Heavy metal sci-fi noir
Populær
Lord Vigos fjerde udgivelse tager favntag med 'Blade Runner' og slipper overvældende godt ud af den på papiret umulige udfordring.
2. Danse de Noir
3. Are You Human
4. At The Verge Of Time
5. Fiery The Angels Fell
6. Shoulder Of Orion
7. And Then The Planets Will Align
8. Between Despair And Ecstasy
9. As Silence Grows Old
10. Memento Mori
På deres seneste album kastede tyske Lord Vigo deres kærlighed efter John Carpenters 1980'er-gyser ‘The Fog’ og skabte med ‘Six Must Die’ en stemningsfuld fortolkning af filmen. Men ambitionerne hos Lord Vigo, der i øvrigt har taget navn efter skurken fra 'Ghostbusters II', er vokset voldsomt på deres fjerde udgivelse, der denne gang lægger sig op ad Ridley Scotts mesterværk ‘Blade Runner’.
Eftersom Vangelis allerede har skabt et af filmhistoriens bedste soundtracks til den film, virker det umiddelbart unødvendigt og i øvrigt som den perfekte opskrift til bands, der ønsker at stræbe for højt og falde som brændende engle.
Men Lord Vigo lader til at være ligeglade med den slags petitesser og har selvfølgelig flere dialoger og monologer fra filmen med mellem og i numrene, og selvom det, sikkert af rettighedsårsager, kun er genindspillede udgaver af originalen, er det på trods af cornyness ikke ineffektivt. Det her er alligevel tyskernes egen udgave af historien om replikant-jægeren Deckard, og Lord Vigo har tilsyneladende set ting i filmen, som vi andre aldrig vil tro på.
I et særegent musikalsk univers et sted mellem tungt og doomet metal a la Candlemass og Type O Negative og så den diamentrale modsætning med et stænk af Queensrÿche og Saviour Machines storladne udtryk lægger Lord Vigo sig med tunge riffs, store keyboardflader og monumentale korsektioner til at understøtte Vinz Clorthos klagende og skingre vokal. Det sker, uden at det er rigtigt muligt at sætte en præcis genrebeskrivelse på bandet – det er sådan lidt af det hele og lige i midten, og det er klart Lord Vigos fordel, at det ikke helt minder om noget andet.
Det er forunderligt velfungerede episk, overgjort og samtidig underspillet. Det virker ikke, som om der er skyggen af skrækkelig selvironi eller noget i den retning. I steder er der en følelse af, at Lord Vigo har gjort, præcis hvad der passer dem. Se bare videoen til den majestætiske ‘At The Verge of Time’, hvor de på smukkeste low budget-vis genskaber scener, der ligner 'Blade Runner' uden at være det – komplet med origami-figurer og film noir-æstestik.
(Anmeldelsen fortsætter under filmen)
Samme fandenivoldskhed finder man i den leadguitardrevne ‘Between Despair and Ecstasy’, hvor noget så eksklusivt og irriterende insisterende som en koklokke får lov til at spille noget, der minder om en solo i mellemstykket. Og selv i de talrige stilskift mellem førnævnte udtryk findes der en naturlighed, som sætter de overraskende stemningsspring ind i en form for rød tråd.
Men mest af alt er Lord Vigo også et band, som både tør være melankolske, dystre, voldsomme og ikke mindst simpelt melodiske med de store armbevægelser i form af fængende omkvæd og simple leadguitarer. Samtidig er det også et band, som forstår at finde de rette elementer frem og holde dem tilbage, og selvom keyboardet for eksempel har en stor rolle, er der lange stykker, hvor det næsten forsvinder fuldstændigt i lydbilledet – uden at det føles tomt.
(Anmeldelsen fortsætter under musikken)
Tyskerne når langt omkring i mange udtryk på sølle syv sange og udforsker både lange passager og helt simple riffs-baserede hooks, og selvom opbygningen er en rimeligt simpel vers-omkvæd-struktur, så lykkes det for dem at give følelsen af et soundtrack til noget, der minder om den hele tiden omtalte film.
Og ja, sidste sætning er en monolog, og ja, det er den med tårerne, der forsvinder i regn – fordi det ikke kan være anderledes, og fordi Lord Vigo åbenbart gør, hvad der passer dem, uanset hvor banalt det måtte være. Derfor virker det, måske ikke lige så effektivt som filmen, men bare som sig selv, på et dejligt uleflende parameter.