Kærlighed i moshpitten
Mens SYL var eksperimenterende på den seje måde, anede Dagger Threat ikke, hvad de ville. Det gjorde aftenens hovednavn, Rot Away til gengæld, og de fik det, de kom for: Kærlighed og slåskamp.
Warpigs er ikke min yndlingsbar i hele verden, og jeg kommer der faktisk helst ikke. Men den er jo svær at komme rundt om, når Rot Away vælger at afholde deres releasefest netop der. Sidst, Warpigs lagde gulv til hardcore endte det i glasskår og blod (og der var vist også noget med en trappestige). Denne gang har baren lært lektien og (næsten) alle øl blev serveret i bløde plastkrus, som ikke kunne udgøre en fare for de vildere sjæle blandt publikum.
Når man vil mere
Aftenens første navn var SYL. Dem har vi skrevet mangt og meget om, og det blev også denne aften slået fast, at SYL både kan og vil spille, og at de har noget på hjerte. Som vores anmelder skrev sidste år: Der sker noget med mændene i disse år. Særligt dem, der bevæger sig i hardcorescenen. De vil noget andet og noget mere end bare at kaste om sig med bandeord og se forbandet farlige ud. SYL fik ikke lang tid til at folde deres musikalske finurligheder ud på, og med tanke på, at de havde til opgave at varme publikum godt og grundigt op, gjorde det fremragende. Der var gang i gulvet, og Warpigs var faktisk mest fuld netop under SYL. Om det skyldes, at SYL var trækplastret for nogle, eller om der var nysgerrige, der lige ville se, hvad det her mon var for noget, var lidt svært at afgøre.
Lyden er ikke fantastisk på Warpigs. Det er ikke et spillested, og der er fliser overalt. Det gjorde det en kende vanskeligt at dechifrere, hvad der faktisk foregik på scenen, men efterhånden blev det bedre. SYL udmærker sig i de hårdtslående energiudladninger, der bevæger sig i punk/post-punk/hardcore-universet. Med lethed og elegance bevæger de sig mellem de små forskelle på genrerne og er ikke bange for at klaske lidt dissonans ind i mikset. Det fungerer virkelig godt, særligt når det kombineres med forsanger Benjamin Clemens' effektive vokal, der lyder, som om han egentlig ikke behøver den mikrofon. Det var nu nok meget godt, at han fik den – trods alt.
De kom, de så ... og de anede ikke, hvad de ville
Så således opmuntret og med en frisk øl i hånden, var tiden kommet til Dagger Threat. Det tyske hardcoreband var ukendt territorium for mig, og det er de sådan set stadigvæk. Jeg fandt simpelthen aldrig ud af, hvad det egentlig var, de ville. De sprang rundt mellem subgenrer, og spillede vel mest af alt en eller anden sær klicheudgave af metalcore – en genre, der ofte ufortjent får skældud. Denne aften var skældsordene ret fortjente.
Det var et musikalsk restebord, hvor intet rigtig smagte godt. Overgangene var uelegante og til tider direkte klodsede, og da de havde spillet deres 30-35 minutter var publikum et stort spørgsmålstegn. Desværre var de også færre end da Dagger Threat gik på, og det er jo en lidt ærgerlig bivirkning ved et opvarmningsband. Altså – der var ikke tomt. Men der var færre.
Men de, der blev, fortrød det ikke. For Rot Away er ikke uden grund et af de mere lovende bands på den danske hardcorehimmel, og himmel, hvor de da fik sat en fest i gang. Og spille kan de også. Der var ikke så meget bøvl med lyden som hos de to andre bands, så mens vi hørte deres nye plade, kunne vi også hygge os med detaljerne.
Kærlighed i pitten
Rot Away spiller hardcore. Der er ikke så mange subgenrer at forholde sig til, og de gør det fremragende. Det er næsten dansabelt på sine steder, næsten noget, man kan nynne med på og det er en oplevelse i sig selv at se dem på scenen. De var ALLE vegne. Hængende i vandrørene, ude på kanten, ovre i den ene side, og så i den anden. Rot Away bygger ikke op. De rykker ned, og de smiler, mens de gør det. Det er råt, upoleret og hårdtslående, og deres nye plade kommer ikke til at skuffe fans af bandet eller genren. Umiddelbarheden i musikken er det, der vinder mest – både under og efter koncerten. Man bliver simpelthen i godt humør, når man hører Rot Away live, og følelsen holder.
Og heldigvis er umiddelbarhed ikke det samme som kedeligt, for det var koncerten på ingen måder. Det var knivskarpt, tight og mavepustende uden at blive ensformigt og gentagende. For den risiko er iboende, når man ikke får frisket musikken op med afstikkere til andre genrer. Rot Away mestrer den bøllede hardcore, når den er bedst, og selvom der var rigtig meget slåskamp foran scenen, så var der mindst lige så meget kærlighed og denne gang havde War Pigs ikke blod på gulvet.
SYL: 3/5
Dagger Threat: 2/5
Rot Away: 4/5