Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Samme stil, færre hits

Updated
Samme stil, færre hits
Salivas nye album "Survival of the Sickest" matcher desværre ikke forgængeren "Back In to Your System". Herhjemme er Saliva nok mest kendte for frontmand Josey Scotts samarbejde med Chad Kroeger (Nickelback) på hittet "Hero" fra det forrige "Spiderman" soundtrack, mens Saliva har levet en noget mere diskret tilværelse herhjemme. Undertegnede var en blandt ret få, der fandt det værd at give god volumen på forrige års "Back Into Your System", en ung og frisk partypleaser midt i en nu-metal domineret tid.

Stilen er den samme på det nye Saliva-udspil, "Survival of the Sickest", men det er en den kompositoriske kvalitet desværre ikke. Det er tung heavy n roll metal med rå riffs og raske soli, men desværre også uden de store dræber-hooklines. Tekstuniverset tangerer indimellem det tæerkrummende og utåleligt kliché-prægede, og utroligt nok så formår Josey Scott - uden tydelig selvironi - at indlede albummet med at sætte "rocknroll" sammen med "revolution". Det er vist lang tid siden den kombi gav mening, kammerat!

Men - og der er behov for et "men" her - så er det også tydeligt at Josey Scott og hans drenge elsker at spille denne her noget 80er inspirerede form for hård rock, og indimellem fungerer pladen faktisk fint som lydspor til hverdagens tasten på tangenterne. Der er en god del energi på den ret fedt producerede plade, men bare ikke rigtig nogle monstrøse ørehængere, denne her gang.

For dette "men", for gammelt venskabs skyld og for Salivas insisteren på at spille det de kan li og ikke det der nødvendigvis er populært hos størstedelen af nutidens metalungdom, så leveres dog et pænt og venligt 8-tal.

Kunstner
Titel
Survival of the Sickest
Distributør
Karakter
3