Søvndyssende sanseoverload

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a2/2e/86/-T1X4312-81-1439220328-66-1500719901.jpg
21. Juli 2017    

Tidligere på ugen gav Elder og co. et talstærkt publikum guitarlir for alle pengene. Faktisk var der så meget strøm på spaden, at det blev trættende i længden og for meget af det gode.

Kunstner
Titel
+ King Buffalo + Child
Spillested
Dato
17-07-2017
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
2

Der var dukket pænt med publikummer op for at tage imod Elder, King Buffalo og Child denne aften i Pumpehuset. Tager man i betragtning, at det var en mandag i sommerferien, og at der som regel plejer at dukke færre publikummer op til koncerter i disse uger efter Copenhell og Roskilde Festival, var det forbløffende at se Pumpehusets caféscene være nogenlunde fyldt op. Tager man samtidig i betragtning, at Elder, trioen fra Massachusetts og aftenens hovednavn, var forbi København også i ’13 og ’15, var det på sin vis endnu mere påfaldende, at så mange rockhoveder rent faktisk havde fået slænget sig ud af deres sommerhuler for at tage til koncert. Respekt for det.

På den anden side er der ikke mange rockbands, der over de seneste fire-fem år har fået opbygget så stærkt et renommé i undergrunden, hvad angår det at give koncerter, som Elder. Jo flere gode koncerter, man giver, jo mere ros er der selvfølgelig at sprede imellem rockfolket. Derfor giver det også mening, at flere af hovedstadens heavyhoveder denne aften tilsyneladende har tænkt ”nu skal det fandeme være”.

Som det var tilfældet også under deres to tidligere besøg i landet, får man seriøs retroguitar for pengene, når man tager til koncert med Elder. Ikke kun af Elder, men igen og igen også af de opvarmningsnavne, som Elder hiver med sig. Denne aften i Pumpehuset delte de som nævnt plakat med henholdsvis Child fra Australien og King Buffalo fra New York.

Fattig bluesrock fra down under
Rent officielt, det vil sige på papiret, kan man selvfølgelig ikke få for meget rock. ”Jo mere rock, jo bedre”. Men så alligevel. Child er bandet, der giver rock, hvis ikke et decideret dårligt navn, så i hvert fald et lettere anonymt og idéløst navn. Den australske trio spiller bluesrock, som vi kender det fra Led Zeppelin, og som Jimmy Page i øvrigt kendte det fra blandt andet Muddy Waters og Howlin’ Wolf. Hvor Page og co. imidlertid tilføjede deres bluesrock et krydsfelt af barnlige opfindsomheder og overlegne eksekveringer, tilføjer Child bluesrock-genren tæt på ingenting.

Det sidste, Child egentlig tilføjede deres eget materiale denne aften, var en overlegen eksekvering. Tværtimod. Deres tilbagelænede indføling med de til tider halvopfindsomme sange, som man trods alt har at læne sig op ad på bandets andet album fra sidste år, ’Blueside’, forsvandt i det halvhjertede under koncerten i Pumpehuset. På plade har Child indtil videre vist sig at være et velspillende, men også temmelig upersonligt bluesrockband, som man har hørt det mange gange før. Når bandets indføling i liveregi samtidig forsvinder, kan man knap nok blive motiveret til at vrikke med tæerne, mens man varmer op med en fadøl i hånden. Godt var det ikke.

Med tåget fuzz på sinkadusen
Bedre, uden at blive helt godt, blev det, da King Buffalo efterfølgende gik på scenen og præsenterede deres anderledes, semipsykedeliske take på lidt-mere-end-semiopfindsom-bluesrock. King Buffalo er et af de senere bands til at udkomme på Stickman Records, hos hvem også Elder har udgivet deres to seneste studieplader. Som det var tilfældet med Child, bød også King Buffalo på en klassisk rockvokal, dog tilføjet en snert af ekkoeffekt, hvilket egentlig klædte deres i forvejen mere tågede fuzz-lydbillede. Uden på noget tidspunkt at bllive helt så sommeropstemt som det danske band, mindede King Buffalo mig hist og pist om københavnske Papir, hvis næste album i øvrigt også udkommer på Stickman Records. Ligeledes mindede King Buffalo mig om Rotor og om flere af de bands, der udkommer på pladeselskabet Elektrohasch Schallplatten, der udgiver stoner/bluesrockbands med afsæt i slut-60’erne og 70’erne, suppleret med anerkendende nøk til også Black Angels og Golden Void.

Men også King Buffalo var en generisk størrelse, og selvom de til tider fik aftenens publikum så meget med, at selv Elder blev slået i antallet af publikummer, der nikkede med i takt til musikken, var det svært for undertegnede at leve sig i deres blanding af svævende psychedelia og tydelige Cream-associationer. Lige så hurtigt som sangene var gået ind af det ene øre, fløj de ud af det andet. Selvom bandet lod til at leve sig ind i deres materiale med en særlig dedikation, manglede sangene i sig selv mere end nostalgisk, musikhistorisk dedikation. På plade beror King Buffalos sange enormt meget på lyden, og det er ikke utænkeligt, at koncerten have høstet point med en bedre og mere nuanceret lyd.  

Originale og fuld fart frem 
Elder derimod er det svært ikke at løfte på hatten mindst en lille smule for. De udfordrer tydeligvis sig selv på de plader, de smider på gaden. De vil mere end blot stå på skuldrene af den musikhistorie, også de dyrker. ’Reflections of a Floating World’, som bandets fjerde og seneste studieplade hedder, synes tilmed at være det udspil, den unge trio til dato rent ekvilibristisk har udfordret sig selv mest på. Modsat Child og King Buffalo formår Elder rent faktisk at tage udgangspunkt i genkendelige signaturer fra genrer som hovedsageligt stoner og psykedelisk metal, uden at det færdige resultat synes at være hørt helt sådan før. Elder benytter genkendelige genrer til at komme frem til et originalt bud på, hvordan moderne progressiv stoner metal kan lyde. Det i sig selv er godt gået.

Det, der imidlertid bider Elder i røven, er deres blaserte take på det at spille rockmusik. Der er en selvglad, ungdommelig uforskammethedover deres take no prisoners-kompositioner, hvilket på én gang er deres styrke og svaghed, alt afhængigt af ørerne, der lytter med. Det er ikke en dum idé at blande Alex Lifesons ekvilibrisme med Kyuss’ tungere stålfasthed. Det er heller ikke en dum idé netop at nedskalere rytmesektionen i lydbilledet for i stedet at koncentrere sig om et mættet prog-udtryk, der på den måde hovedsageligt beror på guitarspillet. Det færdige resultat er som nævnt tilmed ret originalt.

For dette sæt ører bliver det dog trættende i længden. Og det kommer i øvrigt fra en gut, der ellers var okay begejstret for bandets forrige plade, ’Lore’ (2015). Det bliver i særdeleshed trættende, når det varer ved i to timer, som det gjorde i Pumpehuset. Det paradoksale ved Elder er, at de på én gang er ganske opfindsomme og gabende upersonlige, nærmest maskinelle. Det var ikke en upersonlig koncert, de mandag aften gav i Pumpehuset. Bandet var tilmed oplagte. Det blev simpelthen bare for meget og for trættende i længden.

Child: 1/5
King Buffalo: 2/5
Elder: 2/5

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her