform, som de fleste, der har fulgt med i historietimerne, nok har hørt om. 

Således var det først og fremmest i koncertens anden halvdel, at Marilyn Manson omsider bevægede sig mellem det groteske, det chokerende og det mesterlige, som vores fotograf formulerede det efter koncerten. Skønt hans vokal har set bedre dage og manden jo er gået hen og blevet voksen, så har han stadig noget ungdommelig kådhed i sig, der kigger frem i ny og næ. På den store Faster-scene på Wacken Open Air en halv time efter midnat og frem til 01.45 fik vi således endelig en af de optrædener, der desværre bliver længere og længere imellem. Det kunne vi alt i alt godt lide at få.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her