Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Jailbreak 24: Nye navne

Updated
Jailbreak24

Copenhells jyske søster disker op med syv nye navne til næste sommers festival, hvor Ugly Kid Joe, Mr. Big m.fl. nu er klar.

Pretty Maids er allerede på plakaten, og holdet bag Jailbreak præsenterer os nu for syv rockbands, der skal få Fængslet i Horsens til at resonere. Glæd dig for eksempel til lækre, dystre toner fra Katatonia og se med på listen nedenfor, hvad du også skal tage til Horsens efter.

Mr. Big

Det amerikanske hardrock-band Mr. Big har eksisteret siden 1988. og kan du huske 90'erne, kan du med sikkerhed også huske sangene ‘To Be With You’ og ‘Just Take My Heart’, som de storhittede med. De erfarne musikere spiller blues-inspireret rock med afstikkere til rock´n´roll samt den tungere, mere psykedeliske side af rockgenren. Koncerten på årets Jailbreak er en del af bandets afskedsturné ‘The Big Finish’; så du har én sidste chance!

Katatonia

Depri-metallerne i Katatonia har været flittige gæster i Danmark, hvor de senest var forbi Viborg Metal Festival i starten af dette år. Deres seneste udgivelse, også fra dette år, 'Sky Void of Stars', gav vores anmelder velkendt vemod. Det er en flok erfarne herrer, der kommer forbi Fængslet næste år, og med tre årtier og 12 udgivelser, er der rig mulighed for at komme til at høre netop det nummer, der lagde soundtrack til din første teenage-tristesse. Det bliver storladent, tungt og vemodigt. 

Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her

DOKKEN

Listen over tidligere medlemmer af hardrockerne Dokken er alenlang, men sådan er det ofte med bands, hvis oprindelse ligger fire årtier tilbage, men det vigtigste er, at manden, der lagde navn til bandet, Don Dokken, stadig er med. Og at Dokken er et af de klassiske old school hardrock-bands fra øverste hylde. Er man til genren, skal det nok blive fængslende (fik I den?) i Horsens til sommer.

Ugly Kid Joe

Er det funkmetal? Hardrock? Eller måske bare Ugly Kid Joe?

Det bliver i hvert fald 90'er-nostalgi på den store klinge, når bandet gæster årets Jailbreak til sommer. Det californiske band blev dannet i 1989 og huserede gennem 1990'erne for at blive opløst i 1997 – og gendannet igen i 2010. Ugly Kid Joe udsendte ‘Rad Wings of Destiny’ sidste år, og sidste gang vi oplevede dem på dansk jord var på Copenhell 2022, hvor de fik en fest op at stå. Mon ikke også at det bliver tilfældet til sommer?

Læs alt om bandet herLæs seneste koncertanmeldelse her
Læs seneste pladeanmeldelse her

S8NT ELEKTRIC

Hvordan skal man udtale det her bandnavn? “Seightnt Elektric”? Prøver de at kalde sig for “Saint Elektric”, men de har glemt, at “eight” slutter på en T-lyd? Hvis du kan råbe højt nok, kan du måske stille dem dette eller andre lige så ekstremt relevante spørgsmål til Jailbreak til sommer. Eller du kan også bare nyde deres fængende, alternativt klingende hard rock. Og hey, trommeslageren London Hudsons far er Slash, så hvis den slags arvematerialistiske argumenter er valide for dig, så er der også det. Bonuspoint, hvis du godt kan lide No Doubt.

Er det "Satant Elektric"?

Skarnet

Tidligere i år udgav danske Skarnet deres andet fuldlængdealbum, ‘Fængslet i det fri’ – og nu er de så offentliggjort til Jailbreak 2024. Trods albumtitlen er der næppe yderligere sammenhæng mellem band og event, andet end det musikalske grundlag. Skarnet byder nemlig publikum på melodisk hardrock med et hint af heavy. Hertil masser af patos og mulighed for at lufte den danske sang over den jydske muld. Et perfekt match med den voksende festival, hvor der nok skal blive rig mulighed for at synge med på numre som ‘Smertedyr’, ‘Provinszombie’, ‘Ind i skyggen’ og den bastunge ‘Mælkebøttebarn’ fra bandets 2020-debut, ‘Vinger til salg’.

Læs seneste pladeanmeldelse her