MMF XV: Uden nåde
Craven Idol var hurtige som en hvirvelvind og lige så svære at modstå, da de delte læsterlige black/thrashtæsk ud til sagesløse publikummer lørdag eftermiddag.
Det er sort og ondt og nådesløst, men sanger og guitarist Immolator of Sadistic Wrath kan alligevel ikke tørre det smørrede smil af fjæset. Craven Idol nyder virkelig at stå på scenen lørdag eftermiddag på Metal Magic.
Der er også meget at nyde, for thrash/black/heavy-bandet har været nogle af de fineste eksponenter for metalundergrundens kvaliteter de seneste par år med 'Forked Tongues' (2021) som et foreløbigt højdepunkt, hvor Craven Idol af og til viser mere episke, langsomme og melodiske tendenser midt i black/thrash-hvirvelvinden; men de et stort set lagt på hylden denne lørdag.
I stedet står den på absolut ubønhørlig sort thrash, nådesløst tight spillet i et voldsomt tempo, næsten ingen pause mellem alle lussingerne. Selvom Killing kort forinden har været gode, kan man godt høre, at det her er thrash af en helt anden, endnu mere aggressiv og sort slags, og forskellen i intensitet er til at tage og føle på. Det siger jeg ikke for at tale dårligt om Killing, de spiller bare to forskellige slags thrash. Men det er alligevel utroligt, at fire mænd kan larme SÅ meget, men de buldrer derudad, så man står måbende tilbage. Og hele tiden har Immolator of Sadistic Wrath det smil, som om han slet ikke kan komme sig over, hvor fedt det er angribe et forsvarsløst publikum, udmarvet af to dages festival med alt, hvad dertil hører.
Jeg kunne nok godt have ønsket mig, at Craven Idol dyrkede deres melodiske og episke sider lidt mere, når nu numre som ’Deify the Stormgod’ og 'The Gods Have Left Us for Dead' har de 'vind i håret på bjergtop'-kvaliteter, de har. Men det skygger ikke for, at Craven Idol kom, så og smadrede, og jeg har virkelig respekt for et band, der kan fyre sådan en gang vanvidshærg af uden at blive kedelige eller miste intensitet.