Copenhell 23: Labil lørdag
Trods en forsinket start for vores reporter blev det en lang dag på Refshaleøens nu regnvåde beton, asfalt og træflis. Men det hele endte godt i dødens favntag!
Let forsinket af behovet for at sove oven på tre dages dobbeltliv som ansvarlig far/lydig deltager i kapitalismens dødsspil og aften og natteaktiv anmelder ankom jeg til Refshaleøen og nåede lige at fange de sidste sange med Shaam Larein på vej hen mod scenen, men ak, det var slut, da jeg nåede frem.Til gengæld var regnen begyndt at dryppe. Ærgerligt, for Shaam Larein var gode.
Men så var der jo tid til at få sig lidt at spise, som ikke var gårsdagens pænt elendige fish’n’chips til late-stage-kapitalistiske 149 fucking kroner (I ved selv, hvem I er), inden turen igen gik mod Copenhells bedste scene, Gehenna, for at opleve en god gang gammeldags, læderhandskeklædt black metal. Spectral Wound skuffede ikke, selv om bandet ikke ligefrem kæmper for at vinde nyt musikalsk territorium, men hvad gør det også, når man har godt styr på de musikalske virkemidler? Vores anmelder var også godt underholdt af gruppens stemningsfulde musik. Der blev også uhygget om os på rigtig fin vis. Så fint, at jeg ikke nåede over til nu-metal med Forever Still.
Hvad Angus McSix gik og rodede med ovre på Hades, må I selv læse jer til her, for jeg havde ærligt talt ikke overskud til at tolere hans plasticrustningsklædte fjollepower.
Men nu bliver det svært
Overskuddet blev også udfordret ovre på Helviti, da bluestungrockens grand old man Billy F. Gibbons skulle optræde. Udfordret, fordi blandt de ting, jeg føler en stærk æstetisk afsky over for er bluesrock, uironiske cowboyhatte (og også i høj grad ironiske, faktisk) og ting fra Texas, men håbet er lysegrønt, Gibbons’ guitar var lyseblå, og det skulle da lige prøves på. Jeg holdt til omkring ”Beerdrinkers and Hellraisers’, før jeg måtte kapitulere. Heldigvis var vores anmelder mere begejstret end denne sure smagsdommer. .Så følte jeg mig langt mere på hjemmebane på Gehenna til Night Fevers melodiske hardcore, der gav mig Danzig-vibes uden at forfalde til uselvstændige copy-paste-strategier. Det var rart at se københavnerne folde det ud.
Og det var rart, at dagen ikke udfoldede sig så dramatisk som gårsdagen havde gjort med faldne storskærme, aflysninger og så videre, men vejret var ikke ligefrem optimalt her sidst på eftermiddagen, men det stoppede på ingen måde Fishbone, som fik skabt en fest med en veloplagt koncert, hvor de politiske budskaber lurede lige under overfladen. Herefter var det tid til en forfriskning i Brooklyn-bryggeriets bar, som er hyggelig, trods den uhyggelige beliggenhed i Peter Madsens ubådshal, inden turen gik til Helviti for at se, hvad Papa Emeritus og hans navløse ligånder gik og havde gang i. Jeg kedede mig ikke helt så meget som vor anmelder,, men humøret var også til bare at hygge lidt med musik, hvor indsatsen fra min side kunne være lav. Dertil var Ghost med deres underholdende sceneshow og ikke-krævende musik egentlig ret fint. Det var nemlig tid til at lade op til det, der for mig på forhånd var udpeget som det formodede højdepunkt på festivalen, nemlig koncerten med fænomenale Blackbraid på den knap så fænomenale Pandæmonium-scene. Det var ganske enkelt fuldstændig vanvittigt, så god den koncert var, og vores anmelder kastede da også den sjældent brugte 666-karakter efter Sgah’gahsowáh og kompagni. Det var fuldstændig fantastisk at overvære. Hvad skulle dog kunne flå mig ned fra lykkens tinder efter sådan en sublim oplevelse? Selv ikke det faktum, at jeg gik glip af Gaerea, som spillede en rigtig god koncert på Gehenna næsten samtidig, kunne vælte mig. (Hvad tænkte I dog på, Copenhell?) Selv ikke den silende regn kunne ødelægge mit humør. I stedet sendte jeg regnen en fuckfinger med en vejrukarakteristisk Aperol Spritz. Intet kunne få mig ned i kulkælderen.
Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej.
Undtagen dette. Mødet med mine barndomshelte Guns 'n' Roses, mit gateway-drug til hårdere, bedre og mere eksperimenterende musik. Sikke dog en ynk. Jeg gentager: Sikke dog en ynk. Jeg vidste godt, jeg ikke ville få en tidsmaskine til 1987, så jeg kunne se bandet i deres cykelshorts- og stramme jeans-heyday, men trods lave forventninger, var jeg alligevel mildest talt undervældet. Når Axl ikke kan synge, og vildskaben er skruet ned på 25 %, så står G’n’R tilbage med en bunke ret ligegyldige rocksange og nogle perler, de ikke længere kan yde retfærdighed. Copenhell, hold op med at hyre bands, der er spøgelser, og hyr nogle, der kan synge om spøgelser, tak. Eneste reelle optur var, at jeg tilfældigt stødte på Jacob Knudsen, som jeg fotograferede i hans cool battlesmækbukser, som også i år bar dette herlige fashion statement.
Jacobs dom over Guns var: “De har skrevet nogle gode sange. Det er det bedste, jeg kan sige.” Hans bedste festivaloplevelse i år var koncerten med END dagen før, og jeg var naturligvis enig med ham i, at den var fremragende. Således opmuntret var det videre til Gehenna for at opleve mægtige Afsky, som har virkelige fremragende plader og et decideret mesterværk i bagkataloget, så en værdig afslutning på festivalen var næsten garanteret, og jeg blev bestemt ikke skuffet, som man kan læse her. Det var en vidunderlig oplevelse at høre bandet, der virker til at være i spillemæssig topform lige nu, så af hjertet tak for koncerten, Afsky, og for at rense mit sind og mine ører for den ynkværdigt almodische sleaze, jeg havde hørt lige før. Hvad gør da også et par mudderhuller af slaphed, når man får serveret hele to blændende koncerter med dybt personlig black metal?
Tak for i år, Copenhell.