Trægt riffmageri

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/4f/f4/9a/-DSF6218-46-1518790323.jpg
16. Februar 2018    

To Göteborg-bands havde torsdag aften fundet vej til Loppen for at dyste i riffmageriets disciplin. Monolord vandt, men ikke stort.

Kunstner
Titel
+ Firebreather
Spillested
Dato
15-02-2018
Genre
Fotograf
Johan von Bülow
Forfatter
Karakter
2

Da Monolord debuterede med ’Empress Rising’ i 2014 nåede de lige at klemme sig ind i den bølge af retrofikserede doom- og stonerbands, der dominerede landskabet. Her var der intet skamfuldt i at lade inspirationskilderne stå klart frem, og hvis det ikke var Black Sabbath og Pentagram, man søgte tilbage til, var det Sleep og Electric Wizard, som alligevel havde deres tricks fra Sabbath og deslige. I denne parallelverden kunne man lire uendelige variationer over de samme riff af, især hvis man bare tilføjede et skud psykedelia, space rock eller sludge. Det hele var fedt.

Med ’Vænir’ fra året efter fik Monolord da også samlet så meget momentum, at det førte til en natkoncert på Copenhell, men i 2018 har situationen ændret sig og billedet af en højaktuel doom- og stonerscene fortaget sig. Det skal dog ikke forhindre Monolord i ufortrødent at fortsætte deres jagt på det mægtige riff, og således står vi en torsdag aften på Loppen og gør klar til at høre to svenske grupper, der hver skal vise deres værd i riffmageriets dydige disciplin.

På genbrugsjagt
Den førnævnte retrorevival kommer opvarmningsbandet Firebreather i hvert fald for sent til. Bandet, der ligesom Monolord er en trio fra Göteborg, sporter t-shirts med Kyuss og YOB, og bassisten er som taget direkte ud fra 1960’ernes hippie-modkultur med et mønstret pandehånd, der trofast holder det lange hår på plads, men det er nu mest af alt High on Fires motordrevne og rockede sludge, som bandet imiterer i lyd og stil. Forsangeren og guitaristens vokal lyder som en 1:1 efterligning af Matt Pike, og deres første numre går i det samme trioliserede groove, som High on Fire har for vane at gøre, hvori den største variation består i at sætte et ekstra slag ind i slutningen af en taktperiode, så rytmen forskubber sig, men ellers klinger det hult af genbrug og nemme tricks.

Firebreather besidder ikke samme iltre vildskab som High on Fire (der ligger et dårligt ordspil gemt et sted her, men det afholder jeg mig fra), de er langt fra lige så velspillede, ikke nær så raffinerede, og så er guitaristens sologame under niveau. Når han endelig undgår at doble op på bassens riff og skal til at lire noget af, bliver det til intetsigende blueslicks eller totoners hammer on-soloer, som var han Ritchie Blackmore i sit allermest dovne humør. Værre bliver det, når de i hooket i 'Fire Foretold', åbningsnummeret fra sidste års debutudspil, ligefrem fyrer op for et riff, der er som taget direkte ud af Monolords drejebog, en variation over ’Empress Rising’. Deler de mon øvelokale derovre i Göteborg, og tilbringer de lidt for meget tid sammen? Man kunne næsten tro det.

Man kan tillade sig meget, hvis blot man ved, hvor det skal ende. Man kan spille hurtigt, være udynamisk og klodset, hvis bare det ender i det ene riff, der kontekstualiserer det hele og får det til at give mening. Der, hvor bandet finder det rigtige groove, skifter til halvt tempo eller på anden vis sætter ind med dødsstødet, der så kan få lov til at repeteres i uendeligheden, så det fortsat ringer i folks ører efter koncerten.

Det punkt når Firebreather faktisk til sidst, men selv dér bryder bandet for tidligt op og afrunder nummeret i stedet, og sådan ender svenskerne med desværre ikke rigtigt at udrette noget som helst med de værktøjer, de ellers har til rådighed.

Gammel granit
Man kan ikke sige, at Monolord er meget mere originale, men de mestrer trods alt formen. Deres massive riff er som mejslet i granit, og deres vælde hjælpes på vej af den høje volumen og den tykke, tykke betonlyd af fuzzet distortion, der rammer i mellemgulvet, mens store mængder chorus, flanger og reverb og et backingtrack giver deres udtryk en mere spacerocket kant.

Det er med Kim Larsen-sixpence, en vest med hans eget bands patch bagpå og bassen helt nede om knæene, at Mika Häkki lægger bunden i lydbilledet, og når frontmand Thomas Jäger lejlighedsvist kaster sig ud i en solo, går det op for én hvor vægtigt et fundament, bassen egentlig er, og hvor tykt den lyder. Trommeslager Esben Willems, hvis sorte t-shirt forener svensk metal og svensk politik med påskriften ”satanic feminist”, slår desuden så hårdt igennem, at hvert bækkenanslag og fill er en kraftanstrengelse, der resulterer i grimasser under hele koncerten.

Det viser sig også bare, at det er dét, Monolord for alvor har: den rigtige lyd. Sangene kniber det til gengæld mere med, og særligt det nye materiale fra pladen ’Rust’ og 'Lord of Suffering'-ep'en har det med at falde igennem og falmer sat op mod det ældre, hvilket er en skam, for modsat Firebreather har Monolord flere af de riff, der automatisk får hovedet til henslængt at boppe i takt med de langsomme grooves.

Et par unge gutter foran scenekanten tilbringer mere af koncerten foroverbøjet end opretstående, og da Monolord når afslutningen med ’Empress Rising’, som strækker sig op på den gode side af 15 minutter, træder Jäger ned fra scenen til publikum og spiller sin afsluttende solo foran de benovede fans, før den sidste repetition af det mastodontiske main riff lukker sættet.

Monolord strålede momentvist i løbet af aftenen, men de er fanget i den samme fælde som mange af deres doomfæller: Det er svært at presse mere kreativt ud af en stil, der baserer sig så meget på en lyd og de samme mere-eller-mindre pentatoniske, nedstemte bluesriff, og på trods af ikke at have mere end fem år på bagen, træder Monolord allerede rundt som en dinosaur ude af trit med omverden. Det groover, det er tungt, og det er godt at tyre bajere til en torsdag aften. Men det er heller ikke så meget mere end det.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her