Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vellykket ep-debut

Populær
Updated
Vellykket ep-debut

Jyske Momentum overrasker en ganske hæsblæsende og vellykket heavy metal-ep, der tyder på, at også et helt album ville kunne fungere.

Kunstner
Titel
A World in Ruins
Forfatter
Karakter
3

Det er efterhånden langt mellem de klassiske heavy metal-udgivelser på den danske scene, og alene af den grund er det forfriskende at høre Momentum kaste sig ud i ep'en 'A World in Ruins', der er indspillet i Jacob Bredahls Dead Rat Studio.

Måske derfor lyder Momentum betydeligt mere skramlede i studieudgaven, end de gjorde den ene gang jeg har oplevet dem live. Det klæder dem, og sikrer samtidigt at de ikke får en selvhøjtidelig stemning, som kunne bringe dem nærmere den power metal, de til tider flirter med. Der er nemlig tryk på dobbeltpedalerne, harmonistykkerne og lange melodiske soloer bliver solidt og kompetent vredet frydefuldt ud af el-hegnene - det er længe siden, at så firser-agtige soloer har været at finde på en dansk ep. Og man frydes!

Men det er altså tættest på den hidsige heavy metal, ikke helt uden åbenlyse inspirationer fra Accept og Judas Priest, og med en agressiv skinger vokal, der dog ikke når de høje toner, og bliver meget rå - desværre også en anelse anstrengt, om end det ikke er den store belastning. Melodierne fejler absolut ikke noget.

Højt tempo, lavt variationsniveau

Der foregår i højt tempo, og det gør ikke så meget på en ep. Men skulle Momentum lave en fuldlængde, vil det for variationens skyld nok være godt, hvis der blev plads til en mængde tungere sange; for godt nok er det hæsblæsende fra start til slut, og indledningen 'Enter the War' er en fornem metalhymne i selskab med 3 ligeledes fuldfede numre, men man fornemmer også, at det ikke kan bære 2-3 gange så lang spilletid med lige så stor og konstant intensitet uden at blive ensformigt. Man kunne vel heller ikke forestille sig 'Painkiller'-albummet uden 'Touch of Evil'.

Om Momentum kan få det til at fungere med en hel skive, tvivler jeg dog ikke på. Gåpåmodet, ideerne og de tekniske evner er der, og denne her udgivelse bør give masser af blod på tænder og hænder.