Briller af stål: HDDT IV og den præmature afsked

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/3a/f2/35/abysmal-grief-94-1429822013.jpg
23. April 2015    

Heavy Days in Doom Town, Roadburns coolere, mindre prætentiøse lillebror, takker af med sidste ombæring i weekenden, og det er alt, alt for tidligt.

Det er jo ikke, fordi der kommer til at mangle doomshows som sådan i København, når HDDT efter bare fire år stopper. Der er altid nogen, der spiller et sted, og hånden på hjertet, så er det ikke, fordi doombands ikke i ret høj grad er udskiftelige. Der er selvfølgelig altid nogle, der er markant bedre end andre, men først og fremmest handler doomshows om at tilbede det fede Sabbath-riff i markant kvalitetsbedømmelsesberøvet tilstand, mærke det så højt og buldrende, at kroppen instinktivt tager over og slår hjernen fra, og det set-up kræver ikke nødvendigvis det store. Doompublikummet er taknemmeligt, det er en del af pakken, at tingene ikke altid hænger sammen, der er tid nok til at få det op at køre.

Men noget af det, der netop har været så fedt ved HDDT, er, at når man bare får serveret doomen i tilpas store mængder, også det nogle gange middelmådige, så begynder man efterhånden at opfatte verden på dens præmisser. Så glider man lidt ind og ud af shows, og nogle gange er man med ét fanget på samme sted i en time, ude af stand til at løsrive sig fra al den lyd, der regner ned over en, nogle gange danser man endda, og andre gange har man lige pludselig siddet ude i gården og diskuteret alt muligt andet end doom og ædt hottere, mens et band, man måske egentlig havde tænkt, man godt kunne finde på at høre, har spillet.

Festivalstemningen fungerer uforligneligt sammen med doom, og derfor er det så forbandet ærgerligt, at vi efter denne weekends omgang mister HDDT.

Gengangerforbandelsen

Ikke at man ikke forstår, at folkene bag takker af: Det er et kæmpe stykke frivilligt arbejd,e der har ligget i at få en 4-dages festival med godt 30 bands + kunstnere og diverse til at køre. Selvom flere bands alligevel har været på turné i Europa pga. ikke mindst Roadburn og derfor har været til at skaffe, så har der også hvert år været bands, der er blevet fløjet ind specifikt til lejligheden, fordi det har været en drøm for bookerne at kunne præsentere dem. Og mange af de bands er blevet præsenteret nu, et behov er blevet dækket hos publikum såvel som hos bookerne. Det afspejler sig i årets program, hvor der er flere gengangere fra tidligere år: Conan, Bell Witch og Abysmal Grief har alle spillet på en af de foregående tre HDDT, og det ville ikke være svært at forestille sig folk begynde at knurre over gengangere over de kommende år. Der er stadig masser af bands at tage af på doomscenen, men der er ikke nær så mange trækplastre tilbage, der samtidig falder inden for festivalens ånd og økonomi, så genbrug er næsten uundgåeligt.

I år er genbruget under alle omstændigheder noget af det, denne signatur ser mest frem til: Abysmal Grief fik sidste år camp og klasse til at gå op i en højere enhed med deres orgeldrevne horrormetal rigeligt doseret med ondskabsfuld latter og guitarhelteri. Bell Witch for nogle år siden var til gengæld uforsvarligt at mase sig ind til i Dödsmaskinen, hvis man var kommet til at falde i snak ude i gården, og bas- og trommeduoens afpillede epik kan sagtens bruge mere rum omkring sig, som den vil få i år på den store scene. Og endelig kom Conan, som jeg for min del aldrig rigtig har set lyset i på deres middelmådige plader, til deres ret forrige år, hvor det, at de spillede så absurd højt som de gjorde, betød, at man ikke længere behøvede at tænke over, om deres riffs mon egentlig holdt eller ej, fordi det eneste man kunne høre, var en udknaldet noiseinstallation, hvor feedbacken bankede hvinende rundt mellem betonvæggene, mens basfrekvenserne skvulpede rundt i ens indvolde, og oppe på scenen stod der så et band, der skulle få det til at ligne, at man var til en rockkoncert. Fantastisk.

Godt bliver det selvfølgelig også at høre Mantar spille deres bøllemetal, Horisont kommer til at stå for det obligatoriske NWOBHM-inspirerede indslag, som bliver præcis så meget afveksling, som man har brug for, og forhåbentlig vil Acid King skøjte let hen over den misere af en plade, de netop har udgivet efter 10 års pladepause og spille klassikere som 'Evil Satan' med skrævende ben, lavthængende guitarer og fedtet hår ud over det hele. Og bedst bliver det at blive blæst bagover af de bands, man ikke havde fået tjekket ordentligt ud, inden man ankom. Alt det, man ikke havde regnet med.

Slipper for at genopfinde sig selv

HDDT har tjent et formål. Den har været et mini-Roadburn for dem, der ikke havde råd eller tid til at tage på Roadburn, eller som bare ikke nåede at skaffe billetter til det tilløbsstykke, den hollandske festival er blevet, men den har også været alt det, som storebroren er vokset fra: Overskueligheden, tilgængeligheden, fri for trætte mastodonter og store trækplastre, der alligevel aldrig er dem, der giver de bedste koncertoplevelser, når det kommer til stykket. Fordi det uforudsete er så stor en del af det. Ved at stoppe nu slipper HDDT også for at skulle blive ved med at genopfinde sig selv og komme på nye vinkler med mere eller mindre vellykkede kurateringer, sådan som Roadburn har måttet gøre det. Men specielt for os, der kommer udenbys fra, bliver det et kæmpe savn, når HDDT stopper: Det har været en mulighed for at få al den doom, man ikke får i løbet af året, på én gang. En mulighed for at fortabe sig over flere dage. I ustyrligt gode vibes. Det vil blive savnet.

Men inden vi begynder at overveje, hvad der så skal ske nu, kan vi sætte alt på pause fra torsdag aften til engang efter midnat natten til mandag. Glemme ambitioner, forpligtelser, sofisteri og deodorant. Vi ses i pitten – det bliver langsomt og venligt.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil