252 sæsoner
Populær
Det er ok at blive ældre. Der er ikke noget galt med at savne det enkle liv. Bakspejlet er altid din ven.
2. Shadows Follow
3. Screaming Suicide
4. Sleepwalk My Life Away
5. You Must Burn!
6. Lux Æterna
7. Crown of Barbed Wire
8. Chasing Light
9. If Darkness Had a Son
10. Too Far Gone?
11. Room of Mirrors
12. Inamorata
Jeg har ikke hørt en hel Metallica-plade siden den selvbetitlede fra 1991. Jeg har ikke lyttet til en eneste Metallica-sang, der er udkommet efter ‘St. Anger’. Grundlæggende har jeg ikke haft noget behov for det. Det kan være svært at forstå, når nu bandet har mesterværker som ‘Ride the Lightning’ og ‘Master of Puppets’ bag sig. Ja, faktisk var stimen fra 1984 og til og med 1991 fremragende, den sorte indbefattet. Men efter det, har det været så som så med interessen.
Nu er det så blevet en opgave at forholde sig til det 11. studiealbum, og det er egentlig ganske interessant at skulle skrive om noget, man hører så meget om, men ikke rigtig har nogen forståelse for. Man kan nærmest føle sig som en folketingspolitiker, der skal snakke integrationspolitik. Det handler måske også om, at Metallica aldrig var det store ungdomsband for mig.
Jovist havde jeg da set coveret med alle gravstenene hos en lidt ældre kammerat, da jeg var lille, men Metallica har jeg først lyttet til som voksen. Det gør sig faktisk gældende for alle koryfæerne. Jeg gik direkte fra hard rock over i nu-metallen og landede i black metal kort efter. Heavy metal og thrash spillede ikke nogen rolle i min musikalske rejse. Koblet med, at mit eneste forsøg på at være udøvende musiker er en tenorbanjo anskaffet midt i trediverne har jeg aldrig forsøgt at klimpre mig igennem ‘Enter Sandman’ og hvad de nu hedder. Ej heller har jeg lyttet til singlerne på forhånd.
Jeg kan godt lide at forestille mig, at det giver mig et mere nøgternt blik på bandet og deres arbejde, selvom andre nok ville kalde det uvidenhed. Med alt dette på plads, kan læserne forhåbentlig forstå hvilken anmeldelse, I nu skal kaste jer ud i.
Livets kredsløb
Det er jo ikke for sjov, at alle bands nævner Metallica, når det kommer til inspirationskilder. De er uomgængeligt de største, og også de nemmeste at gå til, hvis man skal være ærlige. Derfor kan der findes elementer af Metallica i mange, mange bands – og det ved Metallica godt. De kan også godt lide at lytte til musik og tage det til sig. Så på den måde udvikler de sig også. Men det har jo så den ulempe, at stamtræet nemt kan gå hen og ligne en adventskrans – og det er nok også sådan man kan betragte ‘72 Seasons’. For jo, nok lyder det som Metallica, men det lyder altså også som en masse bands, der lyder som Metallica.
Der er for eksempel masser af nu-metal indflydelse på denne skive. På ‘Shadows Follow’, der følger den ellers nydelige Joan Jett- og ZZ Top-inspirerede albumåbner af samme navn som selve pladen, er James Hetfield nærmest helt fjollet i sit Aaron Lewis’ke omkvæd. Og det er jo morsomt, for Staind-frontmanden har jo gjort sig enormt umage for at emulere Metallicas ditto, og på den måde er Metallica selv blevet det græs, som antiloperne spiser.
Man siger, at efterligning er den højeste lovprisning, men det kommer alligevel til at gå hen og blive lidt tosset, når Metallica, i sin iver for at være relevante, fornyer deres lyd på en måde, der kommer af deres egne efterlignere.
Det er ikke specielt opfindsomt som sådan, men mest af alt lyder det som en total mangel på selvindsigt. Hvis man ikke kan høre, at man efterligner sig selv i andet geled, tyder det på enten tidligt forekommende demens eller en lige så ringe forståelse af hvad man tidligere har kreeret som fans gennem adskillige år har påstået.
Rundt om i kommentarspor har man også set folk, der har nævnt Hetfield som en mulig afløser, skulle Poulsen nogensinde blive træt af Volbeat. Det er igen hunden, der fodres med egen hale, da Volbeat jo nærmest udelukkende er brygget af Load og ReLoad-destillat. Således kan man blive ved med at more sig over den slags besynderligheder verdens største metalband udsætter sig selv for. Lyt eventuelt til ‘Sleepwalk my Life Away’, hvis man har svært ved at forstå hvad der menes.
Selvmord – men på den festlige måde
Adskillige af mine kolleger har været mere end almindeligt glade for lyrikken på pladen. Det kan Kent blandt andet fortælle en masse om. Det er mørke sager, forstår vi. Og noget af det mørkeste man kan forestille sig er jo nok at være drevet så langt at man vil tage sit eget liv. Det er noget værre skidt og aldrig en vej ud. (Livslinien.dk kan hjælpe, hvis du er i den situation), og derfor kan tredje track, ‘Screaming Suicide’ undre noget så grusomt.
Det er et af de allermest up-beat og, ærligt talt, festpoppede numre på hele albummet, og det er ekstremt nemt at forestille sig Hetfield og Hammett have noget af en hovedboppende fest, når det glade, punkede riff skal fyres af.
Det tager gassen fuldstændig af ballonen. Det er en eklatant mangel på situationsfornemmelse, og man begriber ikke, at Hetfield kan få sig selv til at gøre de måske laveste punkter i et hårdt liv til omdrejningspunkt for et nummer så oplagt til bajertylning og hoppefest.
Og sådan går det slag i slag. Musikken er hård nok til at man skal have luftet lædervesten med snører, men ikke så hård, at den fornærmer nogen. Det er de typer man ser på diverse solskinsfestivaler, der lige skal minde de unge om, at de faktisk oplevede Metallica i Holstebro, har røget diverse joints og drukket diverse bajere med andre gamle mænd, og faktisk var nogle fandens karle, dengang verden endnu ikke var gået af lave, og man stadig måtte sige noget!
And it wil happen to youuuuuu!
Dog er ‘72 Seasons’ en gennemført sympatisk plade. Metallica virker søde. Det var måske ikke meningen, men det er sådan det føles. Ligesom ovenstående typer, der netop godt kunne tænke sig at snakke lidt om AC/DC, når man siger man godt kan lide metal.
Man nikker forstående og venligt, og man lader dem sætte det på jukeboksen og giver dem ret i hvor godt det egentlig var, og at rockmusik ikke er det samme længere.
For det er det jo ikke. Og metal er slet ikke. Det er værd at huske på, at vi alle sammen bliver gamle en dag, og heller ikke længere vil kunne forstå præcis hvad det er, der foregår omkring en. Og så bliver man nødt til enten at indrømme, at man er stået af, eller også må man sige, at tingene var bedre i gamle dage.
Jeg tror dog egentlig ikke, at Metallica gør nogen af delene. Der er da også fin fart på fx ‘Lux Æterna’, hvor Lars Ulrich hamrer igennem, mens James Hetfield lyder som indbegrebet af en rocksanger. Eller førnævnte ‘Sleepwalk my Life Away’ hvor Trujillo får lov at give den på funkbas i nummerets start. Det er fire gamle venner, der sælger Metallica og Metallica-relateret tilbehør og bare har lyst til at jamme igennem.
Det er også derfor, der er så meget klassisk rock-indflydelse som der er. For man skal huske på, at Metallica også var inspirererede af nogen, dengang for mange år siden. Og dem kan de godt lide at huske på nu.
Men det er også Metallica. Og Metallica spiller Metallica. Nærmest som de altid har gjort. Og det er nok det, der er værd at huske på. De kan ikke andet og alt hvad de laver, er umiskendeligt dem. Men verden venter ikke på bandet og det er derfor de aldrig igen vil kunne lave en ‘Master of Puppets’. For den plade eksisterer ikke i et vakuum, og selvom den er god, er den ikke hverken pyramide eller Mona Lisa. Og hvis den blev udgivet den dag i dag, ville den vel nok score en udmærket karakter, men ikke blive husket som et skelsættende værk. Til det har alt omkring den rykket sig for meget. Det er derfor også lidt af en større opgave at give ‘72 Seasons’ en karakter, men jeg hopper i det gavmilde hjørne og stiller os sammen med dem, den er lavet til og dem, den er lavet af. Det er en fin plade, hvis du godt kan lide Metallica, hvis du godt kan lide at tænke på dengang alt var knallerter, bajere og søde piger og drenge, hvis du glæder dig til at se dine venner på den årlige udflugt til Refshaleøen, og hvis du måske endda lytter til MyRock.
Jeg selv kommer nok ikke til at høre den igen.