RF'14: Tsunami af sort smadder Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5e/a7/13/-T1X9105-90-1404381987.jpg
03. Juli 2014    

Publikum er vist næppe gået mere amok under opvarmingsdagene, end da Hexis detonerede Rising-scenen med deres tunge og aggressive hardcore black metal. Elendig lyd gjorde dog, at koncerten først for alvor løftede sig op på et mindeværdigt niveau hen mod slutningen.

Kunstner
Dato
02-07-2014
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Redwood Hill, Solbrud, Ajuna. I de sidste par år har Roskilde Festival fået smag for at invitere hovedstadens nye kuld af black metal-bands til at spille på festivalen under opvarmningsdagene. Det er bands, der har det til fælles, at de dyrker genrens tunge, stemningsfulde og helvedes aggressive udtryk. Det er uden nitter, læder, corpse paint og med et fravær af det had til kristendommen og de hymner til Satan i lyrikken, som genren ellers er både berømt og berygtet for.

Helt naturligt var det Hexis, som fik tjansen i år. Debuten, ’Abalam’, udkom først på året, og fik fin kritik med på vejen her på siden for at være en misantropisk tsunami.

Modsat kollegaerne i de førnævnte grupper er Hexis’ kompositioner hverken ti minutter lange, ej heller byder de på atmosfæriske rene guitarpassager. Hexis skærer ind til benet med numre, der sjældent overstiger en spilletid på tre minutter, og som blander tung doom med et miks af hardcore og black metal.

Tilgangen kom i den grad til sin ret, da kvintetten tonsede igennem onsdag aften på festivalens Rising-scene. En større mosh-pit og vildskab er vist sjældent set under opvarmningsdagenes koncerter, siden festivalen indførte konceptet. Det er satme også svært ikke at lade sig rive med af frontmand Filip Andersen, der arrigt gik rundt på scenen som en blanding af en gal punker og et løssluppet rovdyr fra Zoologisk Have.

Der er sgu pondus i den spinkle sangers optræden, lige så vel som der er i hans vokal – når den ellers var til at høre.

Uanset hvor man stillede sig foran scenen, var vokalen simpelthen fraværende i lydbilledet, mens instrumenterne også gled sammen i en brummende pærevælling i koncertens første 20 minutter – ud af 35 minutters spilletid.

Da lyden endelig klarede op, kom der derimod fuld skrald på musikken, der også bevægede sig over i de mere fandenivoldske numre. Her er der mere hente end i de lidt for monotone og tunge af slagsen. Publikum – hvor sanseløst berusede de fleste så end virkede til at være – havde i hvert fald en fest, som gerne kunne have tålt en sidste svingom. Men sådan er vilkårene nu engang for optrædender på en festival.

Bare pokkers, for den tighte og virkelig velspillende kvintet løftede sig i den grad op på et energisk og hårdtslående niveau under koncertens slutning. Og var det dog befriende, at frontmanden ikke spildte tiden på ævl og bævl, men at musikken kunne stå for sig selv. For det kan Hexis’ musik, der uden tvivl står distancen som noget af det mest interessante på den danske metalscene lige nu.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her