Kort og godt: Føler du dig heldig, punker?
'Kort og godt' kigger denne gang på punken. Der er svensk, amerikansk, dansk og canadisk.
Vi tager raden rundt i punken denne gang, kun med en lille afstikker til et band, der måske nok er mindre punk i lyden, men til gengæld gør op for det i tilgangen til genrekonventioner og snitter "jamen, vi plejer jo..." i tusinde stykker. Vær med!
Nerver/Chat Pile – Brothers in Christ
Chat Pile hviler ikke på laurbærrene, men er allerede i gang igen. Denne gang på en split med Kansas City-bandet Nerver.
Selvom man skulle have troet det umuligt, når man lyttede til God’s Country, viser Chat Pile her en lidt mere melodisk side af sig selv. Det skal naturligvis tages med et anseeligt gran salt, når nu vi har med midtvestens pt. mest populære noiserockere at gøre. Nerver spiller ligeledes med en stor sjat groove, men holder det ellers også rimelig hårdt med industrielt lydende guitarer og attitude. Det er en ganske solid split, der giver et udmærket fingerpeg om hvilken retning Chat Pile tager næste gang. Noise rocken er i hvert fald sikkert i begge bands hænder.
Public Opinion – Heaven Sent
Kort og ligepå, blæser Public Opinion to skud ægte punkattitude afsted. Coloradoanerne har en ægte vestkystlyd, og man forestiller sig nemt vind i håret. Det er ikke til de hårde drenge m/k/nb, den her, men for dem, der bare gerne vil have sig lidt hårdspillet punkrock, er det lige i skabet. Man kan nemt holde fest, mens man lytter til Public Opinion, og det lægger de også op til, omend teksterne kredser om henholdsvis stofafhængighed og behovet for at flygte fra sine problemer. Som ofte før, narrer den henkastede lyd os til synge med på noget, der egentlig måske ikke er helt så sjovt som vi føler det.
xWeaponx / World of Pleasure – Weapon of Pleasure
“Oooof” var reaktionen fra både undertegnede og redaktionens hardcorefotograf numero uno, da første stortrommeslag banker ind på ‘Paid in Blood’. xWeaponx’ straight edge-hardcore er tung og massiv som var den gjort af ren beton. Den her bliver blandt årets bedste EP’er, det er stensikkert, for ikke nok med de to udladninger fra første band, så banker World of Pleasure ind med et par stikrasende veganske springskaller direkte fra Calgary. Når Jess Nyx og Colter Adams deles om mikrofonen, går aggressionen direkte i blodet. Det her bliver vildt.
Spøgelse – Spøgelse
Vi skal tættere på vore egne grænser. Göteborgs Spøgelse har netop udsendt denne selvbetitlede plade, der selvom den rummer 10 tracks kun rammer 17½ minuts spilletid. Den kvalificerer sig derfor til at optræde i denne klumme, omend man godt kunne bruge mere tid på at forklare om dens fortræffeligheder.
Det er solfbleget vestkysthardcore og det er mega-rock’n’roll i kanten. Der er benzin i blodet og fuld far over feltet, når vi forestiller os at tage den i åben vogn langs Montereys kyst. At dømme efter ‘Blood on the Wheels’ er det det dog nok mere ‘Death Proof’ end det er ‘Big Little Lies’. For punks med hang til Fu Manchu er det lige i øjet.
My Lil Bunny – Maundy
Gullo Gullo er et af de bands, vi burde snakke mere om herhjemme, da de virkelig indkapsler det kunstneriske aspekt i musikken. Men det kræver også vanvittigt meget af både lytter og anmelder, hvorfor det aldrig lykkedes os at behandle sidste års ‘Pipe the Mane’. Herfra skal der lyde en kort anbefaling af pladen, inden vi går videre til My Lil Bunny, der består af Anders Jørgen Mogensen og Anders M. Jørgensen fra omtalte band, sammen med Olle Bergholz fra Slægt og Pleaser.
Og det er er også mærkeligt, men på en måde lettere tilgængeligt end Gullo Gullo. Mogensen gentager sin fremragende performance fra Hirakis ‘Peach Lung’ på ‘You Said You Would’, men i nye omgivelser og det fungerer flot. Det er punket og skraldet art-rock, og det tager nok et par gennemlytninger, men efter det vil det sætte sig fast i den opmærksomme musikelskers hjerne.
Dry Socket – Cessation
Her er vi rigtig sent ude. ‘Cessation’ udkom for et år siden, men vi havde ikke fanget den. Dry Socket benævner sig selv “fastcore”, og uden at være eksperter, synes vi det er dækkende. Det har grindens kant, men helt uden at inddrage dødsmetallen, hvilket klæder den skærende vokal og det groovy basspil, der lægger sig nedenunder. Vi er helt nede med den skatende subgenre, der rejser sit hovede igen og gør ekstrem hardcore grundlæggende amerikansk i sin profil. Vokalist Dani skriver sine lunger ud og det føles ubehageligt rart. Vi skammer os kun over at have været så længe om at finde det, ikke over at skrive om en EP med et år på bagen.