Tunge svaner på en forårsdag Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/b6/2d/30/-E2P0750-97-1416871435-79-1489514144.jpg
13. Marts 2017    

Swans er på en foreløbig farvel-tour. Det bragte dem lørdag aften forbi hovedstaden, hvor Michael Gira og co. satte et tungt og pragtfuldt punktum for årets hidtil smukkeste dag.

Kunstner
Spillested
Dato
11-03-2017
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

Det gik forhåbentlig ikke nogens næse forbi, at Swans var på besøg i Den Grå Hal på fristaden Christiania i weekenden. Det amerikanske band med Michael Gira i front har siden begyndelsen af 80’erne været et af de mere betydningsfulde navne inden for no wave-musikkens stilistiske miskmask og forening af blandt andet metal, punk og noise. Og siden deres gendannelse i 2010 har de så på ny fuldt ud berettiget formået at skrive sig ind i musikhistoriebøgerne.

At Swans i 1997 - dvs. kort tid efter at have udgivet deres på daværende tidspunkt vel mest ambitiøse værk, ’Soundtracks for the Blind’ (1996) - kunne smide håndklædet i ringen for at dukke op først 13 år senere for igen at skabe betydelig opmærksomhed om sig selv, er et sundhedstegn for musiklandskabet anno 2010’erne i det hele taget. Er der et orkester, der giver mening til klichéen om lytteren, der selv skal investere noget i mødet med musikkunsten for også at tage noget med fra den, er det Swans. Denne investering synes der at være flere og flere danskere, der har fået mod på. Fra Lille Vega i '11 til Konservatoriets Koncertsal i '12 til Store Vega i '14 til Den Grå Hal. de spillesteder i Danmark, som Swans de senere år har lagt vejen forbi, er kun gradvist blevet større og selvom der langt fra var udsolgt i weekenden, var hallen pænt besøgt. 

Fik publikum så noget at fordybe sig i? Om de gjorde. At påstå, at der lørdag aften under bandets to og en halv time lange seance i Den Grå Hal var rigeligt materiale at dykke ind i, ned i, op i og forsøgsvis trække sig ud af igen, ville være en underdrivelse.

Michael Gira har annonceret, at 2017 bliver det sidste leveår med bandets nuværende line-up. Swans har adskillige koncerter i vente også senere på året, men vil man opleve den konstellation af Swans, der de sidste syv år har nedlagt det ene spillested efter det andet, er det i år angiveligt sidste chance. Det betyder ikke nødvendigvis, at Gira endnu engang trækker stikket på Swans og at vi skal vente 13 nye år for at høre fra dem igen. Som jeg forstår det, vil Gira fortsat skrive musik med Swans i tankerne, om end der indikeres, at det vil blive med et line-up bestående af nye musikere, der skal tage Swans i anderledes retninger.

Efter bandets to seneste besøg i landet, forstår man godt Giras betænkeligheder ved at gentage sig selv. For uanset hvor stormfuld, transcendental, lindrende og helt og aldeles unik en oplevelse det lørdag aften var på ny at overvære en koncert med Swans, er den kompositoriske, strukturelle gentagelse de respektive numre og deres mange lange stykker imellem det eneste, man rigtig kan sætte en finger på. Der er gentagelser at spore både i deres materiale og i deres liveoptræden. Og for et band som Swans, hvis musik og i særdeleshed koncerter er betinget af også det pludselige og uforudsete, betyder dette noget. Man tager ikke til en koncert med Swans for at synge med på alle de omkvæd, der alligevel ikke findes. Man tager til koncert med Swans for at stå med åben mund og polypper og for at høre tunge, bastante arrangementer, der på godt og ondt river en rundt. 

Selvom det formentlig er hensigten, at lørdagens åbningsnummer, den uudgivne ’The Knot’, lyder som en omskrivning af ’No Words/No Thoughts’, åbningsnummeret fra bandets første plade efter gendannelsen, ’My Father Will Guide Me up a Rope to the Sky’ (2010), og at der hermed bliver dannet en form for improviseret bro mellem begyndelsen og enden på denne æra for bandet, er rendezvouset i en sang som ’The Knot’ med til at give førstehåndsmødet med skæringen under lørdagens koncert et mindre overraskende skær. Den wauw-faktor, man uforbeholdent slog armene ud med og som man ikke kunne undgå at tage med sig fra de første koncerter, man oplevede med Swans i 2011, er der stadigvæk, om end den nu er mindre slående.

Det betyder imidlertid ikke, at man lørdag aften ikke overgav sig, mens størstedelen af det 35-40 minutter lange åbningsnummer stod på. Selv når Swans går egne kompositioner i bedene, bliver der immervæk stadig luftet fremsynede nuancer, ikke mindst rent lydligt. Selv på en aften, hvor Giras mikrofon var skruet så højt op, at den flere gange overstyrede, når han efter et af bandets mange instrumentalstykker satte ind med enten et tekststykke eller et af sine shamanistiske opråb, var det igen en oplevelse uden lige at være til koncert med Swans. Ikke mindst fordi de kort og godt løfter det soniske niveau for hvordan en tung koncert bør lyde. 

At bandets karismatiske perkussionist Thor Harris for nylig er blevet udskiftet med Paul Wallfisch, der har tangenter og ikke slagtøj foran sig, fik desuden koncerten til at adskille sig fra bandets tidligere besøg i Danmark. Selvom man i længere tid har haft krydset fingre for at long time contributor Bill Rieflin joiner Swans på en europæisk turné på et tidspunkt, var det en velkommen forandring med Wallfisch i line-uppet. Hans bidrag til koncerten i lørdags må gerne være en indikation på den retning, en kommende udgave af Swans bevæger sig i.  

Som under tidligere koncerter blev der også i Den Grå Hal spilet så motherfucking højt, at det halve sandsynligvis havde været nok for de fleste koncertgængere (man skulle hilse og sige tak til Den Grå Hal for at sælge ørepropper til en flad 5’er). Som under tidligere koncerter var bandets signaturstærke poler af henholdsvis uhyre tung, melodiøs postmetal på den ene side og hypnotisk transcendental-drone på den anden side det episke fundament, man som koncertgænger endnu en gang indordnede sig under i løbet af koncertens på en gang rådvilde og naturlige ping-pong-gang. Tilsat larmende passager af henholdsvis balstyrisk noise og småvuggende dansable passager inklusiv en typisk spirituel lidelsesvokal fra Gira, forstås.

Disse to poler, som Swans sætter til søs og hovedsageligt bevæger sig inden for under deres på en gang avantgardistiske og lige-på-og-hårdt-koncerter, er der i øvrigt næppe mange, der praktiserer med mere indlevelse. Farvandet imellem polerne var i Den Grå Hal muligvis ikke helt så skvulpende og overraskende som tidligere, og som koncertgænger er man i dag mere forberedt på det, der venter om Swans' næste hjørne, end tidligere. På den anden side spiller det seks mand store orkester strammere og mere sikkert sammen i dag, hvilket selvfølgelig også er værd at tage med.

Tonalt set er hverken Glenn Branca eller Thurston Moore usammenlignelige med Swans. Postmetallerne Neurosis og Cult of Luna heller ikke. Det var titelnummeret fra sidste års album ’The Glowing Man’ denne aften et 40 minutter langt og tungharmonisk eksempel på. Nummeret synes på sin vis at være et opkog af netop den ovennævnte stribe af artister og bands. Også når de er æggende frem for tunge og støjende, som i et af aftenens andre nye numre, ’The Man Who Refused to Be Unhappy', viste Swans sig at være eminente.

Siden gendannelsen i 2010 har man haft adskillige muligheder for at opleve Swans give koncert i Danmark. Lørdagens show i Den Grå Hal og den efterfølgende koncert på Voxhall i Århus dagen efter var i denne omgang angiveligt bandets to sidste i landet. I hovedstaden blev der sat et decideret fremragende punktum for denne epoke af bandets historie. Under de mere messende, stillestående passagerer blev det til tider muligvis en smule langstrakt, hvilket dog sandsynligvis har været med til netop at gøre de tungere, rytmiske passagerer så virkningsfulde, som de virkelig var. For Swans er eminente. På plade er de altid gode, til tider fremragende. Live er de kort og godt altid fremragende. Således også i Den Grå Hal.

Swans er ikke død endnu. Længe leve Swans.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her