Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det tunge Jylland

Populær
Updated
Det tunge Jylland
Mathias Nielsen har lagt øren til de aktuelle udspil fra det velkendte thrashrødder Hatesphere. Århusianske Hatespheres første udgivelse for det store tyske selskab SPV kommer i form af den EP med fire numre og en spilletid på et kvarter. ”SPIL HØJT!” står der under cd’en, og så er det danske islæt jo også bevaret. Der er ikke så meget nyt under solen - der leveres stadig nu-thrash for alle pengene, og det er der såmænd ikke noget galt med.

Hen imod slutningen af åbneren ”Murderous Intent” leges der sågar lidt med at Pantera-agtigt riff, som godt kunne lyde hen ad ”A New Level”. Og som sædvanlig er der dømt musikalsk perfektionisme hele feltet over, og især Anders Gyldenøhr lyder til at have fundet sig rigtig godt til rette bag tønderne.

EP’en lukkes med et hæsblæsende cover af Suicidal Tendencies-smadderklassikeren ”Trip at the Brain”. Med det viser Hatesphere atter engang, at de næppe ville træde galt, hvis de indspillede en hel cover-plade, og Jacob Bredahl ryger næsten i falset undervejs i sit forsøg på at fortolke ”Psycho” Mike Muir.

Nu er det blot op til køberen at bestemme sig for, om de fire numre er værd at give to fadøl for, eller om det bedre kan svare sig at vente til næste fuldlængde udspil. Kunne man lide ”Ballet of the Brute”, bliver man i hvert fald ikke skuffet med denne EP.

Kunstner
Titel
The Killing EP
Label
Distributør
Genre
Karakter
3