Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Graspop

Updated
Graspop Metal Meeting Graspop Metal Meeting i Belgien!
Er Wacken for ”tysk”? Er Sweden Rock for ”svensk”? Eller er Roskilde for ”poppet” efter din smag?
Så er Belgiens Graspop Festival måske noget for dig!

Belgisk bustur?

HeavyJam.dk er stolte af at kunne dække denne festival i år, hvor man fejrer 10års jubilæum med et stjernespækket og yderst fedt program. Festivalen finder sted d. 24.-26. juni (ugen før Roskilde Festival). En billet til samtlige dage kan erhverves til den nette sum af 105 Euro, mens dagsbilletter koster 50 Euro. Der arrangeres også ”festivalbusrejser” til festivalen fra Danmark, Sverige og Norge, men meget mere om det her:
http://www.graspop.be/pages/index.php?page=tickets_denemarken.php


Djævelsk line-up!

”Men hvorfor er det nu lige, at jeg skal tage til Graspop?”, tænker du så…
Ja, det er mest pga. det diabolsk fede program, der stilles med, startende om fredagen.
Her er en hurtig gennemgang af programmet (det skal nævnes at danske Hatesphere er konfirmeret til at spille på festivalen, men deres spilletid er ikke programsat endnu):

Fredag: System of a Down og Within Temptation headliner festivalens hovedscene, men mellem de to bands, kan man trave over i det lidt mindre telt og tjekke Megadeth ud! Efter netop Megadeth’s triumftog i Vega tidligere i år, kan der ikke herske tvivl om, at Dave & co. er alle tiders ”opvarmning” for System of a Down, som - med 80 % sikkerhed - får deres lyd ødelagt under deres koncert i Valby Hallen d. 19. juni.
Festivalens åbningsdag byder også på klassenavne som Chimaira, Within Temptation, Metal Church og Kreator, mens der i den lidt blødere ende af skalaen findes navnes som Papa Roach, Helmet og Alter Bridge. Sidstnævnte er ex-bandet Creed minus den mentalt forstyrrede forsanger Scott Stapp.

Lørdag: Hvis man ikke er blevet stiv i nakken af Megadeth om fredagen, så bliver der rig mulighed for at rette op på det om lørdagen, hvor selveste Slipknot og Slayer spiller op til hysterisk bal som hovednavne. Inden da har man kunnet svinge 80er-garnet til Accept og ikke mindst Anthrax, som er gendannet med Joey Belladonna på sang. Har man ikke noget 80er-garn, kan man også vælge at gå bersærk til Mastodon, Hatebreed, Sick of It All og Pro-Pain… Er man mere til lidt hård nu-thrash, så kan man stikke forbi svenskerne In Flames og Soilwork.
Men brug endelig ikke al din energi om lørdagen, for:

Søndag: Festivalens sidste dag byder på alle tiders hovednavn: Iron Maiden, som det ikke er lykkedes for hverken Roskilde Festival eller Sweden Rock at få på programmet. Mon ikke der er noget stort i gærde?
Om søndagen går der ellers – på hovedscenen – ren 80er nostalgi i den, for inden Maiden spiller nemlig Dio og Yngwie Malmsteen, samt ikke mindst Primal Fear og Dream Theater. I de mindre telte spiller bl.a. Amen og Dark Tranquility og Walls of Jericho. Hvis man derimod skulle få lyst til at kigge på tøser, så kan man hoppe forbi både Arch Enemy og Lacuna Coil.

Det var et uddrag af de mange gode grunde til at rejse til den lille flække, Dessel, i Belgien til juni. Det fulde program kan ses her, i tilfælde af, at undertegnede har overset nogle store ting: http://www.graspop.be/pages/extra/bands.php

Som nævnt dækker HeavyJam.dk begivenheden med anmeldelser og masser af billeder… Så hold øje!