Vagttårnet: Seal the Deal & Let’s Boycott Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/25/9d/34/-H1W6126-62-1503645734.jpg
25. August 2017    

Metalscenen har længe haft et horn i siden på Volbeat. Det lader til, at det er gensidigt.

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv, Forum 2009)

I hvert fald har Volbeats management afvist at akkreditere Devilution på lige fod med de andre danske medier, der dækker bandets store homecoming-bal i Parken på lørdag.

Vi ved ikke hvorfor. Der er ingen forklaring fra Volbeats side.

Vi ved, at stort set alle andre danske metalmedier er akkrediteret. Også medier, der – deres øvrige kvaliteter ufortalt – har væsentligt lavere læsertal og kortere historie med bandet. Det er med andre ord næppe et tilfælde, at lige netop Devilution er udelukket.

“Vi er naturligvis med og dækker begivenheden behørigt,” skrev vi forleden i vores tidsrejse gennem Volbeats historie, for selvfølgelig skulle vi det. Som det blev demonstreret i artiklen, har vi fulgt Volbeat siden den allerspædeste begyndelse, og vi har anerkendt det kæmpe stykke arbejde, der ligger til grund for den succes, de oplever i dag.

For Volbeat er det kommercielt og publikumsmæssigt set største danske metalnavn nogensinde. Det er sket på bekostning af metallen til fordel for en radiohitsøgende, formularisk syng-med-heavyrock, men hvad Volbeat har mistet i støtte fra die hard-metalfans, har de vundet hundredfold, tusindfold i det brede publikum.

Det publikum er nemlig fløjtende ligeglade med, om vi kan påpege fodfejl hos bandet. Om vi kan se, at de kører den på rutinen, at de virker trætte og uinspirerede. Og det har Volbeat efterhånden gjort et stykke tid nu. De seneste tre koncerter, vi har anmeldt – Wacken i august og Forum og Boxen sidste oktober – har fået karakteren to ud af fem. Også på plade forfalder Volbeat nu til en sikker formel, som vi påpegede sidste år.

Manglende format

Hvad gør dét det brede publikum? Kan de ikke være bedøvende ligeglade med, hvad et medierne synes, hvis de blot ønsker en fadølsfest?

Ikke hvis vi tager musikken alvorligt. Hvis vi mener, at det er den, vi kommer for – og ikke for dansen, fællessangen og øllen. Og ikke hvis vi mener, at Volbeat ikke giver deres loyale publikum en ordentlig behandling med halvsløje koncerter langt under niveau.

Går man Devilution-arkiverne igennem, har vi ikke været urimelige eller unødigt kritiske. Vi har gennemgående behandlet bandet positivt. Over 35 anmeldelser siden januar 2005 har de en gennemsnitsscore på ganske anstændige 3,8/5, og selvom tendensen har været nedadgående de senere år, vidner det i lige så høj grad om, at vi har vænnet os til at forvente os mere af bandet. Mere end “en kedelig og uinspireret koncert med et mægtigt Volbeat på vågeblus,” som vi skrev efter Wacken. Eller som vi konkluderede efter Boxen og Forum: “Koncerten var simpelthen flad fra start til slut,” og “ellers haltede Volbeat afsted.” Det er ikke en kritik, vi står mutters alene med: Forleden anmeldte Ekstra Bladets Thomas Treo bandets koncert i Hamborg med indvendinger, der i det store hele matcher dem, vi er kommet med på det seneste.

Det er svært ikke at få den tanke, at udelukkelsen kan have noget med det at gøre. At selvom billetsalget er højt, er man ikke for fine til at være smålige, når man modtager kritik. At Volbeat selv vil styre, hvordan de bliver beskrevet. Det er en mistanke, der kun bestyrkes af bandets reaktion på vores involvering i en bog om Michael Poulsen, der ikke tegnede et perfekt billede af det perfekte menneske i det perfekte band. Har man en anden holdning, er man øjensynligt ikke længere velkommen indenfor. Så er man Devilution non grata.

Ligeledes er det svært ikke at trække de store linjer til den tendens, man ser hos visse udenlandske politikere, der enten fornedrer eller decideret udelukker den del af den frie presse, der ikke gengiver deres budskabet ukritisk. Det er langt fra den fri presse og frie debat med viljen til at interagere med dem, man ikke deler standpunkt med, som vi gerne bryster os af. Viljen til at lytte til andres holdninger er under pres. Ikke kun når man er præsident i USA. Nu også, hvis man som kunstner har været rigtig længe i USA og har amerikansk management. Så er det parolen ‘either you’re with us or you’re against us’, der styrer showet og hvilke medier, der bliver akkrediteret begivenheder, der har stor bevågenhed i befolkningen.

Vi forventer format af Volbeat. Det har de nu med al tydelighed demonstreret, at de ikke besidder.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her