Optakt: Days of Darkness '17

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/46/f0/1f/-XTJ9784-64-1499246405-51-1509006673.jpg
25. Oktober 2017    

Devilution er i USA, hvor vi besøger den nye festival Days of Darkness, et amerikansk svar på Roadburn og et mekka for metalhoveder med hang til doom og historiske kultnavne. Læs mere om festivalen i vores optakt her.

Titel
+ Cirith Ungol + Manilla Road + Captain Beyond + Warning + Boris m.fl.
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Når man aldrig har besøgt den notoriske hollandske festival Roadburn, men til gengæld savner den danske Heavy Days in Doomtown, der i fire år fandt sted i Ungdomshuset, er det både rart og spændende at få chancen for at besøge en amerikansk pendant til disse.

Baltimore i staten Maryland har måske mest fame for at være hovedstaden for narkohandel gennem tv-serien ’The Wire’, men den er dog også kendt for andet. Her tilbragte poeten og horrorforfatteren Edgar Allen Poe adskillige år, også de sidste, af sit noget korte liv, og det er her, at B-films-instruktøren og kultpersonligheden John Waters har hjemme. Og så er det her, at teksten til den amerikanske nationalhymne, ’The Star-Spangled Banner’, blev skrevet tilbage i 1812.

I metaløjemed er byen også et samlingspunkt, for det er i Baltimore, at den anerkendte metalfestival Maryland Deathfest har fundet sted siden 2003. Arrangørerne bag festivalen, der er den største af sin slags i Nordamerika, har med tiden udvidet DIY-virksomheden og står således også bag arrangementerne California Deathfest og Netherlands Deathfest, hvor sidstnævnte foregår i Tilburg, samme sted som Roadburn.

Tidligere i år fulgte så annonceringen af den nye festival Days of Darkness, der finder sted den 28. og 29. oktober, weekenden lige op til Halloween. Hvor de øvrige festivaler er stærkt præget af ekstremmetal med vægt på død og black, er Days of Darkness en doomet modpol. Det er et amerikansk take på Roadburn-formlen, og uden at være helt så eksklusiv (der er for eksempel ikke nogen overordnet kurator for programmet her, som der er på Roadburn), så har Days of Darkness stadig et program, der ville kunne give de fleste doomhoveder udspilede øjne, nervøse tics og svedige håndflader af ren spænding.

Hos Days of Darkness er det ikke så meget den mere modesmarte Pitchfork-doom som Pallbearer, Khemmis og Windhand, der er i højsædet. Det er i højere grad kultnavne af både nyere og ældre grad, som appellerer til både de inkarnerede doomsters og de mere historieinteresserede. For en dansker består eksklusiviteten særligt i, at nogle af disse navne muligvis ikke vil nå Danmark eller endda Europa igen.
 
Devilution er til stede, når Days of Darkness i weekenden finder sted i Baltimores bymidte på spillestedet Rams Head, der også har ageret ramme for Maryland Deathfest siden 2014. For de interesserede læsere bringer vi her en oversigt over programmet inddelt i forskellige (indrømmet, lettere arbitrære) kategorier, der gerne skulle hjælpe på overskueligheden.

God læselyst – og så opfordres alle selvfølgelig til også at læse med, når vi afrapporterer fra festivalen efter hjemkomsten.

Hovednavnene:
Enhver festival har brug for hovednavne, og her er det de velkendte pionerer i Neurosis samt den spirituelle stenertrio OM, der giver deres eneste koncert i år på Days of Darkness. Hvor Neurosis har gæstet Danmark hyppigt, senest på Roskilde Festival tidligere i år oven på den glimrende albumudgivelse ’Fires Within Fires’, har OM blot spillet i Danmark to gange, henholdsvis i 2008 og 2013, begge gange på Loppen. Deres seneste koncert var en herligt stenet omgang, og vi håber på, at de såvel som Neurosis kan nå at få skabt deres karakteristiske tranceinducerende stemninger live, selv når de blot har en times spilletid til rådighed.

Kultnavnene del 1 – det nye:
Det er de helt store følelser, der trækkes på hos britiske Warning, der som ingen andre kan få selv de mest rå og inkarnerede metalhoveder til at synge igennem den gråd, der uundgåeligt må fremkaldes af briternes sørgmodige musik og forsanger Patrick Walkers lidende vokal. Det er på ryggen af det umanerligt smukke doomværk ’Watching from a Distance’, at bandet primært bygger deres ry, og det er den plade, de har spillet i fuld længde siden gendannelsen sidste år, der skete i anledning af pladens ti-års jubilæum. Warning optrådte på Roadburn tidligere i år og har nu nået USA, og vi ser frem til at opleve dem for første og måske sidste gang.

Kultnavnene del 2 – de historiske:
Under den vægt, som man tillægger navne som Black Sabbath, Candlemass, Trouble og Saint Vitus i doomhistorikken ligger også andre, mere underkendte bands. Et af disse er Cirith Ungol, der sideløbende med Dio var blandt de første til at blande fantasymytologi ind i heavy metal. Bandet blev dannet i Californien helt tilbage i 1972, men der skulle dog gå ni år, før debutalbummet ’Frost and Fire’ udkom i 1981 og viste et klassisk heavy metal-band med en meget distinkt vokal. Cirith Ungol udgav tre plader mere, herunder ’King of the Dead’ fra 1984, der anses som en klassiker i doomkredse, men gik i opløsning i 1992. For to år siden blev de gendannet med flere af de originale medlemmer og turnerer nu USA, men har kun givet enkelte koncerter i Europa i 2016.

Et andet kultnavn er Kansas-bandet Manilla Road, der, hvis man tæller en kort pause i 1990’erne fra, har eksisteret siden 1977 med sanger og leadguitarist Mark ”the Shark” Shelton som eneste konstante medlem. Ligesom Cirith Ungol udgav de i 1980’erne en række plader, der er klenodiemateriale i den mere episke ende af heavy metal, herunder ’Crystal Logic’ fra 1983. Manilla Road gav sidste år koncert på danske Metal Magic Festival, slap i sommers det nye album ’To Kill a King’ og er nu på turné for at fejre deres 40 års-jubilæum.

Endnu længere tilbage rækker festivalens ældste band, rockgruppen Captain Beyond, der blev dannet i 1971 og debuterede allerede året efter. Som en tidlig form for supergruppe bestod de af den tidligere Deep Purple-sanger Rod Evans, guitarist Larry ”Rhino” Reinhardt og bassisten Lee Dorman, begge fra Iron Butterfly, samt trommeslageren Bobby Caldwell, der forinden havde spillet med bluesguitaristen Johnny Winter. De udgav tre rockplader sammenlagt, hvoraf de to første – 'Captain Beyond' fra 1972 og 'Sufficiently Breathless' fra 1973 – anses som en slags proto-stoner-klassikere, der har haft afgørende indflydelse på stonerscenen. I dag er det dog kun Caldwell, der er tilbage i lineuppet (Reinhardt og Dorman døde begge i 2012), og det bliver derfor spændende at se, hvad Captain Beyond kan her i 2017 – og om de overhovedet kan noget.

Den fede doom og sludge:
Selvfølgelig skal der på en doomfest også være noget af den rigtigt fede doom. Her viser Days of Darkness sig dog en anelse tynd i programmet, for den tonsertunge doom og kværnende sludge, som eksempelvis Heavy Days in Doomtown bød på i rigelige mænder, er der ikke meget af her i programmet, hvor kvaliteterne er spredt ud på et bredt spektrum af udtryk.

Der er dog Bongripper, som forhåbentlig vil træde med en elefants ynde med instrumentale numre fra de glimrende plader ’Satan Worshipping Doom’ og ’Miserable’, ligesom Unearthly Trances knusende sludge nok skal få nakken og måske hele kroppen til at vugge. Crypt Sermons klassiske, Candlemass-inspirerede doom vil formentlig få hænderne i vejret og bidrage med en større episk følelse midt i al tyngden, og så er der amerikanske Cavity og Asthma Castle, der begge begiver sig i mere sludgede, bastante størrelser, hvor vokalen ikke nødvendigvis levnes meget plads i virvaret af tunge riff.

Stoner, psych og retrovibes:
I den lettere ende finder vi Elder, der nyder en stjerne hos en stor del af stonerpublikummet, men som desværre også har det med at kede live såvel som på plade. For denne skribent var der i hvert fald ikke meget, der fængede på det seneste album, ligesom koncerten i Pumpehuset var et langtrukkent showoff, der aldrig rigtigt mundede ud i noget. Bedre bliver det forhåbentlig med Ruby the Hatchets tunge psykedeliske rock, Night Demons klassiske NWOBHM eller det lokale band Alms’ orgelinfluerede retrorock.

Outsiderne del 1 – de tunge ikke-metallere:
Uden for det metallede repertoire finder vi nogle navne, der alligevel passer ind på sin vis. Herunder det evigt eksperimenterende, støjrockede og dronede japanske band Boris, der for blot et år siden spillede deres hovedværk ’Pink’ i fuld længde i Lille Vega. De er i øjeblikket på tour for at promovere deres nye plade ’Dear’ samt fejre deres 25-års jubilæum, men plakaten antyder, at de vil spille albummet ’Heavy Rocks’ i stedet – men om der så menes pladen fra 2002 eller 2011 (det er to forskellige), er ikke til at sige. Vi må se til koncerten.

Og så er der den vovede booking af hiphop-trioen Dälek, der alligevel er så tilpas eksperimenterende og tunge, at de appellerer til et metalpublikum og således kan bookes til Roadburn som tidligere i år, udgive plader på labels som Profound Lore og Ipecac Records og få dækning på prominente metalsites som Angry Metal Guy og Heavy Blog Is Heavy. De seneste plader, herunder den nye 'Endangered Philosophies', bærer præg af et mere shoegazet og atmosfærisk udtryk og viser en gruppe, der ikke er bange for at betræde nye stier, og som endda gør det med en støjende elegance.

Outsiderne del 2 – synthwaven:
I forlængelse af de ikke-metallede grupper finder vi et sært segment i programmet: Synthwave-navnene Perturbator, GOST, Dance with the Dead, Computer Magic og duoen med det dødsmetallede snyderlogo Le Matos. Denne retning af musik, der trækker på både horrorscores, sci-fi-soundtracks, synthesizerlegender som Vangelis og revivalister som Kavinsky, overlapper åbenbart så tilpas meget med doompublikummet hvad angår publikumstække, at arrangørerne har fundet det relevant at hive intet mindre end fem af disse navne ind. Perturbator spillede dog på Roadburn i år, og GOST er annonceret til næste år, så vi stoler på, at arrangørerne ved, hvad de har gang i.

Opvarmningen:
Som det ofte ses, har Days of Darkness også en prefest, der finder sted, aftenen før festivalen officielt går i gang. Og det siger altså sit om ambitionsniveau såvel som stilsikker smag, når man både har misantropisk sludgesmadder hos Cough, prominent stoner hos Acid King og mere humoristisk oldschool metal hos Slough Feg som opvarmning til ens festival. Tilføj her ydermere post-sludgerne i Inter Arma og de lokale stonerhoveder i Blood Mist, og man er sendt så godt afsted, at man muligvis er helt afbrændt, når festlighederne egentlig begynder.

Det vides endnu ikke, om Days of Darkness bliver en årligt tilbagevendende begivenhed, om det afhænger af succesen og indtjeningen dette første år, eller om det bare er en one-off festival, organisationen bag Maryland Deathfest har lavet, fordi man ville prøve noget andet til en afveksling.

Men lad det være sagt således: For en ung fyr med hang til tung og langsom musik, skal der gå rigtigt meget galt, for at Days of Darkness ikke bliver en succes.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her