MMF XIV: Torsdag
Vi møder en træt Blaze Bayley i hotelkøen og en frisk Bayley på scenen, ser på brynjer og ridderhjelme og slutter af med progdød. Årets Metal Magic er i gang!
Torsdagen peaker tidligt for mig. Jeg ender i indtjekningskøen lige bag ved Blaze Bayley, der sukker dybt og inderligt over, at han næste dag skal spille kl. 22. Alt for sent, mumler han og ryster på hovedet og sukker noget mere. Afstanden mellem festivalgæster og bands er ikke så stor her på Metal Magic, hvor musikerne ofte kan ses gå afslappet rundt på pladsen. Festivalen har været i gang siden 2008, og i år var – med den coronaaflyste festival i 2020 – den fjortende af slagsen
Brynjer og kæberaslere
Første band på mit program er festivalens tredje band, Heltekvad, et relativt nyt black metal-projekt med den arbejdsomme Ole Luk i front og folk fra Afsky, Sunken og Morild. Konceptet er middelalderligt: Luk selv er iført brynje, guitaristen og bassisten står i kapper og ridderhjelme. Det må være varmt at stå i den mundering oppe på scenen, og efter et par numre ryger ridderhjelmene da også af. Luk beholder brynjen på. Det er velspillet, mindre statisk end medlemmernes øvrige projekter, mere traditionelt black metallisk med båndede og ret kitschede middelaldermellemstykker mellem numrene. En god koncert, selvom der er lidt tekniske problemer med Luks guitar undervejs, og selvom jeg ikke helt forstår pointen med at spille et cover af Judas Priests ’Breaking the Law’ som afslutning. Det passer ikke helt til black-stilen. Men vi får til gengæld festivalarrangør Martin Jørgensen på scenen på ekstraguitar, og det er jo dejligt nok.
Læs vores anmeldelse her.
Absolva fungerer som backingband for Blaze Bayley, og ligesom hans sæt denne aften er dedikeret til tiden i Iron Maiden, er Absolva glade for Iron Maiden. I hvert fald lyder flere af sangene lidt som Maiden-covers, uden at de i øvrigt er det. Det er store sko at træde i, og i mine ører lyder det lidt af kopivare. Svært at have noget imod, endnu sværere at engagere sig i.
Engagement er der nok af hos danske UxDxS. Fuld smadder på deathgrinden, godt balanceret af et tungere groove. Sangene sniger sig sjældent over de to minutter, og frontmand Peter Kudsk kommenterer da også ironisk, godt 7-8 minutter inde i koncerten at bandet ”slet ikke fatter, hvorfor de har givet os 40 minutter. Det sker bare ikke. Vi er allerede halvvejs.” Et kvarters tid varer koncerten, men længere tid kan man heller ikke stå og modtage 
Charmetrolden Blaze Bayley
Efter UxDxS virker Blaze Bayley en smule træt, da han går på scenen. Publikum har ikke helt indfundet sig i begyndelsen af koncerten, stemmen virker ikke helt varmet op, og bandet – der næsten lige har spillet som Absolva – virker også trætte i begyndelsen. Trommeslageren ser decideret uengageret ud. Sætlisten stammer fra ’The X Factor’ og ’Virtual XI’, Bayleys to undervurderede album med Iron Maiden; en tid, der har været definerende for Bayleys senere karriere på godt og ondt. På den ene side er det svært at forestille sig, at han havde kunnet leve af musikken i dag uden den tid; på den anden side har tiden i Maiden nok også skygget for hans ofte glimrende solomateriale.
Men Bayley owner, som det hedder på nudansk, sin tid i Maiden fint. Han ved godt, han er defineret af det. Men i begyndelsen frygter man for den koncert. Alt virker træt og trist, det savner klasse. Men efter de første sange, ’Lord of the Flies’ og ’Sign of the Cross’ (hvor Bayley vist lige er ude at tisse omme bagved under et instrumentalt mellemspil), er det, som om både Bayley, band og et nu mere talstærkt publikum beslutter sig for, at det skal være lyv. Publikum klapper Bayley frem, og han er nok en frontmandstype, der er afhængig af publikums respons. Det lykkes i hvert fald publikum og Bayley at gejle hinanden op, og pludselig er han fuld af energi, meget velsyngende, og bandet får også hevet sig op. Og sangmaterialet holder egentlig forbløffende godt live. Bayley får sagt sine monologer, lover at være på pladsen som publikummer næste år (mon dog?), og efter koncerten står han og får taget billeder og signerer og snakker med sine fans. Det er dejligt, at det lykkes for den sympatiske grobrian, der med lige dele charme og hårdt arbejde lykkes med at knokle en hel fest frem. En gedigen arbejdssejr, der minder en, hvorfor man holder med og af Bayley.
Læs vores anmeldelse her.
Standardthrash og spacy død
Derefter orker jeg ikke at se Plaguemace. Ikke på grund af nogen modvilje mod dem, men det er festival, og man skal også huske at hænge og snakke om Blaze Bayley og drikke nogen øl og alt det der, og jeg vurderer, at en hvilken som helst koncert vil være et antiklimaks oven på Bayley. Jeg får pligtset lidt af det gamle US-thrash-bandet Heathen, der egentlig spiller godt, men lider under, at sangmaterialet er for standardiseret amerikanerthrash fra tredjeøverste hylde. Som lukkere af den store udendørsscene fredag har de ikke helt formatet. Læs vores anmeldelse her.
Til gengæld er jeg overraskende meget nede med finske Convulse og deres sære, proggede dødsmetal. De er kun en trio, men lydbilledet er fyldigt, growlet gurglende, og den både spacy og old school død, af og til med d-takt, fungerer virkelig godt. En stor positiv overraskelse fra finnerne, som jeg ikke rigtig kendte på forhånd.
Glade og tilfredse oven på den oplevelse går vi ned på værelset, mens vi sender en venlig tanke til den hårdtarbejdende Blaze Bayley, der skal op kl. 4 om morgenen til næste gig.