KRANIEKNUSENDE GODT
Populær
Misery Index har med det femte studiealbum begået en meget helstøbt omgang ærketråd, som burde kunne smelte ethvert metalhjerte.
The Calling
The Oath
Conjuring The Cull
The Harrowing
The Killing Gods
Cross To Bear
Gallows Humor
The Weakener
Sentinels
Colony Collapse
Heretics
---
Thieves of the New World Order (Bonustrack)
Amerikanske Misery Index har med 'The Killing Gods' udgivet det femte studiealbum, og bandet er vel derfor at regne for et etableret ensemble, på trods af at det ikke har fået et kæmpe gennembrud endnu. Spådomme går som bekendt kun i opfyldelse ca. halvdelen af gangene (hvilket var det, vi under krigen kaldte for ”gætværk”), så en sådan skal derfor ikke udstedes her. At bandet har så mange udgivelser under bæltet, er meget tydeligt at høre på denne helt igennem frydefulde og aldeles godkendte udgivelse. Så hvis man ikke kan nære sig og skæver efter pilekvistens og pendulets positive udslag, så er det altså ikke helt ubegrundet.
På 'The Killing Gods' diskes der op med teknisk dødsmetal tilsat en slevfuld grind- og hardcore. Denne kombination er ikke ny for kvartetten, men de formår i særlig grad på denne udgivelse at smelte det sammen til en meget helstøbt, energisk og iderig omgang. ”Iderig”... Der er godt nok ikke tale om et fuldstændigt nybrud, der rykker den faldende kæbe helt ud af hængslerne. Men der er meget variation og livskraft til stede i alle sangene.
At Misery Index spiller åndsvagt hurtigt giver næsten sig selv med de genrebeskrivelser, der er blevet hæftet på bandet. (Faktisk er det især trommeslageren, Adam Jarvis, som nogle nok vil genkende fra Pig Destroyer, der spiller hurtigere, end et kollektiv af kærlige kaniner bevæger sig.) Men faktisk er det en meget velstruktureret vekslen mellem det hurtige og det tonsetunge – som i VIRKELIGT tonsetunge – der får denne udgivelse til at gløde. Det er livgivende at lægge øre til for alle, der i hjertet elsker metal! Det vækker sine steder mindelser om første gang, Pantera bankede på trommehinden, så godt bliver der spillet!
Sangene har generelt et højt niveau, og ud over de smagfulde skift i tempo og ditto vekslen mellem grind og tons, er der også lagt flere poetiske detaljer ind. Skæring tre, 'The Oath', er egentlig ikke en selvstændig sang, men et stille intermezzo mellem det nærmest Gojira-agtige 'The Calling' den mægtige 'Conjuring the Cull'. Titelsangen indleder med et gregoriansk kor, og selvom det er på nippet til at blive tacky, så giver det også en fin og relevant effekt (sangtitlen taget i betragtning), inden nummeret eksploderer i en blanding af 'Justice'-Metallica og floridansk ærkedød. Og man kunne blive ved. 'Cross to Bear' er en simpel tungbasker, der bare er rigtig. Og 'The Sentinel' er den mest grindede, uden at stramheden tabes. Niveauet er bare højt.
Så om bandet står foran det store gennembrud? Tja, enten kan man kigge i krystalkuglen eller tage selv samme og knuse kranierne på alle, der ikke strømmer ud og anskaffer 'The Killing Gods'. Misery Index har tydeligvis valgt det sidste. Det skal nok gå dem godt.