Årsliste 2020 – Manden med Weekendvesten

Skribent Anders Molin sluttede 2019 med at forlade Devilution, men så kom han stærkt tilbage som Manden med Weekendvesten i 2020. Alle jubler! Og han hørte meget stålfast heavy metal af den gamle slags. Alle jubler igen!

Årets danske udgivelse:

1. Pyramaze: ’Epitaph’ - Jeg har ikke lyttet så meget til denne som forfængeren, fordi jeg var mindre til symfonisk metal i 2020, men det har Pyramaze valgt at være ligeglad med, og det skal de belønnes for. De holder standarden højt.



2. Afsky: ’Ofte jeg drømmer mig død’ – Det er ikke genialt eller originalt at bruge danske digtere som udgangspunkt. Men det er nødvendigt. Black metal er ikke nødvendigt – medmindre det er virkeligt godt som her.

3. Eyes: ’Underperformer’ – De råber for meget, spiller for få soloer, glemmer at synge om drager. Alt er galt. Men kvaliteten fornægter sig ikke.

4. Withering Surface: ’Meet Your Maker’ – Det er underligt at spille dødsmetal, når man kan spille New Wave of New Wave of British Heavy Metal, men mens vi venter på, at de aldrende comeback-kids får den indsigt, så nikkes der anerkendende mod en flot udgivelse.

5.    Steel Inferno: ”… And The Earth Stood Still’ – Desværre fungerer vokalen slet ikke for mig, for alt andet er godt, og her er altså et dansk band, der spiller den rigtige musik til Manden med Weekendvesten.

Manden med Weekendvesten holdt også øje med naboens Rambuk, noterede at Manticora stadig har verdens største ambitioner, ærgrede sig over at Defecto satte farten ned. Og det var så Danmark i 2020. Kedeligt! 

Årets internationale udgivelse:

1. Lord Vigo: ’Danse De Noir’ – Jeg er stadig målløs over dette band. Så store ambitioner! De er ikke i nærheden af at have evnerne til at lave konceptalbum over Ridley Scotts mesterværk Blade Runner, men ’Danse De Noir’ er lykkedes, netop fordi bandet ikke kender egne begrænsninger. Det her er Queensrÿche møder doom metal med store melodier og stemninger – og science fiction.



2. Judicator: ’Let There Be Nothing’ – I en verden, hvor folk lytter uironisk til Sabaton, kan man godt have lyst til ikke at kunne lide power metal. Men heldigvis findes Judicator, der lyder som om, de har overtaget Blind Guardians sjæle mellem verdens bedste powermetalskive ’Imaginations From The Other Side’ og verdens næstbedste powermetalskive, ’Nightfall in Middle-Earth’. ’Let there be nothing’ ’ giver troen på genren tilbage.



3. Stallion: ’Slaves of Time’ – Tredje fuldlængde fra sydtyskerne forener thrashens råstyrke med melodierne, og går ikke på kompromis med noget som helst. Et album der stadig vokser på mig, og som giver mig lyst til at slås – altså ikke sådan rigtigt, men på den der måde, hvor man slår lidt hårdt i en pude, når noget går én på. 



4. Ice War: ’Defender Destroyer’ – At fusionere power metal med punk er en idiotisk ide på linje med at køre skatebord til et LOTR-rollespil. Men hvis man er en troldmand på rampen, giver man ikke en fuck for den slags genrebegrænsninger, og sådan et band er Ice War.



5. Eternal Champion: ’Ravening Iron’ – Jeg forelskede mig naturligvis først i cover-artworket, der er en vild teenagefantasi. Det er musikken sådan set også, for Eternal Champion skriver mesterlig heavy metal til unge mennesker, der kun drømmer om at slås med sværd i bar overkrop.



Boblere: Ambush udgav en solid melodisk omgang klassisk Accept-metal skabt til midaldrende heavyrockeres bil-anlæg, Bütcher lavede voldsom black-heavy indbagt i klichéer, Haunt stod bag 70'er heavyrock, Megatonsword spillede musik lige så sejt som bandnavnet, med Freeways var der musik til en lang tur på motorvejen, Glacier debuterede stærkt med 35 års tilløb, Traveler var lige ved at spille powermetal og fandt undervejs ud af, at det var bedst, hvis de lod være, og så nåede jeg lige på falderebet at opdage Scrollkeeper. Der var også Persekutor, som havde det stærkt og var skørt – det kan vi også lide.

Årets internationale hit:

Lord Vigo: ’At the Verge of Time’ – Videoen, for helvede! Det er så vanvittigt at forsøge sig med en musikvideo, der skal skabe Blade Runner-stemning komplet med seje biler og origami-figurer – når man ikke har noget, der minder om et budget. Men Lord Vigo lader sig ikke begrænse og har til et fantastisk nummer skabt en magisk b-film.



Årets danske hit:

Lars Kramhøfts ’Noget Frygteligt er altid lige ved at ske’ er det bedste stykke danske kunst i 2020. Jeg var fandeme smart, da jeg selv valgte at samarbejde med ham om mine egne udgivelser.

Arets genfundne klassiker:

Heavy metal! 2020 var året, hvor I andre sloges med Covid-19, og jeg i stedet skabte Manden med Weekendvesten – den bagstræbende personage som jagter den gode aktuelle heavy metal, der er fra vores tid, men som lyder af 1983, knallert, langt hår i nakken og frynser på jakken. Væk med de gamle dinosaurer og velkommen til nye bands, der samler faklen op og viderefører oldschool i den nye skole.

Og således må Devilution også være genfundet for mig. Jeg nyder at være i selskab med landets bedste musikskribenter – det inspirerer og gør mig (og musiklivet bedre). Jeg lover ved få hjernevasket dem alle til følge mig som den genopstandne heavymetalliske frelserfigur.

Årets fysiske udgivelse:

Ja, her peger jeg på mig selv. Jeg fik udgivet to bøger på mit eget forlag, Forlaget Drager. Det var jeg pissehamrende tilfreds med, og det bliver kun bedre! I 2021 kommer endda en børnebog med heavy metal som omdrejningspunktet. Køb løs her og gør mig rig.

Årets koncerter:

Niks! Jeg nåede at se et par livestream-koncerter af så ringe kvalitet, at kun Night Flight Orchestras fortjener at benævnes for at få kniven. Vi skal hellere undvære livemusik end have mere af dette.

Men i en drømmeverden var Mortal Engines virkeligt godt. 



I vores serie Genset var jeg et smut tilbage til 1999 for at genopleve Bruce Dickinson vende tilbage til Iron Maiden. 
Man glemmer næsten, hvor pinligt ringe dette års live-album med samme band er.

Årets internationale navn:

Stallion! Det gode ved 2020 er, at mastodonterne har holdt lav profil. Jeg håber, de dør (altså bandsene – jeg har intet mod at Nicko McBrain får mere tid til at spille golf)! I stedet peger jeg på Stallion fra Bodensee, som er galopperende heavy metal med vinden bølgende i manken samtidig både velstriglet og hårdt hovsparkende.

Og landsmændene Lord Vigo udgav det bedst tænkte album i 2020 – så de giver Stallion kamp til stregen. Heja Tyskland!



Årets danske navn:

Ih, hvor har jeg dog lyttet lidt til dansk metal i år! Det er jeres egen skyld. Hold op med at growle, hold op med at være prætentiøse og pompøse – det gider jeg ikke lige nu. Eller hold op med at gøre noget, fordi jeg siger det. Hold op med at gøre noget, fordi nogen siger det! (I musik! I livet!)

Årets nye internationale navn:

Persekutor! Interviewet var dumt, coveret er åndssvagt, men musikken er umådeligt meningsfuld for Manden med Weekendvesten.



Årets nye danske navn:

Gry. Det var egentlig også vindernavnet i 2019, men da holdt jeg hende mest for mig selv.

Årets comeback:

Mig? Pandemier? Offentlig udskamning? Offentlig overvågning? Jeg vælger mig!

Det overså jeg i 2019:

Desværre overså jeg, at en forkølelse fra Kina ville lamme jordkloden. Det havde ellers givet mig muligheden for at vinde en del væddemål.

Årets optur:

At der stadig laves så meget velfungerende heavy metal. Og at jeg derigennem genfandt min passion for det gennem Manden med Weekendvesten. En stor tak skal lyde til den virkelige Manden med Weekendvesten, Mads Peder Lau Petersen, der introducerede mig for Riot City for godt et år siden – uden Mads og Riot City havde jeg sikkert hørt eksperimental jazz nu.

Jeg må også hellere nævne det som en optur, at folket har taget godt mod min heavy-metal-albumcover-serie på Fredagsmetal. Det er en fest! (Og en mulighed for at sprede oldschool metal til endnu flere)

Årets største skuffelse:

Da statsministeren valgte at kæde holocaust og omskæring sammen. Et klart lavpunkt i landets politiske historie. Og folk der mener, at diverse mål helliger brud på grundloven (det gør de ikke).

Største ønske for 2021:

At jeg aldrig nogensinde mere skal bære et mundbind i nærheden af mine børn. Det er i forvejen deres generation, der skal bruge de næste ufatteligt mange år på at betale på gælden for nedluknings-festen, så det føltes unødigt ondt, at deres nærmeste forklædte enhver mimik bag turkise bind.

Dernæst noget indlysende om, at jeg umådeligt snart kommer til at iføre mig weekendvesten for at drikke dyr fadøl foran grimme langhårede mænd, der spiller soloer med foden på en monitor.

Det glæder jeg mig mest til i 2021:

Vaccinen! Sommeren! Jeg har ønsker, men fremtiden er stadig for uvis i skrivende stund, så jeg tør ikke glæde mig endnu. Copenhell, måske Metal Magic, måske noget mædl i Hamborg (Sammen med et besøg i Miniaturewunderland).

Jeg tror på, at Blazon Rite kan noget i 2021, så de får sidste ord med på vejen: