RMF 2019: Fredagsøl

Taake var i det mindre provokerende hjørne, men levede dog op til deres status som hovednavn på en haltende åbningsdag, hvor Defeated Sanity fik vist de andre, hvor dødsskabet skal stå.

Der er en særlig fascinationskraft over at komme på en festival, man ikke har bevandret før, og mærke denne passionerede skare, der lystigt minder hinanden om koncerter på festivalen for år tilbage. Royal Metal Fest er en traditionsrig festival, der musikalsk befinder sig i den mere døde ende af genrespektret. Derfor var Deadnate også en stærk kandidat til at sparke dørene ind kl. 16 på Voxhalls lillebror, Atlas.

Den presseansvarlige, som i øvrigt bar et prægtigt badge, der bekræftede hans status som ”the fucking boss”, introducerede det som teknisk metal fra Fredericia, og så kan det sådan set heller ikke siges mere nøgternt. Ikke at Fredericia nødvendigvis i sig selv bør være et kvalitetsstempel eller for den sags skyld skinner igennem i lyden. Det ville til gengæld være meningsløst ikke at pointere den tekniske indfaldsvinkel, der gennemsyrer deres lyd. Med synkronheadbanging og store armbevægelser kommer vi ikke udenom, at der er tale om et relativt ungt band, der tydeligt brænder for det med liv og sjæl. Undtagelsesvise gnister i tungere passager hjalp også begejstringen bedre på vej, men skal kortene på bordet, mangler Deadnate fortsat de stærke sange, der resonerer i hovedet efter koncerten. Ingen grund til at betvivle deres tekniske færdigheder, hvor en vis svaghed for Gojira næppe lader sig fornægte. Vi betvivler heller ikke, at de som relativt nye spillere med blot debut-ep'en 'Concrete Flood' på cv'et har potentiale til at udvikle sig til noget meget større. Nogen større forløsning blev det dog aldrig til denne fredag eftermiddag. Festen fortsatte for Voxhall til The Interbeing, mens vi samlede flokken og koordinerede aftenens program over en kølig på græsplænen.

Der var bred enighed om, at Lingua Ignota, som var næste navn på Atlas, kunne blive interessant. En af den slags hit and miss-koncerter, der enten er så anderledes, at det bliver for kunstigt, eller er så anderledes, at det fylder et tomrum, vi ikke vidste eksisterede.

For kort at ridse forudsætningerne op er der tale om Kristin Hayter, der har startet et soloprojekt med udgangspunkt i sin fortid med hustruvold. Terapeutisk performance art af den skrøbelige slags, der er lavet til at krybe under huden.

Privatsfæren var brudt fra første sekund, da Hayter, som havde fravalgt at bruge scenen til fordel for gulvpladsen, vadede rundt mellem publikum, mens hun skreg hen over et diskant, forudindspillet lydspor og igen og igen smadrede tre lamper ned i gulvet. Efter 10 minutters sonisk hærgen og trækken kabler rundt imellem det måbende publikum kom vi os ind i Mulholland Drivesk territorium, hvor Hayter med tunge keyflader og ekspressiv røst udtrykte skrøbeligheden på mere drømmende vis.

Det virkede mere kuriøst end noget andet, og da hun afslutningsvis trak stikket ud og sluttede seancen af med at synge linjer som ”I am the cancer, I am the plague of man” a cappella uden mikrofon, mens hun sad skævvredent på gulvet, var det svært at se, hvad hun egentlig lavede på Royal Metal Fest. Men om ikke andet en grænseoverskridende bedrift fra en kvinde med meget på hjerte. Vi støtter de modige bookinger, og det var så afgjort en oplevelse, i bredeste forstand, at bevidne. Prioriteterne vil dog ligge andre steder, når Lingua Ignota også gæster Roadburn i næste uge.

Mindre sjæleudkrængende blev det, da Faanefjell kort derefter bød på vikinge-inspireret black metal. I deres gryende stadie var nordmændene mere folk-baserede, men på sidste efterårs 'Dovrefall' var der skruet ned for fortællingerne og op for blastbeatene. Forsanger Dag Haugland indtog scenen med en pels og gevir over skuldrene, og så var der næppe megen tvivl i salen om genren. Besætningen var ny, og det var da også med udgangspunkt i de seneste, mere aggressive black metal-hymner, at kampen skulle stå på Voxhall denne eftermiddag. Med dét sagt var det dog ikke, fordi musikken bar meget præg af det mere symfoniske element, der trods alt fortsat er at spore på 'Dovrefall'. Strygerne blev undermineret, og det var primært de skarpe guitarsoloer, der tilføjede et mere episk skær til de black metalliske vredesudbrud.

På sin vis vakte koncerten minder om landsfællerne fra Whoredom Rife, der flirter med en lignende atmosfære og en markant angrebslyst fra scenekanten, som vi bevidnede på AMF sidste efterår. Lige så overbevisende blev det dog aldrig, men Faanefjell har afgjort taget et skridt i den rigtige retning siden den mere folkbaserede debut. Live måtte de gerne være mere bevidste om de melodiske elementer, der stadig præger 'Dovrefall' på plade, hvis de ikke blot skal drukne i en bunke af moderne black metalliske middelmådigheder, andre mestrer meget bedre. Faanefjell hjalp dog festen godt på vej, og deres enkle opskrift og bastante attitude gjorde dem ikke desto mindre til et godt match på Royal Metal Fests største scene.

Derfra stod valget mellem Xenoblight på Atlas og Defeated Sanity på Radar. Med Xenoblights flittige live-aktivitet in mente var det de tyske tech-døds-ekvilibrister, der trak det længste strå. Den bedste beslutning der blev truffet hele den fredag.

Defeated Sanity har 25 år på bagen, og det er da heller ikke svært at spore på maskingeværs-trommerne og de nærmest perverst dybe growls, at de bærer en vis generationsmæssig lighed med morgendagens hovednavn, Suffocation. Forbrøler Josh Welshmans præsentation af sangtitler som 'Engorged with Humiliation' og 'Generosity of the Deceased' afspejler tydeligt teksternes temaer, men enhver chance for at forstå, hvad han synger, er komplet fraværende. Det er de tekniske progressioner, den groteske vokal og den ekstreme aggresion, der mere end noget andet taler Defeated Sanitys sag, og her skal der ikke herske nogen tvivl om, at tyskerne leverede dagens største og mest uventede højdepunkt. De stramme riffstrukturer sad lige i skabet, og det krævede ikke en større metallisk doktorgrad at fange alle lagene. Tech død rent efter bogen, og stærkt håndværk fra et band, der med al magt fredag demonstrerede, at de ikke blot burde stå i skyggen af de store mestre, de ellers bliver sidestillet med.

Det er aldrig nemt at overbevise et publikum, der lige har haft en mindre musikalsk orgasme, og uden at skulle kunne udtale os om Xenoblights publikum, kommer vi ikke udenom, at Vomitory aldrig for alvor overbeviste os om, hvem der egentlig burde havde savnet dem. Svenskerne gik i opløsning i 2013, men genopstod fra de døde i år i forbindelse med deres 30-årsjubilæum, og vi er derfor ude i et navn med en vis historie i svenskerdødskredse. På Voxhall fremstod deres bagkatalog til gengæld uddateret, monotont og frem for alt middelmådigt. Alt var hørt før og bedre, og selvom de jo sådan set spillede, som de skulle, uden de store dikkedarer, så forblev Vomitory en fest for nostalgikerne, der var der dengang, og åbnede ingen døre for nytilkomne lyttere.

Turen gik derfra videre tilbage til Radar, hvor Incantation bød på mere gammel død af drabelig karakter. Mavesyren holdtes i ave med så mange oldschool-values, at amerikanerne tangerede det røvballede. Givetvist nostalgisk for de 20 %, der var der, da Incantation havde frisk blod på tanden, men altså. Incantation fremstod bagstræberiske, og selvom John McEntee mestrer et upåklageligt Bo Summer-venligt subwoofer-brøl og tydeligvis var en stærk autokrat som det eneste orginale medlem af bandet, overskyggede det ikke det faktum, at det var en middelmådig time på Radar, de fleste vil have glemt alt om i morgen.

I det bagstræberiske lys gik vejen tilbage til Voxhall og fredagens definitive hovednavn, Taake. Forsanger og altmuligmand Hoest er kendt for at være en vild karakter live og har aldrig været ked af at provokere sit publikum. I den forstand var Taake denne fredag i sit mere tilforladelige hjørne. Skaldet og med hvid corpsepaint entrerede han scenen, og hans både stoiske statur og vilde gestik satte godt gang i de forreste rækker. Han involverede og udfordrede dog publikum mindre end vanligt, og på trods af 'Urgh!'-faktoren (tænk Celtic Frost) og en umiskendeligt catchy black'n'rollet karakter over numre som 'Nordbundet' blev det aldrig Taakes stærkeste aften, men Hoest demonstrerede dog, at vildskaben fortsat er en naturlig del af hans udtryk, som ikke er blevet udvandet med årene.

Som afrunding af første dag på Royal Metal Fest var jyde-thrasherne fra Impalers ved at lukke ned for karrieren. Det var med andre ord uigenkaldeligt sidste chance for at opleve guitarist/sanger Søren Crawack og kompagni på de skrå brædder, og man måtte derfor også regne med, at de havde støvet live-rutinen af til anledningen. En nervøs fremtoning og småfejl undervejs kombineret med rod med lyden gjorde det dog til en lettere amputeret udgave af det Impalers, vi ynder, og vi forlod Atlas med forhåbningen om, at de får strammet op inden live-aktiviteterne endegyldigt sluttede på Beta på Amager lørdag.

Deadnate: 3
Lingua Ignota: 3
Faanefjell: 3
Defeated Sanity: 5
Vomitory: 2
Incantation: 2
Taake: 3
Impalers: 3