Amerikanske alkymister

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/0e/c5/c9/inter-arma-paradise-gallows-36-1483810017.jpg
07. Januar 2017    

Inter Arma brygger videre på samme kemiske formel som på deres sidste fuldlængde. Omfanget i tid og skala er større, men nuancerne forbliver de samme. Næsten.

Kunstner
Titel
Paradise Gallows
Dato
08-07-2016
Genre
Trackliste
1. Nomini
2. An Archer In The Emptiness
3. Transfiguration
4. Primordial Wound
5. The Summer Drones
6. Potomac
7. The Paradise Gallows
8. Violent Constellations
9. Where The Earth Meets The Sky
Karakter
3

Svulstig produktion
Inter Arma fra Richmond, Virginia har været et bekendtskab, som har fyldt ganske meget hos denne anmelder de seneste 2-3 år. Ikke nødvendigvis fordi deres udgivelser er blevet sat på hjemmestereoen ofte. Snarere fordi deres produktion, og i særdeleshed deres trommelyd på ’Sky Burial’, formår at være monumental i sin fyldighed men aldrig uden også at være vuggende og legende i sit rytmiske udtryk.

Skal man forsøge at putte Inter Arma i en bestemt kasse, så er Neurosis nok det mest iørefaldende slægtskab. Til forskel fra Scott Kelly og co. flirtes der på ’Paradise Gallows’ en smule mere med black- og dødsmetallen. Begge bands omfavner en hårdtslående tyngde i deres musik, men hvor man hos Neurosis får serveret dette herlige ubehag som en slags nedkogt essens, så fortyndes den med rigelige mængder kartoffelvand hos Inter Arma. Dette er ikke nødvendigvis en skidt ting. Virginia-bandet er ikke interesseret i at lyde som foregangsmændene i Neurosis, og de er helt klart bedst, når de går i andre retninger.

Foruden den nedtonede og melankolske afslutter, ’Where the Earth Meets the Sky’, er ’Paradise Gallows’ en plade, som udmærker sig ved en svulstig tyngde i dens sludge- og doom-momenter – eksempelvis på ’Primordial Wound' og titelsangen. Heldigvis er pladen også ufattelig episk og højtidelighed i dens mere storladne og melodiske stykker, og der tilsættes også stadig både død og black på enkelte numre. Det er netop i genrevariationen mellem metaludtrykkene, at Inter Arma er bedst. Det skiftende udtryk mellem pladens skæringer er næsten nok til at retfærdiggøre dens længde – men også kun næsten.

Netop i en sang som ’Primordial Wound’, der vel nok er en af de mest Neurosis-agtige skæringer på pladen, mangler der et eller andet, før nummeret bliver vedkommende nok. Det, der fungerer mindst for undertegnede, er, når vokalen bliver bredt for meget ud og placeres bagerst i mixet. Forsanger Mike Paparos vokal fungerer bedst, når den trænger igennem og rammer lytteren lige i panden. Hans hidsige og dejlige røst får en større gennemslagskraft i sange som ’An Archer in the Emptiness’, ’Transfiguration’ og ’The Summer Drones’ – sidstnævnte sender et lille nøk i retning af Om. Selvom vokalen ikke tilfredsstiller hele pladen igennem, skal Paparo have anerkendelse for den variation, som hans stemme bidrager med, både hvad angår teknik, men også hvad angår den alsidige indspilning af vokalen. Der forsøges med utallige virkemidler på vokalen, hvilket virkelig er med til at forme pladen til det, den er.



Omfavner elementerne
Det, der først og fremmest gør, at Inter Arma er kende mere spændende end så mange andre nyere metalbands, som bevæger sig i det samme musikalske univers, er deres bæst af en trommeslager, T.J. Childers. Han formår at være en alsidig metaltrommeslager, der både mestrer klassiske dyder for metaltrommeslageren, men uden nogensinde at gøre bandets rytmiske fundament stift – tværtimod! Han er indbegrebet af groove. Tønderne svinger, så er det sagt. Svinger skal forstås i ordets bogstaveligste forstand, for det, der netop gør lyden af disse trommer så dragende, er ikke blot den herlige lyd på skindene, det er også de få mikroskopiske udsving i takt og accentuering. Trommerne er levende, varierede og dynamiske. Hør eksempelvis de rallede og løse tønder i begyndelsen af ’Violent Constellations’ eller de bølgende og bastante kedler i ’Transfiguration’. Disse sange lader næsten til at udspringe disse rytmer.

’Transfiguration’ har i øvrigt en spændende struktur og brug af repetition. Der er noget hypnotiserende over blandingen mellem guitarernes vekslen mellem det hurtige og langsommelige, mens der er en mere konstant pacing over trommerne, som jeg ikke kan lade være med konnotere til en afrikansk rytmik.

Der er noget jordnært og elementært over de associationer, som man gør sig, når man bevæger sig igennem ’Paradise Gallows’. Hvor ’Sky Burial’ blandede en bastant jord-agtig lyd med et mere sfærisk og luftigt udtryk – især pga. pladens brug af theremin – så er der tale om en mere jordnær og våd og bølgende lyd, når det kommer til ’Paradise Gallows’. På den ene side lyder Inter Arma unægtelig meget som på forgængeren, men der er alligevel kælet nok for produktionen, til at man tager en anden oplevelse med sig. Pladens stemninger, og de følelser, der forplanter sig, er de samme. Alligevel sidder man tilbage med en anden helhedsoplevelse, når sidste nummer toner ud. Der er altså ikke stilstand at spore hos Inter Arma. Denne plade er både ambitiøs og bevæger sig – omend ganske få grader – i en ny retning. Momentvis er ’Paradise Gallows’ også fuldstændig genial, men for denne skribent kan pladen desværre ikke holde det høje niveau i samtlige 70 minutter. Hertil fungerer de mere dronede, opbyggende momenter ikke helt så godt som på forgængeren, 'Sky Burial'. Når det er sagt, så er 'Paradise Gallows' så rig på ideer og varieret i udtryk, at den kan prakkes på de fleste metalhoveder uanset hvilke subgenrer, de foretrækker.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her