Northern Discomfort 2017: Lørdag Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/c0/fd/d0/nd-0923-61-1493669231.jpg
01. Maj 2017    

Franske boogiedoom-kæmper, aggressive misantroper, en seriemorder og makedonske noiserockere gjorde andendagen i Ungdomshuset til en succes. 

Kunstner
Titel
+ Lewd Flesh + Barabbas + Alaric + Cult Of Occult + Sunken + Goli Deca + Grim Van Doom + MDME SPKR + Pinkish Black
Spillested
Dato
28-04-2017
Genre
Fotograf
Justina Segers

Hvem er det, der har bestilt Deafheaven-black, og hvad laver de på min festival? Sunken åbner dagen på mere episk vis, end Ockultist gjorde det i går, men deres blackgaze er ikke meget mere overbevisende. Den får simpelthen alt, hvad den kan trække af tremolopicking og choruspedal ud over det hele, og det er i bund og grund temmelig forfærdeligt. Lewd Flesh, der uden annoncering er blevet rykket fra salen over i Dödsmaskinen, gør også noget ud af at lave et show, omend det primært er centreret omkring sangerinden, der står og trancedanser med store, kohlede øjne under den blonde page. Hendes sangstil, en blanding af growl og opera kørt igennem så meget ekko, at den til tider falder helt ud, får mig til at tænke på psychbandet Zen Guerilla for første gang i adskillige år, men Lewd Flesh er alt andet noget mere gumpetunge end dem. Bassisten kæmper en brav kamp for at holde sammen på det hele og laver mere melodi end de to guitarister til sammen, men det hjælper ikke det store, når materialet ikke er stærkere, end det er. Man må spørge sig selv, om der virkelig stadigvæk er nogen, der oprigtigt synes, at bluesrundgange er rigtig fede at basere hard rock på, og når så Lewd Flesh bryder ud af den formel og begynder at spille skifflerytmer, er det svært ikke at blive lidt eftermiddagstræt af det hele.

Bedst som man tror, at lørdagen skal fortsætte fredagens lidt sløve trav, går Goli Deca dog på. Også de er en erstatning, som man må undre sig over ikke har været på fra starten af, for trioens brutale noiserock er præcis, hvad Northern Discomfort har brug for. Trommeslageren messer klagende på makedonsk mellem anslagene, og det er ikke langt fra tidlig Swans. I løbet af koncerten kommer diverse andet slagtøj i brug, indtil trommeslageren går om foran trommesættet for at spille trompet over et enkelt basmotiv, der bliver gentaget, indtil al livsglæde er suget ud af publikum. Det er ret så fabelagtigt.

Judas er en kvinde
Og det bliver endnu mere fabelagtigt, da Barabbas går på som første band inde i salen. Den franske kvintet spiller en så solidt svingende boogiedoom, at jeg efter et par minutter råber til min headbangende veninde, at jeg har lyst til at drikke alle øl i hele verden. Det gør vi en brav indsats for, mens det kæmpe brød af en sanger springer ned fra scenen og går rundt og  intimiderer de kvindelige publikummer under sangen ‘La beauté du diable’ om Den Lille Rødhætte. Der er så afsindigt meget knald på ham og hele bandet, selv da de går i gang med den smægtende ballade ‘Judas est une femme’, hvor der både er følsomme keyboards og en forsanger, der danser en øm kinddans med det mikrofonstativ, der gør det ud for den svigefulde kvinde. Barabbas er ikke bare festivalens med afstand bedste band, det er en af de bedste koncerter, jeg har set i årevis.

Bagefter er vi så eksalterede, at vi misser Grim Van Doom – festivalens dårligste bandnavn – fordi vi er nødt til at stå og råbe op om, hvor godt Barabbas var. Først da Alaric går på, er vi så nogenlunde klar igen, bare overhovedet ikke til den følsomme stadionindie, de spiller. Det er sikkert ikke som sådan decideret dårligt, min Appleseed Cast-dyrkende ven er uvanligt positiv overfor dem, men det rammer for meget ved siden af, hvad i hvert fald jeg er gearet til, og det virker som en langt bedre idé at gå ud i gården igen og spise cupcakes og snakke om, hvor fede Barabbas var.

Vi går ind og ser MDME SPKR i Dödsmaskinen med visuals fra ‘Fritz the Cat’ og ‘Evil Dead’ kørende på bagtæppet, mens sangerinden introducerer hver sang med at forklare, hvad det er for nogle mennesker, hun ikke bryder sig om, som hun nu vil synge om. Det er lidt vel teenager-fornærmet, men med sin bas og trommeslageren lykkes det hende dog at skabe overraskende meget lyd. Stemningen er også ganske opløftet på grund af det hurtige tempo i sangene, så festen er reddet igen.

Opløftende misantropi
Den slags skal Cult of Occult ikke nyde noget af, og hvis de ikke har det godt, skal vi i publikum heller ikke have det godt. Stemningen er ædende ond, der bliver slynget øldåser ud i salen, rakt fuckfingre og skulet hadsk under hættetrøjerne, men alt er forladt, fordi den sludgede doom, franskmændene spiller, er så voldsomt god. Det kan godt være, at energien er negativ, men den er virkelig intens, og når Cult of Occult endda kan skrive gode riffs og strukturere deres sange, så der stadig er et åbent rum midt i al menneskehadet, bliver de alt det, som Come to Grief ikke kunne mande sig op til at være dagen før.

Dödsmaskinen bliver lukket ned af endnu en duo med en imponerende stor lyd. Pinkish Black er på tour med Alaric og passer nogenlunde lige så godt ind i programmet på Northern Discomfort, men deres dark wave er så dekadent og nederen, at det alligevel ikke er helt ved siden af. Der er så meget, der er fedt ved specielt keyboardspilleren, at det næsten ikke er til at vide, hvor man skal starte: Med velourblazeren, der sammen med det lange, fedtede hår redt i sideskilning henover en fremtrædende isse får ham til at minde om en blanding af studievejlederen fra kult-serien ‘Freaks and Geeks’ og en seriemorder fra en halvfjerdserfilm? Med de lyserøde solbriller? Eller med at han er langt mere optaget af at kæderyge smøger end af at synge med sin drævende stemme, så alle bevægelser koordineres med forbehold for, at han kan have en smøg i gang? Det vil sige, at hvis han skal synge, kan han kun spille på baskeyboardet, fordi den anden hånd skal være fri til cigaretten, og hvis han skal spille melodilinjer på det andet keyboard, kan han ikke synge, fordi han er nødt til at have cigaretten mellem tænderne imens.

Det er en attitude, som ville være virkelig belastende og svær at se igennem fingre med, hvis ikke det var, fordi Pinkish Black har virkelig godt greb om den nederen vibe, de frembringer. Når de runder af med en tung udgave af Joy Divisions ‘New Dawn Fades’ bliver det om muligt endnu mørkere og mere klaustrofobisk end i orginalen, og så er alt godt.

Print uden for rammerne af papiret
Toner Low står for at lukke hele festivalen ovre i salen. Selvom den hollandske trio efterhånden har spillet sammen i henved tyve år, er de ikke ligefrem noget rigtig stort band på scenen. De er et band, som der hersker en vis respekt omkring, men det er godt nok sjældent, man ligefrem hører nogen proklamere deres kærlighed til dem. De er mere sådan nogle, som de fleste har det fint med, uden at de ligefrem ville savne dem, hvis de en dag ikke længere var der. Og det giver altså et mærkeligt antiklimaks at slutte festivalen på den måde. Det er sådan set en fin koncert, Toner Low spiller, men de har også temmelig svært ved at holde min opmærksomhed fanget, og ret hurtigt står vi og laver printer-vitser afledt af bandnavnet i stedet for at høre efter. Og det er virkelig gode vitser, men man kunne godt have ønsket sig at gå fra Ungdomshuset ud på natten med en mere triumferende følelse. 

Den kunne Barabbas have leveret, eller Cult of Occult kunne have gjort det. Flere bands af deres kalliber, med deres evne til at rive publikum med sig, og endnu flere perfekt skæve slag ovre i Dödsmaskinen som Goli Deca og Pinkish Black kunne have løftet Northern Discomfort gevaldigt. Som det er nu, bliver konklusionen, at man må håbe, at festivalen bliver videreført. Der skal bare mere til, hvis der faktisk skal komme noget publikum til den.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her