Mesterlige kontraster
Populær
Textures vender tilbage med endnu en masterclass i kontrastfyldt, teknisk metal.
2. Black Horses Stampede
3. Reaching Home
4. Sanguine Draws the Oath
5. Consonant Hemispheres
6. Burning the Midnight
7. Singularity
8. Minor Earth, Major Skies
9. Stoic Resignation
10. Foreclosure
11. Sketches From a Motionless statue
Textures har været en af mine helt store musikalske åbenbaringer de seneste ti år, og jeg får stadig kuldegysninger, når jeg en gang imellem vender tilbage til 'Silhouettes' fra 2008, et album, der sublimt blandede teknisk kompleks, moderne metal med progressive og vanvittigt smukke melodiske og ambiente elementer, og et album, der fortjener betegnelsen "mesterværk" i min bog.
Men det er altid en utaknemmelig opgave at skulle følge op på sådan et album, og opgaven er bestemt ikke blevet nemmere af, at hollænderne i mellemtiden har mistet både deres forsanger, Eric Kalsbeek, der var en magtfaktor på 'Silhouettes', og gruppens synth-mand, Richard Rietdijk, der spillede en stor rolle i opbygningen af gruppens kontrast-fyldte univers.
Heldigvis har gruppen fundet ganske glimrende erstatninger, hvor specielt den nye sanger, Daniël de Jongh, imponerer. Hans stemme minder meget om sin forgængers både i farve og klang – dog med en smule hæshed i topregisteret, og han fører med sikkerhed arven videre med Textures sædvanlige blanding af brutale skrig og smukke, sirligt konstruerede melodilinjer.
Generelt kører Textures stilmæssigt videre ud af sporet, de lagde med Silhouettes, der strømlinede gruppens univers en kende. Der er stadig vanvittige tekniske sekvenser, som på den komplekse, polyrytmiske intro til 'Singularity', hvor trommeslager Stef Broks overlegent leger med over- og underdelinger, men generelt er der blevet filet en lille smule af de skarpeste kanter af gruppens lyd, og selvom de fleste af sangene stadig har komplekse strukturer, så er det blevet en smule nemmere at navigere gennem albummet, end tidligere udgivelser.
Men Textures evne til at skabe voldsomt store, brede og dybe klangbilleder er der heldigvis ikke blevet ændret på. 'Dualism' flyder stadig over med disse fabelagtige øjeblikke, hvor Textures ved hjælp af et enkelt akkordskifte eller tilføjelsen af en enkelt synth-klang åbner døren på vid gab og bader lytteren i rendyrket aural nirvana. Og mens man for et øjeblik varmer sig i lyset, får man så et spark i skridtet og en skalle på vej ned, når de så lige så elegant går direkte over i et af albummets modbydeligt effektive breakdown-stykker.
Det er denne kontrast, der har båret gruppen gennem deres karriere, og som titlen angiver, så er det stadig hovedfokus på 'Dualism'. Hvis jeg blev tvunget til at vælge, ville jeg nok stadig mene, at 'Silhouettes' er det bedste album af de to, men 'Dualism' er i sig selv et virtuost og gennemført album, der både bekræfter Textures' status som en af metalverdenens bedst bevarede hemmeligheder, men forhåbentligt også vil give dem det break, de længe har fortjent.