Da Dyret endelig kom

I 2008 spillede Iron Maiden som det første store internationale metalband i Colombia for titusindvis af fans. Det førte til kæmpe optøjer, men også til en spillefilm om to drenge, der prøver at komme gennem Bogotá og ind til koncerten. Instruktøren bag ‘La noche de la bestia’ fortæller om vold, metal, guerillafilm og nostalgi.

Det var en af de andinske nætter, der var forudbestemt til at gå over i historien. På godt og ondt. Med flere årtiers forsinkelse skulle Iron Maiden i februar 2008 endelig spille deres første koncert i Colombias hovedstad, Bogotá, og enhver, der har bare et overfladisk kendskab til såvel metalkulturen som de sociale spændinger i landet, kunne forudse, hvordan det måtte udarte sig: Triumfen var så godt som sikker, det samme var optøjerne. 

Op mod 40.000 fans fra hele landet såvel som nabolandene Venezuela og Ecuador valfartede med dyrtkøbte billetter til den centrale Parque Simón Bolívar, og det samme gjorde tusinder af fans og dem, der bare gerne ville være en del af begivenheden, men ikke havde fået billet. Under koncerten blev hegnene væltet, folk stormede ind og klatrede op på barriererne for at få et glimt af de engelske helte. Der udbrød kampe mellem de indtrængende og politiet, adskillige blev såret på begge sider af frontlinjen, over 100 blev arresteret, og metalkoncerters fremtid i parken og byen i det hele taget hang i en tynd tråd, netop som de var kommet i gang.

Det er ikke en unik historie for Colombia: Over hele Latinamerika har heavy metal haft en kolossal og imponerende loyal fanskare, men de store navne spillede stort set ikke i Sydamerika før et godt stykke oppe i 90’erne. Militærdiktaturer, kup i en lind strøm, sociale uroligheder og en økonomisk krise, der plagede hele kontinentet, gjorde det ikke attraktivt for amerikanske og europæiske bands at turnere her, slet ikke, når man samtidig tog de enorme geografiske afstande mellem hovedbyerne, sådan en tour ville indebære, i betragtning. Den historie har vi på Devilution allerede fortalt om både Peru, Chile og Brasilien. I den nordamerikanske del af Latinamerika havde Metallicas koncerter i Mexico City i februar 1993 allerede demonstreret, hvad den slags kunne lede til af optøjer med kæmpebål og endnu større slagsmål med politiet.



Men i 2008 Iron Maiden kom Iron Maiden til Colombia. Og alle colombianske metalfans skulle se dem. Bortset fra én. Mauricio Leiva-Cock var dengang i midten af 20’erne og i gang med sin master på filmskolen på Columbia University i New York. Hans kortfilmdebut lå endnu et par år ude i fremtiden, men da han vendte hjem til Bogotá, fik han hurtigt en idé til, hvad hans spillefilmsdebut skulle handle om.

– Jeg sad en aften på en metalbar i Chapinero-kvarteret i Bogotá sammen med nogle venner, hvor vi hørte Sabbath, Motörhead, Slayer og Maiden, og de fortalte om den koncert med Maiden, som de allesammen havde været til. Den aften opstod de to hovedpersoner, Vargas og Chuki, i hovedet på mig.

Venskab fremfor musik
Lige nu er han i gang med post-produktionen af spillefilmen ‘La noche de la bestia’ – Dyrets Nat. Om alt går vel, får filmen i slutningen af året premiere på nordamerikanske og europæiske filmfestivaler. ‘La noche de la bestia’ handler om de to teenagedrenge Vargas og Chuki, som lykkes med at sikre sig billetter til koncerten med Iron Maiden, men bliver rullet på vej gennem Bogotá og får stjålet billetterne, så de ender midt i optøjerne i Parque Simón Bolívar. Det er en coming of age-film og en kærlighedserklæring til Bogotá, fortæller Mauricio Leiva-Cock entusiastisk.

Ligger der en symbolik i, at når det endelig lykkes at få Iron Maiden til landet, får de stjålet billetterne?

– For mig er det fremfor alt et symbol på venskab. Jeg vil jo ikke afsløre, hvordan det ender for dem, men min pointe er, at musikken altid vil være der: Venskabet er meget vigtigere, de beslutninger, man træffer for sig selv, er vigtigere. Der er også en vis nostalgi over det i forhold til mine egne ungdomsår i byen: Bogotá er ikke nogen nem by at bo i. Det er et kaos, men det også er et kulturelt kaos. Vi ligger højt oppe i Andesbjergene, og det skaber en anden type energi, end man får i andre latinamerikanske byer. Det var mit ønske med denne film at skabe en hyldest til noget af alt det, Bogotá er, siger han med næsten tindrende øjne.



Den hyldest og nostalgi spiller også ind i filmens handling, der i lange træk udspiller sig i de bogotanske gader, som de to drenge traver igennem for at skaffe billetter i en metalbutik og for at komme til parken, hvor koncerten skal foregå.

– Jeg gik de samme lange ture gennem byen i mine teenageår. Vi mødtes med venner og vadede rundt i byen og snakkede og hørte metal.

Men filmen viser så også, at det ikke er videre trygt?

– Colombia var stadig i krig på det tidspunkt, og indbyggerne i Bogotá var trætte af det. Men den vold, der er i filmen, findes alle steder i verden: Jeg er også blevet rullet i New York og Bangkok, det er ikke noget særligt for Bogotá. Men jeg ville ikke skjule, at det også er en del af byen, selvom jeg er stolt af den.

Volden
Når Mauricio Leiva-Cock taler om den vold, der er på gaden, kalder han den “la violencita”: småvoldelighederne. Ikke for at affeje den som ubetydelig, men for at adskille den fra Volden med stort V, La Violencia. Fra 1964 og frem til nedlæggelsen af våbnene og fredsaftalen i 2017 kæmpede den marxistisk-leninistiske guerillabevægelse FARC-EP mod regeringsstyrkerne og USA-støttede militser en beskidt krig med bortførsler, summariske henrettelser, terrorangreb og narkotrafik for at finansiere det hele – på begge sider, vel at mærke – og den colombianske befolkning var gidsler i en konflikt, som internationale interesser kun bidrog til at trække i langdrag.

Det var den konflikt, der afholdt Iron Maiden og alle andre store, internationale bands fra at spille i landet. Under hardlinerpræsidenten Álvaro Uribe fra 2002-10 eskalerede konflikten, men i slutningen af 00’erne var FARC-EP ved at være udmattede, samtidig med at flere internationale parter pressede på for at mægle i konflikten.

– Fra slutningen af 80’erne og frem til 2008 havde vi en voldelig periode, og det gjorde mange bange for at komme hertil. Iron Maiden var det første store band, der spillede her. Det, der skete i 00’erne, var, at flere af de store virksomheder begyndte at åbne op, og vi oplevede begyndelsen af et økonomisk boom inden Finanskrisen, selvom sikkerheden stadig var meget relativ.

Iron Maiden var et af de bands, alle kunne samles om i Colombia, og for Mauricio Leiva-Cock handler det derfor også om i ‘La noche de la bestia’ at vise det, det splittede colombianske folk var fælles om: metallen. Ligesom det handlede om at vise udenforstående, at metal var mere end optøjer i parken og de ekstremt sataniske bands som Parabellum, Sacrilegio, Masacre og Inquisition, der var opstået i byerne Medellín og Cali og havde fået kultfølge udenfor landet.

– Metalfans er ikke allesammen satanister. Metalfans vil også bare gerne have kærester, de vil drikke sig fulde, de vil høre musikken.



Guerillafilm
Den vinkel og sammenkædningen med den historiske koncert var Mauricio Leiva-Cocks indgangsbillet til det colombianske metalmiljø, der har støttet filmen gennem produktionen.

– Alle skuespillerne i filmen er metalfans. Der er kun tre kvindelige roller, som er skuespillere, resten er metalfans, og vi har flere cameos med musikere fra Darkness og Vein samt Doctor Rock, som var en lokal berømthed, der skrev om metal og arrangerede koncerter. Han nåede lige at være med, inden han døde sidste år.

For at genskabe koncerten med Iron Maiden kom filmholdet i kontakt med Chucky García, der arrangerer den årlige festival Rock al Parque med titusindvis af gæster i Parque Simón Bolívar. Festivalens første dag er traditionelt metaldag, så Mauricio Leiva-Cock skød en del af filmens afgørende scener i parken under festivalen, hvor publikum agerede de tusindvis af statister. Det var samtidig Chucky García, der hjalp dem med at sikre rettighederne til at bruge musik af colombianske metalbands i filmen. 

Den samme metode blev taget i brug, da scenerne i Bogotás gader skulle filmes.

– Vi filmede på guerillametoden og løb gennem gaderne, ler Mauricio Leiva-Cock

Selvom han i det til lejligheden nystartede produktionsselskab Fidelio havde fået en producer med, der var vant til at arbejde med kommercielle produktioner og var vild med idéen om en film, der handlede om metalfans, mødte de ikke den samme beredvillighed hos myndighederne.

– Vi havde ikke penge nok til at sikre os alle de tilladelser, vi skulle have, og det her var ikke det Colombia, myndighederne ønske at vise frem for omverdenen. Det er helt anden historie om Colombia end den, man fra officielt hold gerne vil vise.



Eddies velsignelse
Den sidste forhindring, der skulle overvindes, var at få Iron Maidens tilladelse til at lave en spillefilm med dem som omdrejningspunkt.

– Vi havde ikke noget navn, der kunne åbne døre for os. Jeg har kun lavet kortfilm inden ‘La noche de la bestia’. Hvis ikke vi fik tilladelse fra Iron Maiden, ville vi være på den. Vi ville måtte nøjes med at lave guerillafremvisninger af filmen på gaden. Men vi fik kontakt med en amerikansk producer, som sendte nogle klip til deres management, og til sidst kontaktede Phantom Music os og sagde: Godt, lad os tale sammen. De kunne lide filmen, de kunne lide Chuki, den tykke dreng, og de sagde helt basalt: What do you need? fortæller Mauricio Leiva-Cock med lettelsen stadig tydelig i stemmen.

– Vi fik lov at bruge otte sange med Iron Maiden, vi fik lov at bruge Eddie the Monster, vi fik lov at bruge deres logo på de T-shirts, de medvirkende har på. Det eneste, de krævede, var, at resten af den musik, der var med i filmen, skulle være colombianske bands. De ville gerne støtte den lokale scene på den måde.



Missionen lykkedes. I slutningen af året, muligvis allerede i september eller november, får ‘La noche de la bestia’ premiere. Og dens grundlæggende budskab holder for Mauricio Leiva-Cock:

– Det er en film for mine venner i metal. Det er der heldigvis rigtig mange, der er blevet glade for. Der har været en del snak om den i Chile og Mexico allerede. Folk kan identificere sig med historien. Der er en god vibe omkring den.

Det var der også om Iron Maidens koncert i Bogotá. Trods alt. Bandet vendte tilbage året efter og spillede igen for op mod 40.000. Optagelser fra koncerterne og fra optakten til dem kan ses i dokumentarfilmen ‘Flight 666’. Historien om alt det, der foregik rundt om Iron Maiden og koncerten i 2008, kommer til at kunne ses i ‘La noche de la bestia’.