Sexet og omsorgsfuldt
Med sit kun andet soloudspil leverer Melissa Auf der Maur en positivt overraskende og dejlig ambitiøs rockplade.
2. Out of Our Minds
3. Isis Speaks
4. Lead Horse
5. Follow
6. 22 Below
7. Meet Me on the Dark Side
8. The Would Be Paradise
9. Father's Grave
10. The Key
11. The One
12. 1000 Years
Det begynder halv industrielt, hvor et musikalsk hjertebeat introducerer lytteren til det, der venter forude. Det fuldstændigt forrygende, blændende instrumentale åbningsnummer hedder 'The Hunt', og byttet der jages, synes netop at være det, vi her kan kalde det fundamentale i musikkens hjerterytme. Det er det følelsesmæssige og det grandiøse ved pladen, der tænkes på. Noget, der i øvrigt understreges i næste skæring, hvor sætningen, "out of our minds and into our hearts" bliver gentaget igen og igen.
Om det er et opgør mod alt den fortænkte rock, som spiller mere med hjernen end med hjertet, kan der kun gisnes om. Men med sin blanding af let, velspillet prog og fængende, melodiøs poprock, formår Auf der Maur i hvert fald at være en fin kurator for den tilgængelige rockmusik, som dog vil mere end bare please. For selv om det er hjertet, der angiveligt sigtes efter, er der masser af kvalitet over samtlige tolv numre på pladen.
Gode folk
Med sig i producerstolen har Auf der Maur hentet en mindre håndfuld af yderst kompetente herrer, hvor især Master of Reality-frontmanden, Chris Goss, og den garvede Alan Moulders navne markerer sig.
Samme imponerende line-up gør sig gældende, når man ser på - og ikke mindst lytter til - de navne, som Auf der Maur har fået til at joine sig på pladen. Tidligere nævnte åbingsnummer, 'The Hunt', har et forrrygende jazzet progspil på trommerne af giganttalentet, John Stanier, og eks-Smashing Pumpkins-medlemmt, James Iha, leverer finurligt guitarspil på den helt uartigt sexede 'Follow the Map'. Der ud over er det værd at nævne Priestess' Vince Nudo, hvis trommespil lægger en solid base på de tre sange, han medvirker på.
Manglende vokalvariationer
Et mærkværdigt højdepunkt på pladen er desuden 'Father's Grave', som ser Chris Goss' støvede guitar som musikalsk bagtæppe for en duet mellem Auf der Maur og selveste Glenn Danzig. Mærkværdigt er det af den grund, at sangen ikke rigtig passer ind på pladen. Det er en djævelsk god sang, men den dræber pladens flow.
Desuden er Danzigs vokal med til at fremhæve en væsentlig mangel på pladen, nemlig ønsket om en bedre og noget mere varieret vokal. Lige så fængende som musikkompositionerne er, lige så ensformig forbliver Auf der Maurs stemme. Der er ikke meget at arbejde med her. Modsat den vekslende luder/Madonna-vokal hos eksempelvis Courtney Love, mangler Auf der Maurs stemme variationer. Variationerne kommer til dels frem i neddæmpet stil på den ellers fantastiske skæring '22 Below' midtvejs inde på pladen, men det er sporadisk og så er det væk igen.
Vokalmanglerne overskygger dog ikke det faktum, at Melissa Auf der Maur har lavet en plade, der vokser ved hvert gennemlyt. Den er ladet med sensiblitet og musikalsk hjerterum for slet ikke at forglemme forrygende velspillethed. En forfriskende poprock-plade med masser af musikalitet.