Metaldiktator: Metallica – Live Shit: Binge & Purge
Populær
I 1993 udgav Metallica deres første livealbum. Knap 9 timers materiale. Det blev den sidste af den slags. Store live-plader. Fra det største band dengang.
1. MetalliMovie
2. Enter Sandman
3. Creeping Death
4. Harvester of Sorrow
5. Welcome Home (Sanitarium)
6. Sad but True
7. Wherever I May Roam
8. Bass Solo
9. Through the Never
10. The Unforgiven
11. Justice Medley: Eye of the Beholder / Blackened / The Frayed Ends of Sanity / ...and Justice for All / Blackened
12. Drum Solo
13. Guitar Solo
Tape 2 (VHS) (San Diego 1992)
1. The Four Horsemen
2. For Whom the Bell Tolls
3. Fade to Black
4. Whiplash
5. Master of Puppets
6. Seek & Destroy
7. One
8. Last Caress (Misfits cover)
9. Am I Evil? (Diamond Head cover)
10. Battery
11. Stone Cold Crazy (Queen cover)
Tape 3 (VHS) (Seattle 1989)
1. Introduction / The Ecstasy of Gold (Ennio Morricone cover) / Blackened
2. For Whom the Bell Tolls
3. Welcome Home (Sanitarium)
4. Harvester of Sorrow
5. The Four Horsemen
6. The Thing That Should Not Be
7. Bass Solo
8. Master of Puppets
9. Fade to Black
10. Seek & Destroy
11. ...and Justice for All
12. One
13. Creeping Death
14. Guitar Solo
15. Battery
16. Last Caress (Misfits cover)
17. Am I Evil? (Diamond Head cover)
18. Whiplash
19. Breadfan (Budgie cover)
Disc 1 (CD) (Mexico City 1993)
1. Enter Sandman
2. Creeping Death
3. Harvester of Sorrow
4. Welcome Home (Sanitarium)
5. Sad but True
6. Of Wolf and Man
7. The Unforgiven
8. Justice Medley: Eye of the Beholder / Blackened / The Frayed Ends of Sanity / ...and Justice for All / Blackened
9. Solos (Bass/Guitar)
Disc 2 (CD) (Mexico City 1993)
1. Through the Never
2. For Whom the Bell Tolls
3. Fade to Black
4. Master of Puppets
5. Seek & Destroy
6. Whiplash
Disc 3 (CD) (Mexico City 1993)
1. Nothing Else Matters
2. Wherever I May Roam
3. Am I Evil? (Diamond Head cover)
4. Last Caress (Misfits cover)
5. One
6. Battery
7. The Four Horsemen
8. Motorbreath
9. Stone Cold Crazy (Queen cover)
Metallica var i 1993 på højden af deres karriere. I 1991 havde de udgivet ‘The Black Album’, som ‘Metallica’-udgivelsen blev kaldt. De havde været på turné non-stop siden pladen ramte butikkerne, solgt millioner af eksemplarer, og 10 år inde i karrieren havde de lagt jorden for deres fødder.
Men de havde aldrig udgivet en live-plade. Det havde alle de andre store bands. Ikke Metallica.
Det gjorde James Hetfield, Lars Ulrich og resten af Metallica i den grad noget ved i udgangen af 1993. De udgav ikke bare en plade, men lavede en hel boks, hvor der var tre fulde koncerter. Sammenlagt næsten ni timers live-materiale. Den ene blev fordelt over 3 CD’ere, mens de andre to koncerter var fordelt på 3 VHS-bånd. CD’en bestod af en koncert fra Mexico City, hvor de havde givet fem koncerter i træk i marts måned samme år.
De to VHS-koncerter var fra San Diego, hvor de gav to koncerter i januar 1992, mens den sidste var fra Seattle i august måned 1989. Altså en koncert, hvor bandet stadig ikke havde udgivet de store hits som ‘Enter Sandman’, ‘Nothing Else Matters’ og ‘Sad But True’. De to halvfemser-koncerter havde begge hele 24 numre, mens Seattle-koncerten fra ‘...And Justice For All’-turnéen indeholdt 18 numre. Mere end 60 sange og en del soloer og medleys. Alt sammen pakket ned i en kasse, der skulle ligne en flight-case, som bands’ udstyr er pakket ned i, når de er på turné. Dette for at understrege, hvordan livet på landevejen var, hvor hele ens liv er pakket ned i kasser.
En boks, hvor der også var en bog med en masse fotografier fra turnéen, et snakepit-pas og en stencil, skabelon om man vil, hvor man selv kunne tegne James Hetfields maskot, han havde tegnet til udgivelsen. Snakepit var netop en opfindelse til denne turné, hvor Metallica valgte at lave et område midt i scenen, hvor der kunne stå nogle få, heldige publikummer og nyde bandet helt tæt på. Et format de senere udviklede til, at selve scenen stod midt i salen for at have så mange publikummer som muligt helt tæt på. Hele det koncept startede Metallica med der i halvfemserne, og det var danske Lars Ulrich, der kom på ideen med fans inde midt i scenen.
Boksen ramte gaden i 23. november 1993, lige akkurat i tide til julehandlen. Denne anmelder var 16 år gammel og havde kun ét ønske det år. Heldigvis efterkom forældrene teenagerens ønske, for det var første gang, man virkelig fik muligheden for at høre Metallica live på plade. Før det var man begrænset til nogle få live-udgaver på single-udgivelser, samt de mange bootlegs, der trods alt også florerede.
Men de bootlegs havde ikke altid den bedste lyd, og live-plader var en ting dér i firserne og halvfemserne, og der havde de andre store bands udgivet plader, der i den grad satte en vis standard for den slags. Iron Maiden havde udgivet ‘Live After Death’, et fantastisk dobbeltalbum fra midten af firserne. Motörhead havde deres ‘No Sleep ‘til Hammersmith’. I halvfjerdserne havde Deep Purple smidt ‘Made in Japan’, Judas Priest deres ‘Unleashed in the East’, KISS havde ‘Alive 1’ og ‘Alive 2’. Vigtigst for Metallica var det dog nok også, at Slayer udgav ‘Decade of Aggression’ få måneder efter ‘The Black Album’ i oktober 1991, hvilket var den første store thrash-liveplade. Halvanden times ubønhørlig Slayer live, og alle elskede den udgivelse.
Med Lars Ulrichs fortid og barndom in mente, samt konkurrence-genet, var det svært ikke at forestille sig, at det nu efterhånden var på tide at melde sig på banen i disciplinen live-plader. Metallica kom lidt sent ind i det, men gjorde det så eftertrykkeligt, da de endelig udgav ‘Live Shit: Binge & Purge’, at der ikke rigtig kom noget derefter, der kunne måle sig. Der var mange gode og store plader før, men ingen efter.
For fans af Metallica var ‘Live Shit: Binge & Purge’ da også en kæmpe udgivelse. Nu fik man omsider livekoncerter i god kvalitet, og man fik dem endda fra bandets storhedstid. De to koncerter fra Mexico City og San Diego indeholdt naturligvis en masse sange fra ‘Black Album’ og er hver især tre timers maratonkoncert.
Seattle fra 1989 var noget helt andet. En vanvittig koncert, hvor man fornemmer et vredt band, der stadig vil besejre verden. Læg dertil, at man nærmest kunne mærke den energi, der stråler ud af forsanger James Hetfield. Her så vi en forsanger og guitarist i sit livs form. Fyldt med selvhad, der forsøges dulmet i alkohol, samt en sorg over tabet af den gode ven og bassist, Cliff Burton. Når man genser videoen er det ikke svært at se, hvordan Hetfield nærmest dirrer af vrede, mens han synger sange som ‘The Thing That Should Not Be’.
Alligevel formår det også at blive skønt på sange som ‘Welcome Home (Sanitarium)’, hvor man hører hans fraseringer og legen med vokalen, der er mere melodiøs end på pladen, samt hvordan den nye bassist Jason Newsteds harmonier som backing-vokal flot accentuerer den nådesløse thrash, der smadres ud over scenekanten til en fanbase, der ser et Metallica i en mere hidsig udgave end nogensinde før. Det her er Metallica, da de er allerbedst.
Blandt mange fans står den Seattle-koncert som der, hvor Metallica toppede live-mæssigt. Naturligvis delvist opnået ved netop det faktum, at der ikke var ret mange liveoptagelser tilgængelige af deres koncerter i firserne, og den her var så velproduceret og velspillet, at den oversteg alle forventninger.
‘Live Shit: Binge & Purge’-titlen blev lavet med vanlig ironisk distance til deres eget materiale og adfærd. Udgivelsen var alt andet end dårlig, men ingen tvivl om, at der blev fortæret og smidt en masse ud og op igen under turnéen.
Metallica rejste verden rundt på en turné, der teknisk set startede på Gentofte Stadion 10. august 1991, lige bortset fra et par koncerter i Californien ved udgivelsen af pladen. Da de havde rullet henover Europa i et par måneder blev det lukket af med den vanvittige koncert i Moskva i slutningen af september 1991. Derefter direkte videre til USA, hvor de var på landevejen fra oktober til april 1992. Direkte videre til mindekoncerten for Freddie Mercury i London, tilbage til USA og turnere igen i maj, juni og juli. Så yderligere USA-turne med Guns ‘N Roses i juli, august og september. Oktober, november og december var de tilbage i Europa, hvor det blev til et par koncerter i Forum, København. I januar 1993 var de så tilbage i USA, Canada og i februar og marts nåede de omsider til Mexico, hvor koncerten til ‘Live Shit: Binge & Purge’ blev optaget.
Turnéen stoppede dog ikke her. De skulle videre til Hawaii, Japan. New Zealand, Australien, Indonesien, Singapore, Thailand, Filippinerne og derefter Sydamerika, hvor de havde deres sidste koncerter 7. og 8. maj 1993 i Argentinas hovedstad Buenos Aires. De fik en uges pause, og så var der ellers Europa på programmet igen med start i Hannover 19. maj 1993. Få dage senere stod de igen på Gentofte Stadion 28. maj 1993, og turnéen sluttede i Belgien 4. juli 1993. Et monster af en turné med hele 224 koncerter. Mexico City og San Diego blev valgt som de koncerter, de smed med i udgivelsen, så millioner af fans kunne få en fornemmelse for, hvad Metallica var i 1993.
Metallica var det største band inden for heavy metal. En position, der netop blev cementeret med udgivelsen af ‘Black Album’ og den opslidende turné, der fulgte. Den sled både ægteskaber og bandmedlemmer individuelt op.
‘Live Shit: Binge & Purge’ blev da også den sidste store live-udgivelse generelt. Metallica har nok lavet såvel ‘Cunning Stunts’, ‘S&M’, ‘S&M2’, ‘Big 4’ m.v., men intet har kunnet måle sig med udgivelsen fra 1993. Med udviklingen generelt på musikmarkedet, hvor cd-kopiering, mp3 og nu streaming, var det også den sidste store live-plade overhovedet. Man kan diskutere om Nirvanas ‘MTV Unplugged in New York’ kvalificerer sig til også at være en stor live-udgivelse, men derefter har der ikke været samme forventning til en live-plade. Ikke mindst fordi nu turnerer bands så ofte, at man ikke længere behøver den slags udgivelser. Det her var dog en stor udgivelse, der her 30 år senere stadig står stærkt. Den solgte over 1,5 millioner eksemplarer i USA alene og gik 15 x platin der. 
Denne kasse blev solgt i mange eksemplarer over hele verden. Den blev senere genudgivet i en version, hvor VHS-båndene var skiftet ud med DVD'ere i en smartere indpakning uden bog og skabelon.
De fleste metalfans har siden set Metallica alle de gange, de og deres tegnebog har orket, men hvis ikke man så dem live i halvfemserne, så er ‘Live Shit: Binge & Purge’ stadig et bevis på, hvor store og stærke de var dengang. Anno 2023 spiller Metallica ikke længere 20+ sange på en aften. De er nede på 16 nu. Når de indtager Parken i 2024 for at spille to koncerter 14. og 16. juni, så bliver det dog 32 forskellige sange.
Inden da kan man høre de knap ni timers live-materiale fra dengang Metallica stadig følte, de havde noget at bevise. Fra perioden, hvor de gik efter at indtage og erobre verden samt lykkedes med det. Der var ingen dovne soloer fra Kirk Hammett. Lars Ulrich hamrede præcist og hurtigt i trommerne, mens Jason Newsted agerer indpisker for de mange publikummer, der skulle hidses op og følge hver en ordre fra den store maestro i forsanger og guitarist James Hetfield, der egenrådigt dikterede slagets gang fra scenekanten. En rolle, han ikke havde det godt med i firserne og halvfemserne, men som han alligevel mestrede til perfektion. Godt hjulpet på vej af alkohol og hvad ellers, han fyldte sig med.
På den måde har ‘Live Shit: Binge & Purge’ en lille bismag, for nok ser vi en forsanger i fuld kontrol, men vi ved også, at en del af årsagen til, at han præsterer som han gør, er, at han brænder op indeni af et væld af forskellige følelser, der forsøges dulmet med stimulanser, der siden skal martre såvel Hetfield som resten af Metallica de næste årtier. Genertheden har Hetfield aldrig sluppet, men sorgen over tabet af Burton er blevet bearbejdet. Det er rivaliseringen med trommeslager Lars Ulrich også. De har erkendt, at hvis bare de slår pjalterne sammen, så kan Metallica stadig levere, og det har de gjort lige siden halvfemserne. Turneret på et renomme, der blev etableret i firserne og cementeret med al tydelighed i præcis den periode, ‘Live Shit: Binge & Purge’ dokumenterer.