Roskilde '17: Sidstedagsdød, kort og brutalt

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/cf/77/81/-XTJ8335-67-1499247220.jpg
03. Juli 2017    

Findes der noget bedre efter en uges festivalhærgen end at starte formiddagen med grindcore? Efter 50 minutter i selskab med Pig Destroyer fristes man til at sige nej.

Dato
01-07-2017
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

Du ved, at der er lagt op til ballade, når politiet bevogter scenen allerede inden koncertstart. Næste band hedder Pig Destroyer. Read the irony?

På trods af 20 år på bagen har Roskilde Festival her scoret bandets første koncert på dansk jord, og fremmødet denne formiddag på sidstedagen er da også hæderlig, grindcore-genrens marginale størrelse taget i betragtning. En tradition for hård metal på sidstedagen er til for at blive holdt ved lige, og har man øre for det tunge, kan der nævnes adskillige eksempler på varierende afarter af smadder, der har haft æren af at blæse urinstøvet ud af de metalhungrende horder gennem årene. Invocator i 1992, Napalm Death i 1995, Raging Speedhorn i 2003, ikke at forglemme All Pigs Must Die i 2015, hvis vi skal blive i den betrynede verden. Og sådan er vi jo visse Roskilde-gængere, der altid møder loyalt op for at få opfyldt metalkvoten, lige der mens kroppen er allermest i forfald.

Således starter en timands moshpit fra første minut, disse efterhånden aldrende herrer slår blastbeatet an. Når grinden ikke sønderflænser alt på dens vej, sønderbombes vi med tunge betonriffs, og vi bevæger os konstant fra gashåndtaget i bund til hårde opbremsninger. Hvorfor da også spilde sin tid på alt det midt imellem?

Med en fortid i grindcore-projektet med det ligeledes ganske billedrige navn Anal Cunt har guitarist Scott Hull sammen med forsanger J.R. Hayes holdt fast i et kompromisløst og intenst lydbillede. Intensitet er da også, hvad der møder os fra første sekund, og en mindre moshpit viser os, hvorfor det er så vigtigt efter en uge i smatten at kunne få banket kroppen på plads. Det er ganske vist ikke ørehængere, der fylder repertoiret, men energiniveauet i sig selv gør udslaget, udelukkende afbrudt af korte horrorfilm-lydklip, og selvom selve leveringen er meget stereotypt råbende og flænsende, var det jo faktisk lige præcis det, vi havde brug for, og Pig Destroyer vinder således gode bonuspoints på den tidlige sendetid.

Efter blot 45 minutter havde de bevist deres pointe og var egentlig gået af scenen. Det er dog ikke i Roskildes ånd (og kontrakter), at bands spiller under en time, og således blev de overtalt til at genindtage Pavilion, hvorpå de lukkede af med dagens længste track, der med en lang crustet outro for alvor fik vist deres spændvidde. Pig Destroyer leverede varen ganske som ventet, og alle gik derfra mere opstemte, end da de kom. Definitionen på succes.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her