Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Da døden blev folkelig

Populær
Updated
Da døden blev folkelig

Det blev en noget blandet oplevelse til Devilutions debut-deltagelse i Spot Festival, men samtidig en glædelig konstatering af, at festivalen endelig har anerkendt metallens rolle på musikscenen.

Titel
Livløs + Daycare For Jedi + Baest + Natjager + Fright Eye + Riverhead m.fl.
Dato
11-05-2018
Fotograf
Per Lange
Forfatter

Spot Festival i Aarhus er opbygget som en talentshowcase, hvor over 200 bands og musikere i alle tænkelige genrer, fordelt på et utal af mere eller mindre interimistiske musikscener over hele byen, får chancer for at spille en god halv times sæt og give prøver på deres fortræffeligheder. Det hele garneres med rigeligt med branchefolk fra ind- og udland og nogle tusinde feststemte århusianere. I de senere år er det gået op for festivalen, at metal også er en genre, og i år så Devilution sig tvunget til at tage et kig på festlighederne.

FREDAG

Efter Spot Metals festligheder på Train aftenen før, var det med en anelse tungt hoved, man bevægede sig ned mod midtbyen. Første stop var Headquarters, hvor den lokale punkkvartet Fright Eye viste sig at være et perfekt middel til at rydde hjernen for gårsdagens tømmermænd. Det var no-nonsense punk spillet af et orkester, der havde et befriende fokus på det gode håndværk fremfor en til tider lidt anstrengende punk-attitude. Det gik stærkt. Det var effektivt.

Publikumskontakten i det intime og lavloftede Headquarters blev lagt lidt på hylden af bandet for at nå at skyde så meget materiale af som muligt, og ikke mindre end 14 energiske numre blev det til i et sæt, hvor stilen mindede om alt fra New Bomb Turks til Sex Pistols. Og når Fright Eye lukker deres sæt af med "vi har taget fire lp’er med, så hvis man vil være lidt svedig kan man lige købe dem og give os pengene, så vi kan få nogen flere øl," sikrer man sig også at selv de mest forstokkede, reaktionære metalelitister går fra koncerten med et smil på læben.

Selv om mængden af metalbands på festivalen var begrænset, ramte vi allerede første trælse overlap. Morilds blackunivers blev tilsidesat for at kunne se Natjager i det nærliggende Scandinavian Center. En af festivalens største scener, hvor det københavnske rapmetal-orkester måske var en anelse fejlplaceret. Omkring 150 mennesker i en sal, der kan rumme mindst det firedobbelte, fik det hele til at se lidt halvtomt. Natjager lod sig dog ikke gå på af det og bragede afsted i en sky af røg og melankolsk blå belysning. Bandets unikke blanding af sentimental, melankolsk post-hardcore og feststemt rapmetal er unik på danske breddegrader, og det øjeblik man lærer at forlige sig med den noget anderledes autotunede vokal, er Natjager end oplevelse, der både musikalsk og lyrisk trænger ind under huden.

Forsanger Jon Kirkhoff Hansen er en gummibold af hår og skæg, der flyver rundt alle vegne med en energi og en indlevelse, der er imponerende. Der blev leveret vokaler fra både scene, fotograv og lysmaster og der var ingen tvivl om, at de fremmødte lod sig rive med og nød koncerten til fulde. Trods en tendens til, at Hansen blev lige lovlig hiphop hypeman-agtig mellem numrene fik han publikum med til fællessang på ’Tyler Durden’ og gedigen rapmetal-fest i ’Feberdrøm’ og ’Rejser’. Der blev præsenteret et par nye numre og Natjager leverede i den grad varen. Eneste anke er, at oplevelsen havde været endnu mere intens og mindeværdig på et spillested, der var bare en anelse mindre, hvilket naturligvis ikke skal ligge bandet til last.

Et lille brag, et par fusere og én, vi stadig venter på

Garagepunkerne fra Columbian Neckties var næste band, der blev fravalgt, for turen gik til Atlas for at opleve post-noisepunkerne fra københavnsk/svenske Riverhead. Med nuværende og tidligere medlemmer fra bands som Hatesphere, As We Fight og Halshug var der i hvert fald garanti for nogle kompetente herrer bag instrumenterne, men det blev forsanger Jonas Stojiljkovic Pedersen, der stjal prisen som aftenens indpisker. Manden skiftevis kravlede, slangede sig, sprang, løb, lå og klatrede rundt på både scenen og forreste halvdel af salen og virkede både introvert, manisk og med en in-your-face-attitude, der gav adskillige associationer til eksempelvis en Kurt Cobain. Samtidig med at det var en opførsel, der sikrer at man husker koncerten, trak det desværre også til tider for meget fokus fra musikken og et band, der spillede gennemført og indlevende hele vejen igennem. Nogle gange glemte man helt at høre efter, fordi der sad en forsanger på knæ og skreg to meter bagved én. Hvilket var synd, for Riverhead var absolut et band, der kunne være et af festivalens højdepunkter.

Turen gik herfra til Headquarters, hvor jeg ved selvsyn kunne konstatere, at min anmelderkollegas vurdering af Orcas for nylig sad lige i skabet. Efter at gennemlevet det og genfundet livslysten stod den på en halv times garagepunk med svenske Scumbag Millionaire. Et band, der både ligner, lyder og opfører sig som Hellacopters. Bare uden at kunne skrive nogle særlig fængende riffs. Nuvel, man kan ikke vinde hver gang.

Herefter nåede jeg lige et par numre med midtjyske Hollow Birds. Et spændende, melankolsk rocket band, der hist og her lød lidt a la Alice in Chains og Kellermensch. Bandet virkede en smule sceneforskrækkede på en af de mindre scener på Godsbanen, men mere tid hos dem havde klart været bedre spenderet end i denim-og-truckercap showet hos Scumbag Millionaire. Mens aftenen blev til nat blev der brugt den behørige tid på at forbande programplanlæggerne, da Alkymists koncert på Katapult måtte skippes. For nu var der igen fest i Scandinavian Center.

Den dødsmetalliske folkefest

Som metalskribent er det snart svært at finde på nye ord om Baest. Det århusianske dødsmetal-fænomen er, fortjent og med rette, blevet beskrevet, præsenteret og interviewet i et væk siden debuten på Royal Metal Fest for to år siden. Og Baest gjorde deres ting. Moshpitten var nærmest i gang inden koncerten, forsanger Simon Olsen, der havde optrådt med et mindre vokal-og-klaver sæt i Musikhuset tidligere på dagen, opdelte med største lethed hele salen i to halve, der smadrede mod hinanden i Spot Festivals formentlig største wall-of-death i fortid, nutid og fremtid.

Musikken er solid dødsmetal af den klassiske skuffe, bandet har så meget tilstedeværelse og energi på scenen, at de kan dele ud af det, og allerede tre måneder inden udgivelsen af deres debutplade har de et publikum så stort og hengivent, at man nærmest nægter at tro det. Det er bandet, der kan shredde og growle om død og fordærv, mens cocktailsugende hipstere gladelig står og rokker hengivent på fødderne og den lokale bankfuldmægtige ryger op og crowdsurfer. Det er lyden af Morbid Angel kombineret med et Shu-Bi-Dua-festende publikum. En Baest-koncert er en særegen og mindeværdig oplevelse leveret af et knivskarpt orkester, hvis publikumstække ikke findes lige på den danske metalscene lige nu. Og med sådan en magtdemonstration havde fredagen fået sit fortjente punktum.

LØRDAG

Endnu engang skulle dagen spilles op fra slap med punk, og denne gang gik det absolut ikke så smertefrit som om fredagen. Stedet var Voxhall, bandet var Daycare for Jedi. Spot Festival bryster sig af at vælge det bedste fra den danske talentmasse. Det bliver så engang imellem garneret med nogen, der har vundet en konkurrence hos Royal Unibrew. Og de mennesker, der har stemt på Daycare for Jedi var enten for fulde til at huske, hvor meget en ørebæ Blink-182 og Sum 41 var, eller også var de ikke gamle nok til at opleve det. Det var de nogen-og-40 mennesker samt en misfornøjet anmelder fra Aarhus Vest, der havde fundet vej til Voxhall.

Poppunkens trick, for dem der måtte være til det, er at skrive iørefaldende omkvæd, som kan spilles i radioen. Når man ikke engang evner det, skal man enten spille rigtig punk som fredagens åbnere i Fright Eye, eller alternativt finde sig en anden hobby. Og man skal ikke kaste badebolde ud til et publikum, der er så bedøvende indifferente, at de lader førbemeldte bolde ligge halvslattent hen på de tomme tre meter foran scenen, som de netop er flygtet fra for at søge tilflugt i baren i afmagt over det rod, der foregik oppe på den.

Således rystet i min tro på menneskets eksistensberettigelse gik turen til Musikhuset og det traditionsrige NAKED-show, hvor fire udvalgte vokalister hver synger fire af deres egne sange, kun akkompagneret af et klaver. Når en af de solister er Baest/Livløs-forsanger Simon Olsen, bliver det pludselig virkelig interessant. ’Marks of the Undead’, ’Crosswhore’, ’Wormlord’ og ’Marie (Magdalene)’ fra Baest-bagkataloget blev opført, garneret med små historier om død og bajere, til stor moro for de fremmødte, der ikke før har stiftet bekendtskab med en dødsmetal-tekst.

Simon Olsen er ikke sanger. Det har han heller aldrig påstået at være, og det var heller ikke alle fire numre, der fungerede lige godt. Men for en mand, der næppe har kvædet mange rene toner i sit liv var det faktisk ganske glimrende. ’Marks of the Undead’ mindede til tider ganske meget om et glemt Nick Cave-nummer, og ’Wormlord’ i Olsens afdæmpede fremførelse kunne sikkert fint finde plads på en Tom Waits-plade. Det var specielt, det var aparte, men det var faktisk ikke helt skidt.

Jeg forlod koncerten straks efter Simon Olsens sæt, da hvad der snart kunne omdøbes til Simon Olsen Festival skulle fortsætte på Atlas til Livløs’ koncert. Jeg kan ikke regne ud, hvordan det er lykkedes ovennævnte Livløs-forsanger at komme derned hurtigere end mig, men da jeg træder ind ad døren, står han troligt og gennemfører lydprøve til sin fjerde koncert på to dage. Imponerende!

Og koncerten? Tja, på et fuldstændig proppet Atlas blev det en forventet kraftpræstation foran et lokalt publikum, der efterhånden var faldet fuldstændig for frontmanden fra Odder. Livløs er altid en energieksplosion live, og lørdagens koncert er den til dato bedste, jeg har set med dem. Alle fem bandmedlemmer gav sig fuldt ud, salen kogte og med debutpladens to stærkeste numre, ’Noctum’ og ’Into Beyond’, som de to lukkere, frygtede man nærmest, at hele bygningen skulle implodere. Det var en god halv time med masser af intensitet og groove fra start til slut, og noget nær den perfekte afslutning man kunne bede om til et vækstlags-arrangement som Spot Festival. Det prøver vi gerne igen næste år!