Fortsat kritisk kaos
Kaos-sekstetten fra Pittsburgh udgiver med ’The Above’ lige præcis det, alle havde forventet. Desværre.
Theatre Of Cruelty
Take Shape
The Mask of Sanity Slips
Mirror
A Drone Opting Out of the Hive
I Fly
Splinter the Soul
The Game
Grooming My Replacement
Snapshot
Circle Through
But A Dream...
The Above
Amerikanske Code Orange har altid været et kludetæppe af genre-elementer. Et kaotisk virvar af input, holdt sammen af en hardcore tilgang og attitude. Hvor ’I Am King’ (2014) sandsynligvis er bandets mest strømlinede hardcore-udgivelse (tiden som Code Orange Kids ekskluderet), tog bandet med ’Forever’ (2017) de første skridt udenfor fødegenren. Flere elektroniske elementer blev introduceret, mens numre som ’Bleeding in the Blur’ og ’Ugly’ fremviste en mere tilbagelænet og grunge/post-grunget side af bandet.
Vi springer seks år i tiden, inkluderer endnu et kaos af genreforvirring i form af ’Underneath’ (2020) og lander midt i 2023. Code Orange er tilbage, og det er med endnu et rod af en udgivelse, splittet i de tre sædvanlige retninger.
90’erne på godt og ondt
Ud over det grungede/post-grungede er det naturligvis nu-metallen og en art ’core, der driver værket. Det er kombinationen af de tre genrer, der er grundlaget for ’The Above’. Dog sjældent som en decideret treenighed.
Således åbner ’Never Far Apart’ pladen i et mix af Industrial inficeret nu-metal dystopi. Vi får Reba Meyers små-skrøbelige vokalføring og Jami Morgans snerrende front-vokal i en solid kombination, inden det hele eksploderer på vanlig Code Orange-vis. ’Theatre of Cruelty’ følger trop, dog er nu-metallen udskiftet af grungen, der fylder det musikalsk univers i fuld pomp og pragt. Alt er som det plejer at være.
Og så alligevel ikke. Selvom ’coren stadig hyppigt er det bærende element for pladen, har grungen fået langt mere plads i lydbilledet - og det klæder bandet.
Når det vanlige kaos har lagt sig, står man som lytter tilbage med en række ganske habile kompositioner, hvor de bedste er i grunge/post-grunge-afdelingen. ’Take Shape’, med det solide omkvæd og det lettere unødvendige, men behagelige, c-stykke fra Billy Corgan, ’Splinter the Soul’ og ’Snapshot’, der får et skud industrial-adrenalin, ’Circle Through’ der nok låner lige lystigt nok fra ’Smells Like Teen Spirit’ og ’But A Dream’ med sit insisterende sing-along omkvæd. Alle numre, der fænger og står fint overfor hinanden i en samlet kontekst. På dem baggrund er ’The Above’ en ganske vellykket plade.
Unødvendige referencer og manglende fokus
’The Above’ har potentiale, men som sædvanlig foretager bandet ligeså mange åndsvage valg, som der er medlemmer. Plus det løse. Genrerodet er et gennemgående irritationsmoment. Specielt nu-metal-elementerne, der aldrig rigtig bliver succesfuldt indarbejdet. Det er typisk et uinspirerende take på Slipknot, mens et nummer ’The Mask Of Sanity Slips’ havde passet fint ind på pladen, var det ikke for det decideret dovne KoRn-ripoff midt i nummeret. Blot et eksempel af flere.
Hertil fremstår de ’core-tunge numre typisk ude af kontekst. ’A Drone Opting Out Of the Hive’ er fuldstændigt malplaceret i forlængelse af den flotte ’Mirrors’ og den efterfølgende, og noget kedelige, ’I Fly’. Alt sammen sære valg, der giver pladen et fragmenteret og irriterende udtryk.
Havde Code Orange været lidt mere konsekvente, skåret 4-5 af pladens 14 numre fra og fokuseret på det grungede/postgrungede udtryk, var ’The Above’ en rigtig god udgivelse. I stedet må vi nøjes med en plade, der er stort set alt det vi forventede, men ikke håbede på.
&list=RDpYYFOmv6KsE&start_radio=1