Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Svensk tidsboble

Populær
Updated
Svensk tidsboble

Nominon har med deres femte plade 'The Cleansing' udgivet en klassisk gang dødsmetal fra Sverige, som kunne have været udgivet i 1993, hvor bandet blev dannet.

Kunstner
Titel
The Cleansing
Dato
31-10-2012
Trackliste
1. Satanical Incubation
2. In The Name Of Gomorrah
3. Mausoleum
4. Unholy Sacrifice
5. The Cleansing
6. Abhorrent Parasites
7. Hellwitch
8. Obliteration
9. Son Of Doom
10. Infernal Rites
Karakter
3

Nominon er et af de mange bands, vi ikke hører om hver dag. De blev dannet i 1993 i Jönköping og var lidt sent ude til at ride med på bølgen af dødsmetal-bands, der havde den legendariske Göteborg-lyd. Ikke desto mindre har de trofast udsendt plader og singler. Der har været en jævn udskiftning af medlemmer, men guitarist Juha Sulasalmi har været med fra start og er så på denne 'The Cleansing' skiftet til basguitar.

'The Cleansing' starter med en klassisk intro, der varsler uhygge og bister stemning, og titlen er da også som hevet ud af halvfemserne: 'Satanical Incubation'. Jovist. Ingen smalle steder i svensk dødsmetal. Hverken tidlig Entombed eller Hypocrisy kunne have sagt det ondere. Lyden er da også, som om de har delt studie med Grave eller Dismember i årevis.

Og når jeg nævner de store svenske navne fra den periode, så er det netop, fordi Nominon læner sig kraftigt op ad den lyd. Produktionen er bare en anelse bedre end dengang i starten af halvfemserne, så grundformen er faktisk slet ikke så ringe. Det er klassisk dødsmetal og der er fængende melodier her og der. Med et sort/hvidt cover, band i nittebælter, læderveste og kranier så kan det nærmest ikke blive mere tidstypisk for en dødsmetalplade udgivet i Sverige i 1993. Det morsomme er så bare, at vi skriver 2013. Der er altså ikke sket noget i 20 år. I hvert fald ikke tematisk.

Tager vi ja-hatten på, så er Nominon så retro, som man overhovedet kan være. På den ganske udmærkede sang 'Hellwitch' er der endda ildevarslende kirkeklokker i starten af sangen, for ligesom at sætte stemningen. Umiddelbart var min frygt, at jeg ikke ville kunne lide det, netop pga. det tyndslidte image og klichéerne, der stod i kø for at fremkalde kvalmefornemmelser. Men som pladen får lov at gro på én, så er det faktisk gedigent håndværk.

Nominons 'The Cleansing' bidrager ikke nævneværdigt med noget spændende og nyskabende rent musikalsk, men er man klar på en gang retrosvenskerdød, så er Nominon ikke det værste, man kan støve op p.t.