Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens Monsterdrøn

Updated
Ugens Monsterdrøn
Norske Communic står for det bedste hårde progressive metal i flere år, mener en fuldstændig opkørt Lars Schmidt. Bare fordi det er kommunalt, behøver det ikke være kedeligt. Og hvem siger egentlig, at Community har noget som helst med noget kommunalt at gøre? Communic er nemlig alt andet end kommunefarvet, forudsigeligt og trist. Den norske trio (suppleret med den danske keyboardspiller, Peter Jensen fra Sinphonia) er simpelthen og ganske enkelt noget af det bedste, der har ramt den hårdere del af den progressive metalscene i lang, lang tid. Ja, i flere år.

Communic er skabt af den norske guitarist og sanger Oddleif Stensland og landsmanden, trommeslageren Tor Atle Andersen. Begge har spillet sammen i Scariot, mens Oddleif Stensland også har spillet sammen med bassisten Erik Mortensen i Ingermanland (ikke, at undertegnede kender noget som helst til disse to bands). Nu debuterer Communic, der blev dannet i 2003, så med denne effektive og fantasiske "Conspiracy in Mind", som er indspillet i Danmark og produceret af Jacob Hansen.

Communic finder vi i det meget spændende krydsfelt mellem de tunge, hårde og lidt onde drenge fra det mørke nord, Soilwork og Dark Tranquility på den ene side, og så de mere progressive ekvilibrister i Symphony X, Pagan's Mind og Dream Theater på den anden. Og sørme, om ikke der også liiiiige er kraftige referencer til tidlig Marillion...? Det er der, og lytter man til den samlede pakke, så kan det næsten ikke være bedre og mere interessant.

Vi bliver simpelthen på fineste vis gelejdet rundt i metalliske stilarter som melodisk heavy metal à la firsernes Helloween, power metal, thrash med en smule dødsaggressivitet og så masser af progressiv metal. Altså soloer og instrumenthåndtering på højest mulige plan.

Det er tungt. Det er hurtigt. Det er harmonisk, melodisk og fantastisk velspillet. Der er kælet for samtlige detaljer, men alligevel er albummet meget, meget frisk. Der er toptænding på - også på denne anmelder. Dette album bør blive efterspurgt af alle sultne danske metalhoveder, som bare vil svælge i noget nyt, fedt og hamrende spændende.

NB: Communic spiller på metalfestivalen "Aalborg Rocks" i Studenterhuset på lørdag den 26. februar, hvor Mercenary, Evergrey m.fl. også deltager.

Kunstner
Titel
Conspiracy in Mind
Distributør
Forfatter
Karakter
5