Selv svenskere kan fejle

Svenske The Poodles kalder sig metal, men dumpes i den disciplin af vor strikse metalskolelærer Molin. Under et år efter udgivelsen af debutpladen “Metal Will Stand Tall” er The Poodles klar med opfølgeren, der lyder næsten magen til.

Svenskerne kan prale af at have en rigtig god forsanger, og det lever de også højt på. Desværre er det - udover nogle gode soli - også det eneste, som rigtigt er noget værd. Først og fremmest savner man en ordentlig rytmeguitar, for den der findes her, er fuldstændigt overdøvet af vokalen. som ligger meget langt fremme i mixet, og ikke et eneste riff hænger ved når pladen er færdig – det er kun blevet til anonym pumpende rytmeguitar af i popmetal-light udgaven.

Samme tilbagetrukne tilværelse lever også trommer og bas, og det er altså kun med meget god vilje, man kan kalde musikken "metal", hvilket bandet selv betegner sig.

Faktisk er det er ikke et eneste nummer på pladen, der fortjener at blive fremhævet (udover balladen ”Shine”). Albummet gør sig snarere fortjent til en skriftlig springskalle, fordi det når et meget højt niveau af kvalmefremkaldende tendenser.