Sumpens øje hader stadig Gud
Sludgens giganter Eyehategod leverede et humoristisk og jordnært klubshow denne søndag aften og viste, at de aldrig rigtig er blevet for fine til at tilpasse sig en langt under halvt fyldt koncertsal.
Dagens opvarmning blev leveret af danske Deadnate, der bravt forsøgte at få et søndagspublikum varmet op til det New Orleanske hovednavn. Deadnate er en kvartet, der spiller Gojirainspireret metal. Konstellationen virker relativt gennemtænkt og tricket med den dansende bassist i midten af to syngende guitarister er også i spil.
Grundet hovednavnets trommesetup er Deadnate nødsaget til at sætte trommesættet længere frem på scenen, hvilket faktisk kun gavner det unge band.
Med skiftende rytmer og et væld af forskellige sangteknikker groover Deadnate sig i gennem denne søndag aften. Der kunne arbejdes på publikumstække og eventuelt kunne bandet diskutere indbyrdes om hvorvidt “hva' så, er I fucking klar?” måske skulle skrives helt ud af ´sætninger-mellem-numrene’-kartoteket. Dette er blot en mindre note, da deres tekniske kunnen sagtens kan bære showet alene.
Som en førstegangsoplevelse er undertegnede positivt indstillet overfor Deadnate. Dygtige musikere med masser af potentiale, som bliver interessant at følge i fremtiden.
Sumpens giganter
“We should have played at Loppen, right?”, åbner forsangeren Mike Williams og resten af de New Orleanske sludgelegender showet. Koncerten starter derfor med en passiv kritik af aftenens spillested Vega, hvilket man uanset størrelse og kendisstatus egentlig ikke kan tillade sig. Dette lader vi ligge for nu; Williams mener med garanti intet ondt overfor Vega, men ville nok bare gerne spille et sted hvor krudtpinde kunne være en del af rideren. Og blive hørt.
En anden dansk anmelder mener, at alle danske doom- og stoner-bands kan sammenlignes med Eyehategod, og at de alle bestræber sig på at lyde som dem. Dette virker som noget genreforvirret vrøvl, når man står herinde i aften. Undertegnede finder betydelige forskelle på netop den danske doomlyd og de sumpede amerikanere. Hvis sammenligningerne var med grupper som Monolord, Conan, Dopethrone, Dopelord, Sleep, Weedeater osv. og den danske doom-stonerscene, kunne der retfærdiggøres pointer og inspirationer. Det er ikke fordi scenen er unik, men det er vigtigt at forstå, at sludge er af en helt anden størrelse end dronede drømmepassager og fuzzpedaler. Det, der har gjort, at Eyehategod kan sidde fast på tronen i over 20 år, kunne forklares med deres dedikation til det beskidte og sludgede i genren. Deres infernalske tilgang til hashmusik gør dem interessante at lytte til: De korte numre og de hardcoreelementer de stadig i dag, 20 år senere, kan trække på, bliver eksekveret til topkarakter.
Alt imens forsanger Williams drikker sig fuldere og fuldere på scenen og skyder væsker ud af næsen som en vandforlystelse i Djurs Sommerland, står man med en følelse af, at det her ligeså godt kunne være en teenagekvartet, der har det vildt over at de fik ølbilletter og et backstagelokale i Ungdomshuset. Dette er på ingen måder en kritik men snarere et kompliment og stor cadeau til de nu efterhånden ældre herrer, der optræder denne søndag aften. Udover at have attitude og energi som var der ikke er gået en dag i deres liv, spiller Eyehategod solidt og sumpet. Præcis som en sludgekoncert skal være. Hardcoreelementerne fra deres tidligere udgivelser fungerer som koriander i en asiatisk ret. Nogle kan lide det, andre kan ikke, men for de, der kan, er det dét, der giver den sidste lille detalje som gør, at man virkelig bare ikke kan vente med at tage den næste bid.
Til de omtrent 50 fremmødte leverer Eyehategod en koncert med passende humoristiske pauser, stildemonstrationer og generel god søndagsstemning. Mysteriet om, hvordan i alverden et af verdens største sludgebands ikke trækker mere på et spillested som Vega, må forblive i det uvisse, Især hvis man tilhører den gruppe, der så deres koncert på Roskilde Festivals tidligere heavyscene, Odeon, tilbage i 2011, hvor bandet for alvor trak hele festivaloplevelsen 'højt' op.