Days of Darkness '17: Søndag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/41/97/a9/DSCF5186-99-1509906055.jpg
05. November 2017    

Andendagen på Days of Darkness gav også plads til et bredt spektrum af udtryk, men manglede de helt store oplevelser. Der var dog både tunge toner fra Bongripper og Boris, sørgmodig doom fra Warning og ikke mindst tålmodig repetition fra OM.

Kunstner
Titel
+ Cirith Ungol + Warning + Boris + GOST + Bongripper + Ruby the Hatchet m.fl.
Dato
29-10-2017
Fotograf
Johan von Bülow
Forfatter

Søndag begyndte regnen at falde over Baltimore, men på spillestedet Rams Head var der tørt og sikkert. Og med en aflysning fra det elektroniske navn Le Matos blev tidsplanen forskubbet med en 40-45 minutter, hvilket sådan set var helt fint.

Første band var Asthma Castle, der ligesom åbningsnavnet Alms dagen før også var fra byen. Sådan er det jo meget smart både for arrangører at fylde et program op såvel som give lokale navne et større shine. Ikke at det måske lige var så nødvendigt at give plads til det her band, der efter snart ti års eksistens ikke har smidt andet end en enkelt ep på gaden tilbage i 2009. Med lange krøller, baseball-shirt og en kæmpe skovsnegl på overlæben lignede forsangeren en, der kunne være fuldbyrdet medlem af Pentagram i deres storhedstid, men gruppens sludge klingede nu mere af en sydstatsgruppe som Eyehategod, og der var ikke mange taktslag, hvor trommeslagerens crashbækken ikke blev slået an. Potent nok, men otte års udgivelsespause efter en debut-ep tegner ikke så lovende for bandets fremtidsudsigter.

Dæmonen og den kønnede slagside
Herefter fulgte powertrioen Night Demon, der med deres uptempo NWOBHM utvivlsomt var festivalens hurtigst spillende band. Det var lyden af Diamond Head og tidlig Pretty Maids, og det var både energisk og velspillet, hvor særligt forsanger og bassist Jarvis Leatherby (der senere skulle vise sig også at være medlem af Cirith Ungol) havde en imponerende high pitch-vokal. Det blev dog noget karikeret, da et kappeklædt skelet (vi skulle vel formode, at det var døden?) stavrede rundt på scenen med et bæger under nummeret ’The Chalice’.

Festivalens lavpunkt kom dog nok i form af Ruby the Hatchet, hvis tunge psykedeliske rock fremstod endnu mere uoriginal og forudsigelig end på plade. I kølvandet på senere års succes for grupper som Uncle Acid and the Deadbeats og Blues Pills lyder Ruby the Hatchets boogie-retrorock ikke som andet end en kopi af en kopi af en kopi. Forsangerinden Jillian Taylor var flot og lækker, som hun stod der og svajede iført høje hæle, stramme spandexbukser og en frynset velourtrøje, der viste både kavalergang og mave frem. Som kontrast til resten af bandets afslappede påklædning prøvede hun rollen af som en formanende forfører, men fremstod desværre i stedet som en galionsfigur og visuelt fikspunkt, der skulle sælge den håbløst uinspirerede musik. Et unfair kritikpunkt måske, for med den lave tilstedeværelse af kvindelige kunstnere på metalfestivaler generelt skal kunstnere selvfølgelig føre sig frem, som de har lyst – men er det uden den musikalske rygdækning, er resultatet ikke værd at bruge tid på.

Miserabelt mørke
Hvor Ruby the Hatchet trods alt forsøgte at aktivere deres publikum, så Bongripper til gengæld ud, som om de havde lyst til at kravle ind i sig selv. Det var ikke spilleglæden, der strålede igennem hos den instrumentale kvartet. Det var karseklippede frisurer, sorte T-shirts og skovmandsskjorter og så ellers bare at slå de to dybeste akkorder, man kunne finde, an, mens trommeslageren stabilt tampede ridebækkenet i hver rytmiske underdeling. Det blev noget trivielt, og trommeslagerens fills var ligefrem rart til en afveksling, men da ’Endless’ fra den seneste plade ’Miserable’ effektivt groovede igennem, kom der gang i crowden, der også fik sendt dagens første crowdsurfere afsted.

Den lettere jævne opstart på dagen endte i længere samtaler (og større øl) ude i gården, som gjorde, at undertegnede desværre missede størstedelen af Unearthly Trances noget korte sludge-showcase, der baseret på de sidste numre var overbevisende uden at være decideret sindsoprivende.

Som en mørkets modpol kom her den elektroniske musiker Gost, der gemte sig bag en mørkerød kappe og ligesom næsten-navnefællerne i Ghost og Goat generelt bærer en (kranie)maske på pressebilleder og under offentlige optrædener. Som søndagens svar på lørdagens Perturbator var det også et opstyltet synthwave-show med mørkemandsmystik og hårdtpumpede beats, men Gosts musik, der også går under termen slasherwave, lyder i højere grad som et horrorsoundtrack i high speed, og i et af festivalens mere absurde øjeblikke så metalfolket sit snit til at moshe rundt med knæklys fremme.

Ceremoni-metal
I den helt anden ende af spektret kom japanske Boris, hvis Orange-forstærkere havde prydet scenen hele dagen og omsider skulle benyttes. Lange pedalboards, en 12-strenget guitar, en accordion og en kæmpe gong installeret bag trommeslager Atsuo Mizuno blev også taget i brug, mens fem lysprojektorer og en røgmaskine sørgede for et visuelt betagende show. Bandet spillede ikke ’Heavy Rocks’, som plakaten antydede, men derimod seks sange fra den nye plade ’Dear’, før de sluttede af med ’Pink’-albumåbneren ’Farewell’. Der var skønsang og tonstung drone, balkonen vibrerede, bandet gik af, og røgen lettede.

I det ceremonielle hjørne fandt vi britiske Warning, der havde opsat adskillige lysestager formet som kors på scenen. Med det som backdrop spillede de den sørgmodige doom-nyklassiker ’Watching from a Distance’ i fuld længde. Det var med stor indlevelse fra publikum, men uden den store føling fra bandet, der stod som marmorstatuer under fremføringen. Særligt udtryksløs var bassisten, der ikke fortrak en mine igennem koncertens 50 minutter. Frontmand Patrick Walker, der havde en meget lille guitar placeret højt på sin store mave, var dog munter og lun imellem numrene og ironiserede selv over dette ved at referere en anmeldelse fra deres Roadburn-koncert tidligere i år, hvor en anmelder havde skrevet, at bandet lignede en flok fædre, der var ved at hente deres børn fra børnehaven.

Hvordan det helt skal forstås, er jeg ikke helt sikker på, men Warning lod i hvert fald musikken tale for sig selv, og selvom lyden var for lav og lagde en dæmper på de flotte stykker (såsom slutningen af ’Footprints’), så var det en fin og intim koncert. Rygterne siger dog, at Warning ikke fortsætter med at spille, og Patrick Walker har desuden sit andet band 40 Watt Sun, der udsendte det fremragende album ’Wider Than the Sky’ sidste år, så måske det er ved at være sidste chance for at høre bandet i denne omgang.

Mytologi og spiritualitet
Som til gårsdagens Manilla Road-koncert var der blevet set frem til det helt store gensyn med kultheltene Cirith Ungol, der siden gendannelsen i 2015 har givet enkelte eksklusive festivalkoncerter i Europa og USA. Tim Bakers distinkte vokal er stadig intakt, og som han stod der med Aviator-solbriller, åbentstående læderjakke og vind i det tynde hår, lignede han en aldrende og sej Dave Wyndorf.

Der blev spillet klassikere som ’Frost and Fire’, ’King of the Dead’ og ’Join the Legion’, hvor især sidstnævnte fungerede godt med backingvokal fra guitarist Greg Lindstrom og bassist samt Night Demon-frontmand Jarvis Leatherby. Forventningerne blev sandsynligvis også indfriet for fansene, men det var ikke helt uden musikalske problemer, for årene har taget på det originale medlem Robert Garven, der desværre fremstod noget afkræftet og leverede en af festivalens svageste præstationer bag trommesættet.

Trods dagens aflysning var tidsplanen skredet alligevel, og OM gik forsinket på. Som festivalens andet hovednavn, der endda kun spiller denne ene koncert i år, var forhåbningerne selvfølgelig høje. Blev de så indfriet? Tjoh. OM er et interessant bekendtskab, fordi gruppens spirituelle stenermusik passer ind i stoner- og doomverdenen, ikke bare grundet Al Cisneros' baggrund i Sleep, men på grund af den sløve stemning og den repetition, der er så grundlæggende for bandet. Og selvom OM er et stærkt dynamisk orkester, så når de modsat Sleep aldrig de der klimakser, hvor granitriffene ubønhørligt kastes i fjæset på lytteren. Tværtimod lader Cisneros, percussionist og keyboardist Robert Lowe og Grails-trommeslager Emil Amos musikken flyde i sine egne bevægelser, der går lidt efter deres egen logik og aldrig synes helt forudbestemt, også selvom bandet ganske vist "bare" spiller sangene, som de er på pladerne.

Der blev lagt stærkt ud med 'Gethsemane' og 'Sinai' fra ’Advaitic Songs’, hvor Cisneros' tykke bas og Emil Amos’ driblende trommespil fyldte lydbilledet, og så blev der ellers tålmodigt spillet igennem hele 'God is Good'-albummet fra 2009. Men ligesom Loppen-koncerten i 2013 forblev det nedtonet og stenet, og Days of Darkness endte dermed aldrig ud i det klimaks, som publikum måske havde håbet på. Men OM kan noget særligt, fordi deres lyd skaber et særligt meditativt og kontemplativt rum, som man ikke finder andre steder på stonerscenen.

Den tyve minutter lange ’Thebes’ klingede ud som nattens sidste nummer lidt i klokken to søndag nat og sendte folk skævøjede hjem. Måske høje på musikken, måske høje på andet, måske skuffede. For selvom andendagen på Days of Darkness ikke helt leverede det musikalske kick, som Neurosis og Crypt Sermon havde givet dagen før, og som man kunne have håbet på, så var vi så sandelig blevet rystet igennem. Af Bongrippers repetition, af Boris' drone, af Gosts beats og af OMs meditation, der på hver sin måde viste, hvor mange facetter tung musik kan have.

Billede 1 og 2: OM
Billede 3: Cirith Ungol
Billede 4: Warning
Billede 5: Boris
Billede 6: GOST
Billede 7: Bongripper
Billede 8: Asthma Castle

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her