RF 23: Onsdag: Ynkelig og perfekt sidefortælling

Den unge udsendte holdt fri onsdag, da Roskilde Festival "startede". 

Her på redaktionen er vi jo to Madser. Den ene med en del anciennitet, den anden - undertegnende, har knap så meget. Deraf kaldenavnet ’Unge Mads’ i chats og mailtråde. Og det er vel netop ved præfixet ”Unge” denne reportage skal forstås igennem. For da festivalen startede onsdag for de øvrige udsendte skribenter, var den godt halvvejs for mig, da jeg allerede landede søndag eftermiddag for at tage del i, og dække opvarmningsdagene. 

Det har jeg fundet ud af, er en ganske fin måde at være til helugesfestival på, da man kan bruge tidsrummet 12-16 på at gå ned i presseteltet og drikke kaffe og skrive anmeldelser og restituere derigennem, i stedet for at sidde og hamre sig længere ned i en campingstol. 

Det var da også planen da jeg vågnede ved 09:00 tiden i mit telt pga. den bagende sol og en fuldstændig tilstoppet næse. På trods af det havde jeg det egentlig overraskende godt, altså gårsdagens fuldstændig-efter-bogen roskildestrabadser taget i betragtning. 

180 graders vending

Så efter planen gik jeg ned i presseteltet med overskuddet og planen om at skrive anmeldelserne af både Nakkeknaekker, Angstskrig og Situationsfornærmelse. Som altid, tog jeg en kop kaffe og en smøg inden, men denne gang blev jeg blæst helt omkuld af den vandede filterkaffe og måtte derfor lægge mig halvt ned i et sofaarrangement i en times tid, og bruge tiden på at bilde mig selv ind, at i dag nok skulle blive en god dag. Langt om længe fortog kvalmen sig, og jeg fik endelig kæmpet mig op, og skrevet en enkelt anmeldelse, men så var klokken altså også ved at være 16 og jeg måtte altså også videre og få noget ud af dagen. 

I den forbindelse havde jeg fået et praj om at Fever Ray var i gang på Arena og at det skulle være godt. Så der begav jeg mig over, og lur mig om det ikke også var vanvittigt godt. Det blev den store ”opdagelse” for mig i år, og det er da også i skrivende stund det, jeg sidder og lytter til. De dystre og alligevel behagelige lydbilleder de skabte, drog mig helt hen. Men mest af alt husker jeg Karin Dreijers vilde og intense blik i øjet og deres eklektiske stage presence. 

Endagsbilletenergi

Sikke et high. Nå, men derefter skulle jeg mødes med en af mine venner, som ved et tilfælde havde anskaffet sig en endagsbillet. Vi spiste lige aftensmad, gnocchi med gorgonzolasauce, og så diskede han ellers op med fadøllene. Alle mulige slags der fik smagsløgen til at slå regnbuefarvede kollebøtter efter tre dages rent indtag af grøn tuborg. Han var allerede godt stiv, og var da så venlig at hjælpe mig op på hans niveau. For nu skulle der fandengalemig da festes, hva? Men han var langt foran. Roskildøøøø. Efter de opkvikkende fadøl gik vi hen til nogle flere af vores venner i campområdet for mødes og varme op til Kendrick Lamar. Da vi fandt dem, begyndte endagsbilletmanden at løbe hen imod vores ene fællesven, som en ulv der fældede sit bytte, og væltede ham bagover i sin campingstol, mens han selv væltede ned over ham, så hatte og øl fløj rundt og arme og ben stak i alle mulige retninger. Glædeligt gensyn. 

Med høje promiller og ølskum i skægget gik vi hen til Orange Scene og købte flere øl, til når vi skulle se Kendrick Lamar. Vi fik mildest talt middelmådige pladser på den propfyldte plæne, og endagsbilletmanden kunne snart røre skyerne. Jeg havde egentlig glædet mig til Kendrick Lamar, da To Pimp a Butterfly jo er et legendarisk godt album. Men koncerten var simpelthen for kedelig, så jeg tjekkede Devilution-roskilde-chatten, hvor chefen havde skrevet ”Debbie sings ee årets bedste koncert”. Det skulle jeg da ikke gå glip af, især ikke når Kendrick Lamar overhovedet ikke var i nærheden af at kandidere den præstation. Så jeg efterlod endagsbilletmanden til de andre, og stavrede mod Apollo. På vejen ud af menneskemængden fik jeg da også at vide ”Du bevæger dig mere end Kendrick”. Lol. 

Pisgravøl

Og ganske rigtigt, på Apollo var Debbie Sings i gang med at trampe hele lortet i smadder. Det var rå tramp med fem dansende kvinder på scenen. Men nok som de dansede, var det overhovedet ikke koreograferet, så det lignede bare en voldgrineren og afmarcheret efterfest. Og pludselig kom der en gut med halvanden meter langt grønt hår op bag fra scenen, og stillede sig op på mixerpulten og dansede med. 

Det var røvfedt, men nu var det altså bare med at nå hen til Arena for at se Queens of the Stoneage. Jeg er ingen kæmpefan, men de har da lavede nogle bangers, og så var det jo årets rocknavn. Men jeg fik igen en mildest talt middelmådig plads og kunne ikke se ret meget. Da de endelig gik i gang, bragede de igennem med kæmpehittet ’No One Knows’ og det lød jo fuldstændig som det skulle. Altså fedt. Men efter et par numre var jeg ved at gå helt kold af træthed og fuldskab, og hvis ikke jeg skulle læne mig op ad en lykkelig fan og ødelægge vedkommendes oplevelse, skulle jeg finde et andet sted at sove. Men jeg ville jo heller ikke gå glip af koncerten skal man tænke på, så jeg valgte simpelthen at lægge mig over i pisgraven til højre for arena og tage en blunder. Jeg ved ikke hvad logikken bag den soveplads var, men i øjeblikket må hældningen have været tiltalende. Der kom en venlig festivalgæst hen og spurgte om jeg var okay. Jeg havde det strålende, syntes jeg. I mit hoved var jeg jo i gang med at slå to fluer med et smæk, ved at høre et legendarisk rockband lukke arena af og sove samtidig. 

Sammenlagt sov jeg vel en halv times tid og da jeg vågnede, var jeg sgu frisk igen. Så jeg fik fat i anden ven der også var faret vild omkring Arena, og så drak vi nogle flere øl og ”hørte” koncerten imens, henne ved nogle træblokke mellem Arena og barerne. Queens of the Stone Age sluttede, og vi gik tilbage til campingområdet for at få noget ægte søvn. 

Men nej, mig og natten var ung endnu. For jeg havde hørt en fugl synge om, at der var købt nye 12-packs nede i campen. Let’ go.