Knap så intensive kvælningsfornemmelser
'Hymns From the Apocrypha’ er ikke en dårlig plade – men er den så god?
Suffocation er ude med det niende album i rækken.
Perpetual Deception
Dim Veil Of Obscurity
Immortal Execration
Seraphim Enslavement
Descendants
Embrace The Suffering
Delusions Of Mortality
Ignorant Deprivation*
Suffocation er vaskeægte household staples i New York-style Death Metal. Den første halvdel af 1990'erne udsendte de alene klassikere i genren, og er kendt for altid at have et højt niveau og for oftest at insistere på at have den bedste og tungeste live-lyd i branchen. Sammen med bands som Pyrexia, Internal Bleeding og Immolation en slags fædre til NYDM. Meget er sket gennem årene, og endnu mere udskiftning har der været i bandet.
Størst er nok at vokalist Frank Mullen i 2018 valgte at træde ud af bandet, hvorefter Ricky Myers fra Disgorge indtog pladsen foran mikrofonen. Karakteristiske Frank Mullen var en af de første i dødsmetalgenren til at bruge det “dybe” growl, og har på den måde sat aftryk på store dele af metalgenren. En mand, hvis fodspor ikke er de letteste at udfylde, men trods den medfølgende utaknemlighed har Ricky Myers dog takket ja til jobbet og gjort forsøget. ‘Hymns From The Apocrypha’ er det første album med Myers som fast forsanger.
Vi oplevede Myers på Copenhell 2018, RMF 2019 samt på Slag-Town Slays sidste år og han er noget nær den perfekte erstatning for Mullen – aktiv på scenen, godt formidlende og med en dyb, alsidig og guttural vokal. Også derfor kan vokalen på ‘Hymns From The Apocrypha’ måske undre.
En formidabel start
De starter perfekt. Fra første sekund er du klar over, hvad du har valgt at udsætte dig for.
Ingen kan være i tvivl – lyden er karakteristisk, og titelnummeret indeholder alt det du gerne vil have af et Suffocation-nummer: Hektisk riff og hurtighed, tempo- samt tema-skift, halvdissonante soloer, samt et modbydeligt og slammet stykke brutalitet i enden. Det bliver ikke mere klassisk Suffocation end dette, et slags blueprint.
Det samme kan siges om ‘Perpetual Deception’ der både indeholder en flænsende og sønderrivende atmosfære samt den for bandet altid perfekt afmålte dosis slam. Disse numre kan meget sagtens blive klassikere, der på sigt får gang i pitten – et Suffocation når de er allerbedst.
Herefter begynder det dog at svinge lidt. ‘Dim Veil Of Obscurity’ byder på et roligere tempo og er egentlig et udmærket nummer, men man begynder at lægge mærke til Ricky Myers ikke særligt afvekslende vokal. Også på den følgende ‘Immortal Execution', der er et fortrinligt, men (spøjst nok) samtidigt uanseeligt nummer – udover enden altså, der er tung som fanden. Numre som ‘Seraphim Eslavement’ og ‘Descendants’ løfter det hele igen. Vi taler klassisk “Suffo” med en meget tydelig Terrance Hobbs i byggestenenes DNA.
Guitarist Terrance Hobbs har været med siden 1990 og kan meget sagtens hævdes at være skaberen af bandets særegne lyd, et ikon i amerikansk dødsmetal – og så er han i dag også det eneste oprindelige medlem af Suffocation. I 2004 trådte Derek Boyer (der tidligere spillede bas i Decrepit Birth) ind i bandet og har siden bidraget både med tekst- og sangskrivning. Udover Ricky Myers er Eric Morotti på trommer og Charlie Errigo på guitar de senest tilkomne, og det virker som om at Suffocation på ‘Hymns Of The Apocrypha’ for alvor er blevet rystet sammen. Det forrige album ‘...of the Dark Light’ var ganske glimrende, og det sidste med Frank Mullen på vokal i øvrigt, men det nye album vidner (trods alt) om et mere sammentømret band. Det er godt.
Men albummets sidste numre ‘Embrace The Suffering’ og ‘Delusions Of Mortality’ bidrager nu ikke med kreative højdepunkter. Snarere en fortsættelse af de forrige numres jævne, eller måske endda lidt kedelige niveau. Sjovt er det at opleve, at pladens appendix ‘Ignorant Deprivation’ pludselig byder ind med et Suffocation af den hårdeste, mest kreative slags, og det er jo netop også et nummer fra det legendariske album ‘Breeding The Spawn’, der havde så dårlig produktion, at bandet valgte at genindspille et nummer fra pladen hver gang de gik i studiet til et nyt album, og putte dem i enden af udgivelserne som genindspillede ekstranumre.
Det klemte miks
Smag og behag er forskellig, og kan man lide produktionen på ‘Hymns Of The Apocrypha’ kan man med sikkerhed også lide produktionen på Cryptopsys nye album. Det er nemlig Christian Donaldson (guitarist i Cryptopsy), der har stået for produktionen.
Jég er ikke fan. Jeg mangler bund og voldsomhed. Trommerne er heldigvis længere fremme denne gang end den var på ‘...of the Dark Light’ men den aggressivitet og hårdhed, som tidligere trommeslager Mike Smith lagde for vejen – og som havde noget at gøre med at han brugte højre arm på lilletrommen i blast beatsene – kunne vi godt bruge på dette album. På papiret og i teorien er det jo lige så aggressivt, det er bare lidt for “triggered” til denne skribents smag. Til gengæld er det moderne og meget tidstypisk. Er man lykkelig befriet fra at kunne høre forskel, skal man i hvert fald ikke nødvendigvis tænke mere over det. Derek Boyers bas kunne også snildt have været længere fremme i lydbilledet, og på den måde have lagt en tungere bund. Det samme kunne guitarerne.
Den allerstørste anke er dog vokalen. Ricky Myers er en dygtig vokalist, og denne skribent er måske en af de få, der faktisk synes, at han gør det godt og er den perfekte erstatning – indtil nu og på denne plade altså. Det er ærgerligt. Hans vokal er ensidig og man bliver i længden træt af cookie monster-tendensen, eller “cisterne-brølet” om du vil.
Lige ved og næsten
‘Hymns From the Apocrypha’ er et album med alle de elementer, du gerne vil have på en Suffocation-plade. De helt igennem vanvittige riffs fra Terrance Hobbs, de brutale og nederdrægtige stykker slam du får skudt direkte i mellemgulvet, samt den altid underliggende melodi. Er du fan, så vil du sandsynligvis være fornøjet i udmærket grad, og pladen har også godt af at blive lyttet nogle gange. Det er et råd – den indeholder nemlig sindssygt fede elementer. Den er bare ikke decideret spændende. Numre som 'Hymns From The Apocrypha’, ‘Perpetual Deception’, ‘Seraphim Enslavement’ og ‘Descendants’ er uhyre fede Suffocation-numre og kunne sagtens have udgjort en super fed EP. Som helhed er albummet bare ikke særlig opsigtsvækkende, interessant eller begivenhedsrigt.
Er du ny i dødsmetal vil du ganske givet, og naturligvis, stadig få en åbenbaring af bandets tidlige plader, og det er helt okay. Ingen kan være på toppen i fire årtier. ‘Hymns From the Apocrypha’ er et erfarent og yderst veludført stykke håndværk, der med sikkerhed vil blive løftet når vi oplever numrene live i Pumpehuset til februar, og de dermed får mere bund i sig – for tungt og brutalt er det. Det er klart og indlysende – det er trods alt Suffocation.
Det er bare ikke hymner, der vil blive kanoniseret.