Årsliste 2023 – Sebastian Taylor Bach

2023 havde sine øjeblikke. Flere gode koncerter, mere fusion af genrer, en række stærke danske udgivelser og en stor fed påmindelse om det gode gamle mantra: Money rules the world. 

Det danske metalmiljø er primært drevet af ildsjæle. Folk der gerne vil og med glæde giver sparsom fritid, for at skabe noget for andre. Om det så er koncertbookere, der selv må betale, hvis publikum svigter, frivillige, der promoverer diverse arrangementer, og naturligvis de mange, der giver os daglige opdateringer, artikler, anmeldelser og interview. Det meste drevet med en passion, uden en større økonomisk agenda. 

Udfordringen er at skelne mellem disse og dem, der lever af det. Dem, der handler for at skabe økonomi, hvor passionen tilsidesættes til fordel for den nødvendige opmærksomhed, der i sidste ende skaber salget/sponsorart eller offentlige tilskud. Vi skal se igennem røgsløret, og vi skal sige fra, når kendte i miljøet gør sig til eksperter på områder, de intet kender til. Der er markant forskel på en uenighed og meningsudveksling baseret på passion og meninger/handlinger dikteret af økonomi.

I samme moment skal vi fortsat kæmpe for ligestilling. Troede man, den kamp var forbi, blev vi i år påmindet om dets grimme ansigt. Vi fik historierne fra tæt berørte og mangeårige fagpersoner i miljøet, og ingen kan længere vende ryggen til, hvad der er et faktum. Hvilket leder os til årets danske udgivelse. En velgennemført podcast, blandt uheldige forsøg på det samme.  

Årets danske udgivelse:
1. Christina Schrøder/Feminist På Prøve: ‘Er der sexisme i Metal miljøet’ – Svaret giver naturligvis sig selv: Ja, det er der. Hvis du er i tvivl lykkes denne podcast fint med at belyse netop det. Som mangeårig skribent i det danske metalmiljø har jeg heldigvis været forskånet for andet end historierne. Et privilegie, for denne podcast belyser kompromisløst, at historierne ikke er fiktive.



2. Basker Hval: ‘III’ – Den danske producer fortsætter med at udgive materiale af international kaliber. Seks flotte kompositioner, rig på ideer og finurlige tiltag, der skaber liv og variation i det musikalske univers.



3. Oxx: ‘The Primordial Blues’ – Kaotisk, voldsomt, fedt. “Det er sådan noget progressivt konservatorie-gøgl, kun anmeldere er begejstret for”. Min gode ven lagde ikke fingre imellem, da han på humoristisk søgte at sætte skår i min glæde over det danske band. Plade og bandet er uden tvivl progressivt orienterede, men det er en kæmpe fornøjelse at lytte til begge. Jeg har tidligere forsøgt at kategorisere bandet som et crossover af tidlig Mastodon og Between the Buried and Me – og det er en noget simplificeret betegnelse for et af Danmarks pt. mest spændende bands. 

4. Eyes: ‘Congratulations’ – Skal man pege på et band, der i særlig grad har præget den danske scene de seneste år, vil Eyes være et oplagt valg. Bandet har skabt et musikalsk univers, hvor der både er plads til maskulinitet og følelser. Den ”svære toer” er en fastcementering af bandets fremragende sans for kompositioner og lyst til mere, end blot hvad der er/ikke er hardcore. 



5.Terminalist: ‘The Crisis as Condition’ – Thrash, men også så meget mere. Endnu en “svær toer" der kommer ud mere overlegen end man nogensinde kunne have håbet på. Stærke kompositioner, meningsfulde tekster og masser af tempo. Det er plader som denne, der sætter aftryk ude i verden. 



Der har været andre spændende udgivelser i løbet af året. Man kan ikke andet end knuselske Rot Aways kompromisløse tilgang til hardcore. Karikeret, tilnærmelsesvist dumt, men det virker til perfektion. Giv ’Heavy Weight’ et lyt. Og nu du alligevel er i gang med at lytte, så har Pleasers selvbetitlede plade ditto været på heavy rotation hos undertegnede, flankeret af ’Toxic Kiss’ fra St. Digue og Dethrxners ligeså bølle-karikerede 'Taunt'-EP.  

Årets internationale album:

Internationalt har vi fået en ny Metallica-plade, som alle verdens større medier er ved at falde på halen over, selvom den er dårlig. På samme måde har medierne forsøgt at spise os af med den store fede løgn, at Sleep Tokens 'Take Me Back to Eden' skulle være meget mere end middelmådig. Det er heldigvis ikke et signal om, at der ikke har været gode udgivelser i år. Tværtimod. 

1. Humanity’s Last Breath: ‘Ashen’ – Selvom pladen ikke er helt på højde med den foregående, får vi endnu et vakuum af afsindig tung og iskold lyd. Pladen er inkarneret ondskab og kompakt produceret til at give lytteren den maksimale lytte-oplevelse. Humanity’s Last Breath er indbegrebet af et band, der har succes med at skabe et indlevende musikalsk univers, der er mere end blot tolv kompositioner.



2. TesseracT: ‘War of Being’ – Med al sandsynlighed det britiske bands magnum opus og så meget mere end ”bare” en plade. Ud over at TesseracT troeligt lyder som den moderne djents fædre, lykkes stort set alt ved denne udgivelse, lige fra puzzle-platformen, der fulgte lanceringen af de første singler, til de utroligt smukke musik-videoer – og naturligvis de eminente kompositioner, der udgør bandets femte fuldlængdeudgivelse.



3. Avenged Sevenfold: ‘Life is but a Dream…’ – Jeg har personligt aldrig været specielt interesseret i A7X. Lige indtil bandet udgav ’The Stage’. En udmærket plade, der dog blev overgået af dette års udgivelse. Det tog noget tid, at komme ind på livet af ’Life is but a Dream…’, og de mange prog-orienterede kompositioner, men det var investeringen værd. Der bliver lånt fra alt og alle, samlet i et spændende musikalsk univers, der langt om længe giver bandet en selvstændig profil. 



4. Mental Cruelty: ‘Zwielicht’ – Eminent tysk blackened deathcore med masser af patos, fede riffs, spændende storytelling og solide breakdowns.



5. Kordhell: ‘A Million Ways to Murder’ – Højt tempo, masser af elektronisk phonk og et stilistisk univers. Mere behøver man ikke. Det er måske ikke den mest højtravende plade, men energien er eksemplarisk, og alt rykker, præcist som det skal. Mere vil have mere. 

 

Hertil en masse af honorable mentions, der har givet året spændende musikalske oplevelser. Steven Wilson overraskede med en spændende plade efter en række mere og mere intetsigende udgivelser. Zulu gav mig lige præcist den type 'core, jeg vil have. Poppy udgav en plade, der var et mix at alt mellem himmel og jord og en større succes, end tidligere forsøg på samme. Sierras plade havde sine øjeblikke. Alt hvad Moris Blak udgav, var lækkert. Paramore udgav en ny plade, der gik lige i mellemgulvet, mens Code Orange formåede at skabe endnu mere stilforvirring, men også en god række af mindeværdige kompositioner. 

Årets danske hit:
Dethrxner: ‘GET GOOD’ – SUFFERING!!!



Årets internationale hit:
Filth: ‘Chin Check’ – Til en julefrokost var jeg så heldig, at en kær ven syntes, vi skulle lytte til 'Chin Check' 400 gange. Det var den dag, det gik op for mig, at jeg ikke gider lytte til metalcore med mindre det er dumt og bøvet som netop 'Chin Check' er. 



Årets genfundne klassiker:
Incubus: ‘S.C.I.E.N.C.E.’ – Fra dengang bandet bare virkelig gerne ville være Faith No More. Det hele er funky, fedt og frejdigt. Der er nærmest ingen fillers, og selv dem, der er, er ganske underholdende. Jeg mindes stadig med glæde koncerten i Store Vega, hvor vi fik ’Nebula’. Under at have undersøgt det nærmere, tvivler jeg på, at det er et nummer, Incubus nogensinde spiller i dag. I det hele taget er det sandsynligvis kun ’A Certain Shade of Green’, bandet formaster sig til at spille fra den plade. 



Årets koncerter:
1. Electric Callboy: Helviti, Copenhell, 17-06-2023 – Der er ingen over eller under. Tyskerne spillede en vild koncert i starten af året, i Amager Bio, men gentagelsen på Copenhell var årets højdepunkt. Så meget energi, så meget glæde, så mange engagerede festivalgæster. I særdeleshed en mindeværdig koncert.  

2.Soul Glo, Gloria, Roskilde Festival, 30-06-2023 – En rigtig Roskildekoncert. Beskidt, vanvittig, energisk – en af de der unikke koncerter, man ved, man aldrig kommer til at opleve igen, med samme band. Heldige var vi, der var der. 

3.Humanity’s Last Breath: Stengade, 17-08-2023 – Vi fik alt det, svenskerne lover med deres musikalske univers, leveret i Stengades intense rammer. Et vakuum af tid og bombastisk lyd, der drev ned af væggene og slog hårdt i mellemgulvet. 

4. Blink182: Royal Arena, 14-09-2023 – Det var nok 20 år for sent, men stadig en fornøjelse at opleve rebellerne fra ens ungdom. Pruttehumor, aliens og ubehagelige påmindelser om livets tilfældige gang, alt sammen samlet til én koncert. 

5. Lorna Shore: Amager Bio, d. 14-11-2023 – Tredje gang var lykkens gang. Endelig fik vi en lydmæssigt god koncert med den amerikanske deathcore-mastodont. Nu behøver bandet ikke besøge landet igen, før de har udgivet en ny plade. 

Derud over havde jeg en kæmpe fest til Lil’ Nas X på Roskilde Festival, nød Haken, Between the Buried and Me i Pumpehuset, dansede til Sierra og fik hardcore bøllebank til Eyes koncerten, også på Roskilde festival.

Årets danske navn:
EYES – Igen et fantastisk år for det danske band. Deres koncert på Roskilde Festival var kun et mulehår fra at ramme årslisten, i stedet må Eyes tage til takke med titlen som årets danske navn. Naturligvis begrundet i mere end Roskilde-koncerten, der har været flere gode koncerter, men også den solide anden udgivelse.

Årets internationale navn:
Carpenter Brut – Franck Hueso har været her, der og alle vegne de seneste år. Igen i år fik vi en række stærke koncertoplevelser med kunstneren. På Brutal Assult såvel som herhjemme i Store Vega.

Årets nye danske navn: 
Pleaser – Et spændende band, med en fed lyd og tilsvarende energi. Det hele lugter af den gang hvor alting var fedt, upoleret og råt. Det skal vi have meget mere af. Ud med overproduceret, ind med godt produceret. 

Årets nye internationale navn: 
Moris Blak – Ikke at kunstneren er specielt ny, men jeg var så uheldig først at faldet i hullet i år, og hvilken tur ned af en mørk og fed sti, det har været. Elektronisk med store armbevægelser, industrial, techno, EDM, synth, vi får det hele og det er stort set konsekvent indlevende, intenst og perfekt til hidsigt humør. 



Det overså jeg i 2022:
Opfattelsen af, at anmeldere i DK generelt lever af at skrive anmeldelser – den næste, der spørger mig, om man kan leve af at skrive anmeldelser, får en verbal flad. 

Årets optur: 
Er det, fordi der ikke er nogle dinosaurer at booke til Copenhell 2024, eller har festivalen reelt et ønske om at være mere end gammelmandsfadølsfest? Årets bookinger og program er det mest progressive, Copenhell har været i mange år, og det klæder festivalen. Ikke mindst mængden af kunstnere, der ikke direkte er rock- eller metal, men bruger genrerne som stemningsforstærker. Mimi Barks, DeathByRomy og for den sags skyld Chelsea Wolfe. 

Årets største skuffelse:
Som nævnt indledningsvist, skal vi blive bedre til at se igennem røgsløret og sige nej tak til opportunisme og handlinger på baggrund af økonomi, forklædt som interesse for et miljø.

Største ønske for 2024: 
Mindre fokus på metal som kerne-element, mere inklusion af genrene under den paraply i andre genre. Mere elektronisk musik, mere phonk, mere rap, mere trap og mere vildskab i beats. I forlængelse heraf, færre, men federe riffs på det rette tidspunkt. 

Det glæder jeg mig mest til i 2024:
Jeg tager til Brutal Assult for første gang, og jeg glæder mig til at opleve den festival. Hertil naturligvis følge den spændende udvikling, der er med til at definere den danske undergrund. Hvor man godt tør, og vil være, andet end middelmådig metalcore, generisk black metal og pøllet død.