Vi ånder ind og ånder ud. Vi saver i eksistensen.

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a2/7b/0b/24406-swans1-1400519340-53-1400840373.jpg
19. Maj 2014    

Michael Gira og Swans lægger arm med befrielsen og frelsen på 'To Be Kind', der er et mastodontalbum, noget ud over det sædvanlige og gudhjælpemig helt mesterligt.

Kunstner
Titel
To Be Kind
Dato
12-05-2014
Trackliste
CD 1:
1. Screen Shot
2. Just A Little Boy (for Chester Burnett)
3. A Little God in My Hands
4. Bring the Sun/Toussaint l'Ouverture
5. Some Things We Do

CD 2:
1. She Loves Us
2. Kirsten Suspine
3. Oxygen
4. Nathalie Neal
5. To Be Kind
Karakter
5

Hvem havde troet, at post-punkerne i Swans skulle få så tung og sund betydning for populærmusikken også på denne side af årtusindeskiftet? Det ofte eksperimenterende såkaldte No Wave-band fra New York havde sin første kompromisløse storhedstid på en række fantastisk hadefulde og herligt støjende mesterværker '83-'86, inden de hen imod slutningen af 80'erne udgav plader, der rent kompositorisk var interesseret i et anderledes og mere tilgængelig udtryk. Dette anderledes tilgængelige udtryk strakte sig til begyndelsen af 90'erne, og på disse plader nedprioriterede Swans de musikalske kaoselementer, der havde præget bandets tidlige udspil. Til gengæld inkorporerede de i både tekstunivers og kompositioner en række religiøse temaer, hvilket gav pladerne - der musikalsk set ellers synes nærmest neddæmpede ved sammenligning med de tidligere udspil - en selvstændig aura af kaos og mørk fortvivelse.

I '96 udgav Swans så 'Soundracks for the Blind', der er et dystert, kalejdoskopisk og udfordrende album bestående af en række forskellige stilarter som drone, noise, field-recordings, post-rock, electronica og egentlig kun en smule post-punk. 'Soundtracks for the Blind' er lige så komplekst, som det lyder til, men står ikke desto mindre tilbage som værende 100 % helstøbt og desuden som et af 90'ernes vægtigste udspil. Efter udgivelsen af dette opus besluttede Swans' frontmand Michael Gira sig for at splitte bandet op og i stedet koncentrere sig om sit nye akustiske og mere melodiøse band, Angels of Light.

En vej til venlighed


Det var en slags light-udgave af den musikalske kompleksitet, der kendetegner 'Soundtracks for the Blind', Swans byggede videre på, da de efter 14 års fravær i 2010 vendte tilbage med den mere eller mindre selvfinansierede 'My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky'. Anderledes storhedsvanvittig og ambitiøs var den to timer lange opfølger efter gendannelsen, 'The Seer' (2012), der af Gira selv blev karakteriseret som et ufærdigt album samt som en opsummering af 30 års Swans-praksis. 'The Seer' er et album, der forholder sig til sine egne bristede betingelser, og som i sin helt egen ret står tilbage som et mangelfuldt mesterværk. 'The Seer' var også første skridt på en ny begyndelse for Swans, hvilket dog først er blevet tydeligt nu, hvor bandets 13. studiealbum netop har ramt gaden. Albummet hedder 'To Be Kind', og selvom det vel næppe ligefrem kan kaldes for et decideret ømt udspil, er der nu alligevel noget anderledes imødekommende over Swans denne gang.

Ligesom 'Soundtracks for the Blind' og 'The Seer' er også 'To Be Kind' et album af nærmest overvældende og uden tvivl bombastisk musikalitet, hvorfor det såkaldt "imødekommende" selvfølgelig får sin egen betydning i hænderne på Swans. Som både 'Soundtracks for the Blind' og 'The Seer' strækker også 'To Be Kind' sig over to timer, og som de to tidligere album er 'To Be Kind' ligeledes et uangribeligt værk, forstået på den måde at albummets dna er befrugtet med det stilsikre, det nysgerrige og det uafrystelige, der kun kan være Swans. Men 'To Be Kind' er også et meget disciplineret og sang-orienteret udspil fra et band, der ellers ikke altid prioriterer den del lige højt, og dette giver albummet en imødekommende aura af noget nærmest hensynsfuldt.

Opbyggeligt


Åbningsnummeret 'Screen Shot' bør eksempelvis snakke lige så meget til fans af Tool, som sangens mærkværdige upbeat-tempo bør være våd saft til trusserne for de lyttere, der er på udkig efter netop den helt specielle Gira-indlevelse. Nummeret hiver i hvert fald fra start fast i såvel strube og fødder på vedkommende, der lytter med. Efterfølgende tager 'Just A Little Boy (For Chester Burnett)' tempoet hypnotiserende ned. Denne 13 minutter lange hyldestsang til musikeren, der er bedre kendt som Howlin' Wolf, planter dog også pludselige bombastiske musikalske udstød i sin hypnose, der kommer an som hårde soniske overfald og som på indlevelsesstærk vis tager én med bukserne nede. Hvor åbningsnummeret taler til det rytmiske i én, taler Burnett-skæringen til de mere skjulte kroge af eksistensen.

Den repeterende dybde, der bagefter karakteriserer 'A Little God in MY Hands', forener på sin vis disse to Swans-verdener, inden den 34 minutter lange og episke 'Bring the Sun/Toussaint l'Ouverture' efterfølgende bombarderer alting omkuld. Halvvejs inde i dette kaoslandskab af en særdeles dyster skæring dukker reallyds-optagelser op af henholdsvis en sav, en hammer, hesteklove og -hvin, hvilket kombineres med lyden af Phil Puleos crash-bækkener samt en ligeledes beskidt og sublim slideguitar fra Christoph Hahn. Dette er et højdepunkt på pladen.

Med sin minimalistiske, nasale vokal, sin meget afdæmpede melodi samt sit dekonstruerede lyriske menneskesyn minder den efterfølgende 'Some Things We Do' om det amerikanske band The Residents og slutter på eksistentiel opsummerende vis første halvdel af 'To Be Kind' af med en form for udtoning.

Anden del af pladen skal der ikke siges meget om, ud over at den er første del absolut ligeværdig - og at et af numrene herfra, 'Oxygen', kan ses i en tidlig live-version nedenfor. Et par af de senere numre på pladen har Swans desuden tidligere præsenteret i work-in-progress-versioner i live-regi. 'She Loves Us' spillede de eksempelvis, da de besøgte Konservatoriets Koncertsal i 2012. Dengang lød den sådan her (scroll ned til slutningen af anmeldelsen).  

Vedvarende fordøjelse

Numrene på 'To Be Kind' synes at være meget, meget gennemarbejdede, og det gennemarbejdede resulterer i et overload af melodiøse kompositioner, der gør det forholdsvis let at tage pladen ind. Overordnet set har pladen desuden mere struktur, end Swans måske nogensinde har haft. Flere af numrene er som nævnt blevet til i takt med at bandet har spillet og improviseret sig frem til dem i live-regi, og det er netop pladens seriøst suveræne styrke, at det overordnede udtryk balancerer et sted mellem improvisationen og det mere skrevne og afrundede. Denne gang leverer Swans deres mørke tematikker og eksistentielle dystopi gennem udfordrende, men stærke melodier. Der bydes desuden på flere overraskelsesmomenter på pladen, og samtidig er den særlige form for eksperimenterende, stillestående indadvendthed - der på mange måder også kendetegner Swans' signatur - paradoksalt nok mere udadvendt formidlet denne gang. Tilsammen gør det 'To Be Kind' til det bedste album, Swans har lavet i hvert fald siden gendannelsen. Og til trods for at de nye numre er dét lettere at tage ind, bliver fordøjelsen af dem siddende i halsen på lytteren.

}

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her