Blodet koagulerer ikke

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f4/97/53/sterilize-36-1506632046.jpg
28. September 2017    

Alt er ved det gamle, men det er kun glædeligt, når noiserockerne efter fem år leverer en ny serie spark mod en ond og uforstående verden.

Kunstner
Titel
Sterilize
Trackliste
Factory
The Grind
Aberration 02:37
No Reprieve
Lung
Inclusion
Distance
A Slow Reaction
We're Fucked
Avail
Karakter
4

Det er som med den der gamle Radiohead-sang, ‘No Surprises’. Med Unsane er det faktisk i det hele taget som med Radiohead: Der er ingen overraskelser, bare et kontinuerligt søle af afmagt, generel afsky, fremmedgjorthed og fremmedgørelse af et bredt publikum gennem en musik, der lukker sig om sig selv og de allerede indviede. Med den markante forskel, at Unsane ikke er blevet kedeligt i løbet af de små 30 år, trioen snart har spillet.

I starten af halvfemserne stod Unsane som et af de tre store noiserocknavne med en tydelig metallisk påvirkning sammen med Today Is the Day og Helmet. Og hvor Today Is the Day har eksperimenteret sig selv ud i selvparodien i et forsøg på at give mening igen, og Helmet har ladet det hele glide sig af hænde i en stadigt fladere og stygt poppet udvikling, har Unsane holdt fast i det, der oprindeligt definerede dem. 

Fra de blodige covers over teksterne, der ikke lader noget håb tilbage for storbylivet og den menneskelige sameksistens, til de faste bestanddele, musikken er skabt af, forbliver Unsane urokkeligt – Unsane. Dave Currans bas er konstant kværnende, Vinnie Signorellis trommespil er afsøgende, samtidig med at det konstant tamper sangene på plads, og Chris Spencer hviner og snerrer hen over feedbacken fra sin guitar.

Der er ingen overraskelser.

I hele Unsanes karriere har der fundet lige nøjagtig tre markante forandringer sted: Den første, da Vinnie Signorelli i 1992 erstattede den oprindelige trommeslager på bandets andet album, ‘Total Destruction’, og med sin ekspressive spillestil gav Unsane det løft, de manglede. Den anden, da Dave Curran med sin indtræden i bandet to år senere fik trukket sangene i en mere ligetil, mindre kunstlet retning. Og den tredje, da bandet efter en kort pause ved årtusindskiftet vendte tilbage og begyndte at bruge bluesrundgange og slideguitar i nogle af deres sange.

Det var det. Siden har Unsane lydt, som de gør.

Det er måske noget af forklaringen på, hvorfor der de seneste to gange er gået fem år mellem hver plade. Når Chris Spencer har følt trang til at afprøve andre facetter af sit udtryk, har han gjort det i sideprojekter som Celan og UXO (i øvrigt sammen med netop Today Is the Days Steve Austin), mens Vinnie Signorelli var med til at søsætte A Storm of Light og spillede en imponerende koncert med dem på det hedengangne Lades Kælder i 2008.

Når man hører ‘Sterilize’, skal man ikke forvente at opdage nye sider af Unsane. Der er en anelse mere rum i lydbilledet, end der var på forgængeren ‘Wreck’. Sangene er en anelse skarpere skåret, mindre punkede, mere storslåede. Der er nogle guitarflader, der næsten minder om keyboards. Der er vokaloverdubs på ‘Distance’. Det gør ikke den store forskel, det er de samme nuancer af blodrødt, der fortsat males med. Det, man som gammel fan skal høre ‘Sterilize’ for, er først og fremmest for at glædes over, at Unsane ikke er blevet trætte endnu. De lyder stadig lige så arrige som altid, og det er stadig lige spøjst at tænke på, at det her samtidig er et af de mest imødekommende og overstrømmende kærlige bands, man kan opleve, når de spiller live. Der er det bare krammere og smil over hele linjen, og det får københavnske fans lejlighed til at forvisse sig om, når bandet 12. oktober spiller på Loppen.

De kan passende varme op med ‘Sterilize’. Udenforstående kan til gengæld anbefales at starte med klassikerne ‘Total Destruction’ og ‘Scattered, Smothered & Covered’ for at forstå, hvorfor det kan være så betryggende for os andre at høre ‘Sterilize’.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her