Metaldiktator: Megadeth - Youthanasia Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/12/c0/7a/_900megadeth-youthanasia-20111122222959-1350305808.jpg
15. Oktober 2012    

Med 'Youthanasia' begik Megadeth et mesterværk, der dog i almenmunde nyder knap så stor anerkendelse som de to plader forinden. Denne uret råder vi bod på.

Kunstner
Titel
Youthanasia
Label
Genre
Trackliste
1. Reckoning Day
2. Train Of Consequences
3. Addicted To Chaos
4. A Tout Le Monde
5. Elysian Fields
6. The Killing Road
7. Blood Of Heroes
8. Family Tree
9. Youthanasia
10. I Thought I Knew It All
11. Black Curtains
12. Victory

De fleste kender historien om Dave Mustaine, hans prompte exit fra Metallica og tiden derefter, der resulterede i at han dannede bandet Megadeth. Den rødhårede sangskriver, tekstforfatter, strengevrider og forsanger var bitter på de tilbageværende medlemmer i Metallica og den måde han blev smidt ud af bandet på, og misundelig over den succes, som de andre ret hurtigt fik. Ærgrelsen over at være blive smidt ud blev drivkraften i de tidlige dage. Håbet om anerkendelse fra omgivelserne (og hans tidligere band) blev ligeledes en motiverende faktor, der skulle forme Mustaines og dermed også Megadeths karriere.

Succes og vrede

Megadeth blev dannet i 1983. Efter et par år med demoer og søgen efter medlemmer fandt han et line-up, fik kontrakt med Combat Records og udgav så i midten af 1985 debutpladen 'Killing Is My Business ... and Business Is Good!'. Det startede ligesom kapløbet mellem Megadeth og Metallica, der på det tidspunkt allerede havde to plader ude. Mens Metallica stormede mod tinderne halsede Megadeth efter og udgav ganske gode plader, hvoraf 'Rust In Peace' gik hen og blev en vaskeægte klassiker inden for thrash-genren. Den blev fulgt op med 'Countdown To Extinction', der næppe kunne være timet bedre. Den udkom et lille års tid efter Metallicas 'sorte plade' og MTV var således gearet og vant til hård musik i æteren. Det betød, at Megadeth pludselig fik musikvideoer spillet, og singlerne sprøjtede ud fra pladen, der til dato er Megadeths bedst sælgende. I USA blev den nomineret til en Grammy og solgte til dobbeltplatin.

Godt nok var ærkerivalerne steget helt op i stratosfæren af musikverdenen, men nu fik Mustaine omsider den anerkendelse og opmærksomhed, som han indtil da havde været foruden i forhold til James, Lars og co. Men som historien og dokumentarfilmen 'Some Kind Of Monster' har vist, så er sårene fra 1983 aldrig rigtig helet. Der var således stadig masser af indestængt vrede, frustration og had tilbage i Mustaine efter succesen med 'Countdown To Extinction' til at forfatte endnu en plade.

Den plade udkom 1. november 1994. Titlen er 'Youthanasia' og omdrejningspunktet for denne udgave af Metaldiktatoren. For mens de fleste i metalmiljøet kan blive enige om, at de to plader forinden ('Rust ...' og 'Countdown ...') er gode og altafgørende udgivelser for Megadeths historie og succes, så glemmer man sommetider 'Youthanasia', der samlet er den bedste af de tre plader. Det betyder således også, at 'Youthanasia' er den bedste plade Megadeth nogensinde har udgivet. Denne påstand vil utvivlsomt møde en vis modstand, men det er det herlige ved at være diktator. Her bestemmer jeg virkeligheden.

Udfyldte et tomrum

For 'Youthanasia' udkom på det helt rigtige tidspunkt. Mens MTV-feberen med Metallica, Nirvana, Guns N' Roses, Pearl Jam osv. var ved at lægge sig lidt hos den almindelige musikforbruger, så var der andre genrer, der havde taget over. Dødsmetal og black metal var det nye sort. Begge genrer toppede i denne periode.

Ind fra højre kom Megadeth så med en melodisk thrashplade, der overhovedet ikke passede ind nogle steder. Og så alligevel. For den fyldte et tomrum. Jeg var ikke faldet bagover, da Slayer kort forinden udgav 'Divine Intervention', Metallicas 'sorte plade' var efterhånden tre år gammel og vi skulle lige vænne os til John Bush i Anthrax.

Men Megadeth leverede varen. Pladen åbner med den fængende 'Reckoning Day', en sang, hvis lyriske tema, som titlen antyder, er hævn. En stærk åbner, der viser, at Mustaine stadig er skarp, omend det interne forhold i Megadeth på dette tidspunkt var lettere anstrengt pga. kunstneriske forskelligheder mellem Mustaine og i særdeleshed guitaristen Marty Friedman.

Derefter kommer første single fra albummet 'Train Of Consequences'. En sang, der handler om de knap så heldige bivirkninger ved at være spilafhængig. Megadeths sang om ludomani kom i top 30 på singlehitlisten, musikvideoen vist masser af gange på MTV og bandet blev sågar inviteret indenfor i David Lettermans tv-show for at spille den i studiet. En sjov anekdote angående sangen er, at den blev indspillet live. Det vil sige, at alle medlemmer af bandet spillede den samtidig. Ifølge rygtebørsen måtte de spille den 42 gange før den sad i skabet og de fik den udgave, som kom på pladen.



Tredje skæring er den lyttervenlige 'Addicted To Chaos', hvor Mustaine ærligt går til makronerne omkring sit eget misbrug. Et misbrug, der var medvirkende faktor til, at han blev smidt ud af Metallica. Her 11 år senere tumler han stadig med problemerne, og han synger om at det er svært at tackle afhængigheden alene. Denne sang husker jeg som værende en af de sange, hvis omkvæd hurtigst fangede min opmærksomhed. Utrolig velskrevet, både tekst og musik.

Næste single på pladen er 'A Tout Le Monde', der er Megadeths svar på en sjæler. MTV var ikke pjattede med at vise musikvideoen, idet de mente, at sangen forherligede selvmord. Mustaine selv sagde, at den handler om, hvad man ville sige til en afdød, hvis man fik chancen for at sige nogle ting, man aldrig fik sagt mens vedkommende var i live. MTV faldt da også til patten, og singlen blev en stor succes. Den er senere blevet genindspillet med Cristina Scabbia fra Lacuna Coil, men originaludgaven er nu den bedste.



'Elysian Fields' er en forlængelse af singlen, hvor Mustaine i samarbejde med bassist Dave Ellefson filosoferer over, hvor man som helt får sit hvilested. Det er ikke pladens stærkeste kort, og det er den efterfølgende 'Killing Road' heller ikke. Men 'Killing Road' er endnu en ærlig sang fra Mustaines pen, hvor han filosoferer over sit liv som musiker. Hvordan han har ødslet sine penge væk og er en slave af den verden, der kaster ham verden rundt fra show til show, by til by. Og soloen på 'Killing Road' er ikke så tosset.

Helt anderledes starter 'Blood Of Heroes', der har en rolig intro og derefter brager over i klassisk Megadeth. En sang, der ved første øjekast handler om helte, men i virkeligheden er en kærlighedserklæring fra Megadeth til deres fans om, at uanset hvad, så vil Megadeth fortsætte. At uanset hvad, der måtte blive kastet efter bandet, så vil de køre videre og klare enhver forhindring. Ligesom resten af pladen er 'Blood Of Heroes' dejlig melodisk og let for ørerne.

Knap så rar er kærlighedserklæringerne på 'Family Tree', hvor Mustaine berører et ømtåleligt emne. Incest. Han synger om det forfærdelige i, at den negative sociale arv og de traumatiserende oplevelser og overgreb kan betyde, at incestofre viderefører traditionen i familien. Vel nok pladens mest dystre sang rent tematisk, mens selve musikken sidder lige i skabet. Det er dog utvivlsomt en af de sange, hvor teksterne bærer sangen. Guitararbejdet op til omkvædene er dog så fabelagtige, at man kan blive ved med at lytte til sangen.

Så langt inde som sang nummer ni skal vi førend titelnummeret kommer. 'Youthanasia' er selvfølgelig en ordleg på det engelske begreb 'euthanasia', der betyder dødshjælp. På coveret har vi vaskekonen, der hænger små babyer op til tørre, og Mustaine bruger sangen til at reflektere over den måde, hvorpå vi som menneskehed agerer og om det nu også er en fornuftig måde at gøre tingene på, eller om vi så småt er ved at gøre det af med os selv. En bredside mod det etablerede, der ikke accepterer dem, der falder lidt uden for normen.

Vi husker alle ham, der spiller med nummer 10 på ryggen. Preben Elkjær. Maradona. Pele. Zidane. Platini. Messi. Rooney. Listen er lang og nummeret forpligter. Således også på denne 'Youthanasia'-plade, hvor nummer 10 er den sublime 'I Thought I Knew It All'. Måske den bedste på hele pladen. Både vers, omkvæd og soli sidder lige i skabet på denne lille perle. Mustaine synes at være i det filosofiske hjørne, hvor han synger, at der måske er en mening med det hele uanset hvordan tingene falder ud og at hvis man tror, man har styr på det hele, så begår man hybris.



Efter den følger 'Black Curtains', der også var B-side på 'Train Of Consequences'-singlen. En akopalyptisk og klaustrofobisk måde at afslutte pladen på. Her kigger Mustaine nok engang indad og leger med den evige kamp, der foregår mellem den sunde fornuft og vores dårlige vaner, der som en lille djævel har det med at skubbe fornuften til side. Pladen sluttes af med 'Victory', der er en up-tempo sang, hvor Mustaine hygger sig med at presse så mange sangtitler, som muligt ind i teksten. Moralen er, at Megadeth har sejret. At trods modgang og misbrug, er bandet blevet en succeshistorie.

Og hvilken succes! 'Youthanasia' er en hitparade, hvor der ikke er deciderede svage numre, men bare nogle, der er virkelig, virkelig gode! Her kommer vi tilbage til det dristige i, at hævde, at pladen er bedre end de to foregående. 'Youthanasia' er mere lyttervenlig end de foregående. Den er som skabt til radioen og lider derfor somme tider under samme foragt fra fansenes side, som Metallicas 'sorte plade' gør det i forhold til de to foregående. Det er måske blevet for pænt? Det kan diskuteres til evig tid.

Her fra Metaldiktatorens synspunkt skal der dog lyde en uforbeholden hyldest til en fantastisk plade, der desuden i modsætning til alle andre af Megadeths plader er optaget med guitarerne stemt en halv tone ned i forhold til standardtuning. Skrevet og indspillet i Arizona. Og processen er skam også blevet optaget i dokumentaren 'Evolver - The Making Of Youthanasia'.

Her i artiklen er der linket til nogle numre fra pladen. Alle kan vel efterhånden findes på YouTube. Mit råd er dog at få fat i et eksemplar hurtigst muligt. Den bør stå i alle hjem. Hvis jeg kun måtte tage én Megadeth-skive med ud på en øde ø, ville 'Youthanasia' klart være valget. Jeg er også fan af 'Rust In Peace' og 'Countdown To Extinction', men 'Youthanasia' er bare bedre. Mustaines stemme har aldrig været bedre og musikken aldrig været mere melodiøs og imødekommende.

Læserkommentarer

Et super fedt album, der er meget overset og undervurderet. Min personlige favorit er dog "Countdown To Extinction", men Youthanasia kommer faktisk lige efter. Dejligt at den får noget fortjent opmærksomhed.

Overset

Et super fedt album, der er meget overset og undervurderet. Min personlige favorit er dog "Countdown To Extinction", men Youthanasia kommer faktisk lige efter. Dejligt at den får noget fortjent opmærksomhed.

Youthanasia er en klasseskive fra Megadeths side. Min personlige favorit er dog SFSGSW.

Klasseskive

Youthanasia er en klasseskive fra Megadeths side. Min personlige favorit er dog SFSGSW.

Hvor "Rust..." er en gudeplade, med to af de bedste metalsange skrevet ever, er "Countdown" bestemt over middel med sine momenter. Youthanasia derimod har jeg dog aldrig kunnet høre helt igennem - den er simpelthen alt for poppet, og kedelig. Jeg har givet den flere chancer over årene, men altid med samme resultat - i skuffen igen, og samle støv.
Kommenteret af majestickubrick 16. Oktober 2012
Blandt de 50 mest flittige kommentatorer  -   Se alle kommentarer fra denne bruger (8)

en skuffende Megadeth-plade

Hvor "Rust..." er en gudeplade, med to af de bedste metalsange skrevet ever, er "Countdown" bestemt over middel med sine momenter. Youthanasia derimod har jeg dog aldrig kunnet høre helt igennem - den er simpelthen alt for poppet, og kedelig. Jeg har givet den flere chancer over årene, men altid med samme resultat - i skuffen igen, og samle støv.

Youthanasia er umiddelbart min favorit Megadeth-skive. Tror da vist også lige den skal have et genhør. Den har stået lidt for længe på reolen og kan sagtens luftes igen.

Toppen!

Youthanasia er umiddelbart min favorit Megadeth-skive. Tror da vist også lige den skal have et genhør. Den har stået lidt for længe på reolen og kan sagtens luftes igen.

Fin anmeldelse af super skive. Tror jeg hellere lige må have et genhør.

Klassiker

Fin anmeldelse af super skive. Tror jeg hellere lige må have et genhør.

Youthanasia har sine øjeblikke, men at kalde den for Megadeths bedste plade er useriøst.

Come on...

Youthanasia har sine øjeblikke, men at kalde den for Megadeths bedste plade er useriøst.