Jeg er ikke okay, du er ikke okay
Når vreden har lagt sig, er der kun fortvivlelsen tilbage. Det er grundfortællingen på KEN Modes nye album.
Painless
These Wires
We're Small Enough
I Cannot
A Reluctance of Being
He Was a Good Man, He Was a Taxpayer
Not Today, Old Friend
De canadiske støjrockere med hardcore i ascendanten lød enormt vrede på sidste års ‘Null’, men på det kløgtigt juridisk ordspillende søsteralbum ‘Void’ er grundstemningen mere skuffelse, fortvivlelse og fortabelse. Det betyder dog ikke, at der ikke er en voldsom energi i pladen – energien kommer bare fra et langt mere defaitistisk sted.
Lyt for eksempel til den blændende albumåbner ‘The Shrike’, hvor sanger Jesse Matthewson lakonisk erklærer:
“Sometimes you are left behind, sometimes there is no way out. This designed collapse of civil dignity: is this not progress?”
Og herfra går det ned ad bakke med humøret hos KEN Mode! ‘Void’ er langt hen ad vejen en god plade, som viser et velspillende og musikalsk selvsikkert band fra sin bedste side, men med ‘These Wires’ tager pladen et kortvarigt formdyk. Jesse Matthewson talesynger på en måde, som generer mere, end det gavner. Kompositorisk er nummeret ellers udmærket, men det er et godt eksempel på, at den form for talesang balancerer på en knivsæg, hvor man lynhurtigt kan ende med at lyde prætentiøs og ufrivilligt morsom, eller bare sådan lidt akavet. Det er det sidste, der er på spil her. Næste nummer, det instrumentale ‘We’re Small Enough’, fungerer heller ikke for mig. Jeg kommer til at tænke på en post-hardcore-version af Goblins filmmusik, men ikke på en vellykket måde.
Heldigvis får KEN Mode albummet tilbage på skinner med det ret fænomenale ‘I Cannot’. Over forstyrrede guitarforpinelser får vi det måske bitreste budskab, et band kommer til at levere i år:
“It's never been more apparent that we've gotten this all wrong. I don't think there is valour in making it to the other side with so many that you despise.”
En knusende slutning på en sang, der ebber ud i saxofonkakofoni. Perfekt.
Er der andet tilbage at gøre end at danse rundt i vor egen forrådnelse?
Skønheden og sårbarheden viser sig på ‘A Reluctance of Being’, hvor guitaren er et ulmende bagtæppe for Jesse Matthewsons stemme og Kathryn Kerrs hjemsøgende saxofon, inden det hele eksploderer i en gnistrende og decideret balstyrig erkendelse af, at det hele nok ikke skal gå. Som en omvendt selvhjælpsbog erkendes det, at vi aldrig får det okay. Verden er en afgrund, og vi kommer aldrig ud af mørket.
Også den syrligt morsomt betitlede ‘He Was a Good Man, He Was a Taxpayer’ betræder dette territorium i en lækkert gyngende 6/8-takt, og de sidste fire sange på albummet er alle så gode og interessante, at man helt når at glemme, at den musikalske formkurve lige nåede at dykke en anelse knap halvvejs inde i albummet. Men hvad gør det? I mine øjne er det bedre, at en plade vover noget og til tider fejler, end at der sejles sikkert i land uden svinkeærinder. Helhedsindtrykket er positivt af denne ekstremt bitre, forpinte og fortabte plade.