Publikum er blevet mindre til den rene metal

På Roskilde Festival er metal blot én ud af en række forskellige rytmiske genrer. Men metal har en energi, som festivalen kan nyde gavn af, fortæller Stefan Gejsing fra festivalens musikgruppe. Det gælder bare om at finde den rigtige type metalnavne med crossover-potentiale.

Roskilde Festival skulle have fejret 50-årsfødselsdag lige nu. På sin egen perverse måde er der noget næsten passende i, at det skulle blive en omstændighed, som lå fuldstændig uden for festivalens indflydelsessfære, der aflyste jubilæet. Ikke et modelune, ikke en ændring i folkestemningen, ikke en ulykke, ikke engang bare et uvejr, hvor de kunne have lagt ekstra flis ud: Alt det har Roskilde Festival oplevet og overlevet. Flere gange. Festivalen har tilpasset sig og omstillet sig, og på den måde har den bevaret sin relevans. Den er – på godt og ondt – forblevet ung.

Det er derfor, der er så meget af det, 40-årige festivalveteraner med en hånlig mine kalder “umtja-umtja” og “P3-pop”. Uden at tænke nærmere over, at deres forældregeneration i sin tid opponerede lige så heftigt mod punk og heavy metals indtog på festivalen på bekostning af hippierocken.

Men det er også derfor, metal spiller en stadigt mindre vigtig rolle for festivalen – og Roskilde Festival spiller en mindre vigtig rolle for metal. Et væld af større og mindre festivaler dedikeret til metal er poppet op: Som metalfan er man ikke længere nødt til at tage til takke med de metalnavne, Roskilde Festival et givent år tilgodeser én med.

– Copenhell er kommet til, og den er fed, jeg er der selv hvert år. Det er hos dem, man kan se de store, ældre navne. Det er de rigtig gode til; vi vil gerne være gode til noget andet. Vi komplimenterer hinanden, vil jeg sige.

Det, de unge vil høre
Ordene er Stefan Gejsings, og han er på sin vis billedet på den udvikling, metal har gennemgået på Roskilde Festival. Stefan Gejsing voksede op i Esbjerg i begyndelsen af 90’erne, hvor bands som Invocator og Eidetic gjorde fiskeindustribyen til et knudepunkt for dansk metal. Han blev naturligt en del af miljøet, arbejdede som lydmand på Tobakken, men i løbet af 90’erne begyndte han at interessere sig for alt mulig andet end metal og spillede bl.a. i indiebandet Diefenbach. Det var først, da han i 2008 trådte ind i musikgruppen på Roskilde Festival, han vendte tilbage til metal.

– Da jeg blev ansat, blev jeg spurgt, om jeg helst ville tage mig af hiphop eller metal. Og det var rimelig nemt for mig at træffe det valg.



Men vilkårene for metal havde ændret sig:

– Historisk set var der i 90’erne meget mere rock, fordi grunge var stort, og der var flere nye, større metalbands. Det afspejlede programmet; den udvikling skal festivalen jo følge, understreger han.

– For tiden er der meget pop på festivalen, for det er det, de unge vil høre.

Det er præmissen: Roskilde Festival henvender sig til et yngre publikum end Copenhell, og det må nødvendigvis afspejle sig i de navne, man booker. 

Men det er også et publikum med et langt mindre ortodokst forhold til genrerne end dem, der kommer på nichefestivalerne. Også på den måde minder de om Stefan Gejsing selv. Den stereotype metalfan, der kun kommer for søndagsdøden og nøgenløbet, ses stort set ikke længere på Roskilde Festival.

– Vores publikum interesserer sig for meget forskellig musik. Hver enkelt af dem. Det kan vi se, når vi offentliggør programmet, hvor folk bliver irriterede over, at Job for a Cowboy ligger sammen med et eller popnavn, hvor vi aldrig havde forestillet os, at der skulle være et overlap. I 90’erne var det meget mere segregeret. I dag er publikum en spejling af, hvordan de bruger musikken: På Spotify kan folk sagtens have både Billie Eilish og Gojira liggende  på deres spillelister. Og så handler det jo bare om at finde nogle sjove, nye, unge artister til dem.



Kultursammenstød i moshpitten
Men metal er jo ikke særlig ungt. Hvilken rolle udfylder metal på den brede palette af genrer, Roskilde Festival tilbyder?

– Det er en genre og et publikum, der giver en kæmpe energi til koncertoplevelsen. Det er det, som den elektroniske musik og hiphop tildels har overtaget – hiphop har jo direkte stjålet moshpitten fra os – men den energi, der er i en metalkoncert, den skal vi udnytte.

Det blev en balancegang efter ulykken under Pearl Jams koncert på Orange Scene i 2000, hvor ni mennesker mistede livet. Det betød i de efterfølgende år, at festivalen var ekstra strikse med sikkerheden for at forhindre noget tilsvarende i at ske igen. Og for at sikre, at ingen skulle være bange for, at noget kunne ske.

– For seks-syv år siden begyndte vi at se på, hvordan vi kunne tage nogle flere elementer fra metalkulturen ind i festivalen igen.

Med andre ord: Hvordan man kunne lade metalkoncerter være rigtige metalkoncerter igen, med alt hvad det indebærer af moshing, crowdsurfing og circlepits. Det skulle bare foregå på en forsvarlig måde.

– Metalpublikummet er enormt godt opdraget. I en circlepit ved alle godt, hvad der sker. Vi fandt på at lave et symbol i programmet, der viste, at her var der en chance for, at det blev en high energy-koncert. På den måde kan vi klæde publikum på til en oplevelse, de måske ikke er vant til. De er opmærksomme på, hvad der kan ske. 



Det er et punkt, som også Devilution har påpeget potentielle problemer i: Metalkoncerterne på Roskilde Festival kan tiltrække et publikum, der kommer for energien og moshpitten uden at have den basale forståelse for, hvordan man gebærder sig i sådan én. Det kan simpelthen blive for voldeligt, fordi de nytilkomne ikke har metalpublikummets stammeblik for, hvornår nogen har brug for hjælp.

Den kritik giver Stefan Gejsing ikke meget for:

– Sådan var det jo også, da man selv startede i det. Der vidste man heller ikke noget om det, men man var fascineret af det og fandt en vej ind i det. Og så vil man gerne give andre den oplevelse. Metalpublikummet er gode til at hjælpe andre med at få den oplevelse. Vi har kun haft positive oplevelser med det. Selvom der selvfølgelig nogen gange er nogen, der brækker en skulder eller får nogle knubs. Men for mig har Roskilde altid været en festival, hvor jeg kom hjem med nogle musikoplevelser, jeg ikke havde regnet med. Et sted, hvor man det ene øjeblik kunne se Mayhem og det næste Jeff Buckley. Det er det, jeg synes er det fede ved Roskilde Festival: Alt det, man ikke ved hvad er. Det er der, vi er opdragende.

Metal er stagneret
For nogle år siden efterlyste Devilution på lederplads den næste generation af store metalnavne. Dem, der kunne tage over efter Black Sabbath, Motörhead, Slayer, Metallica, Iron Maiden, Judas Priest og de andre store navne, der enten allerede har takket af eller begynder at nærme sig det punkt, hvor en tilbagetrækning ikke vil komme som et chok for nogen.

Den bekymring deler Stefan Gejsing i allerhøjeste grad som metalbooker.

– Metal kan godt virke stagneret. Man snakker stadig om Lamb of God, som om de er et ungt band, selvom de altså har spillet i over 20 år. Eller Slipknot og Mastodon. 

Derfor er langt de fleste af de metalbookinger, Stefan Gejsing laver, blandt de relativt mindre og mere eksperimenterende bands. Roskilde Festival er ikke på nogen måde en metalfestival, men den har alligevel fået ry som det sted, man kigger hen, hvis man vil opdage ny metal.

– Jeg kan godt lide de ekstreme metal-ting. Det er tit der, udviklingen sker. I og med at vi er så divers en festival, der ikke har et publikum, der hører metal, men et publikum, der interesserer sig for alle mulige ting, er det altså begrænset, hvor mange store metalbands vi kan komme på Orange. Vi er nødt til at erkende, at publikum er blevet mindre til den rene metal. 



Med enkelte undtagelser.

– Metallica ville stadig kunne gøre det, men Judas Priest er blevet for gamle. Det er ærgerligt, at vi mangler de større, nye bands. Jeg kan godt finde ting til Arena, men det er svært at finde noget til Orange.

I stedet har Roskilde Festival profileret sig på metalnavne med et markant crossover-potentiale.

– Hvis man er inde i rock, vil man kunne genkende noget i bands som Kvelertak, Red Fang eller Down. Eller Power Trip: Hvis man er inde i rock, kan man ikke andet end elske Power Trip. 

Og så har Roskilde Festival været stedet, hvor man præsenterede den metal, som ofte kan falde mellem to stole på nichefestivalerne. I år skulle Nyredolk, Orm og Heathe have tegnet alsidigheden i, hvad der sker i dansk metal lige nu, tidligere har Stefan Gejsing booket sludge-pakker eller lavet et segment med funeral doom.

Da Lamb of God reddede dagen
På 12 år har Stefan Gejsing både oplevet, når det hele gik op i en højere enhed, og et stort publikum uden for metal blev inviteret ind til en helt særlig oplevelse – og de gange, hvor det overhovedet ikke gjorde.

– Jeg havde set Liturgy på Roadburn, og det var fuldstændig sindssygt. Det tændte noget i mig, og jeg forsøgte tre år i træk at booke dem. Da det endelig lykkedes, skete der det latterlige, at de smed Greg Fox ud. Altså manden, der for mig og mange andre simpelthen var Liturgy. Så de kom som en duo med trommer på et backingspor. Det var en kæmpe skuffelse i forhold til, hvad jeg havde oplevet. Så nærmest i protest inviterede jeg Greg Fox til at komme året efter, og han havde så mange projekter, at han bare blev der hele ugen. Det var ret fedt.



I den anden ende af skalaen er det svært at komme uden om den koncert med Lamb of God, som Devilution gav spræng-skala-karakteren 666.

– Det var én af de gange, hvor tingene bare lykkedes på Arena. Det var ellers lidt en stressdag, fordi Einstürzende Neubauten nægtede at gå på, så det hele blev forsinket. Det betød, at Enslaved også blev forsinket, og det var ellers timet sådan, at der lige var et kvarter, fra deres koncert sluttede, til Lamb of God gik på. I stedet skred størstedelen af teltet efter ti minutter, og det var virkelig synd, for det var lige efter ‘In Times’, hvor de havde momentum. Men Lamb of God: Jeg tror aldrig, at lyset på Arena har siddet så godt før eller siden. Og de har en pissegod lydmand. Det kunne man også høre på Copenhell nogle år senere. Så det var den kombination og så det, at de kom tilbage, efter Randy Blythe havde været anholdt i Tjekkiet [for uagtsomt manddrab på en fan, han havde skubbet ned fra scenen - red.]. Man havde næsten troet, at de ikke ville komme tilbage, men det gjorde de, og de gjorde det kl. 23 fredag aften på Arena.

For en stund var det ikke længere helt unge yngre band, som aldrig rigtig helt havde indfriet forventningerne eller overtaget tronen fra de store metalnavne, det perfekte metalnavn til Roskilde Festival. De lavede en fest, som alle kunne se sig selv i. Både metalpublikummet og det nysgerrige publikum udefra.

Og det er de oplevelser, Stefan Gejsing også fremover skal sikre på Roskilde Festival. Med metal som en del af et større hele. Hvor vores musik udfylder en rolle i stedet for at være endemålet.